Juli måneds 5 varmeste emner - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Juli måneds 5 varmeste emner

Grøn touring med Energica Experia, Louis er kommet tættere på, test af Honda CBR500R, Ural har forladt Rusland og The Big Four slagter 20 modeller - Det var læsernes favoritter i Juli måned.
CO
15/08-2022 kl. 05:58

Det har været pænt varmt de seneste dage, det er det fortsat, og mange har nok jævnligt søgt svalende skygge.
Og lige præcis afslapning i skyggen kunne eventuelt kombineres med et kig på den forgangne måneds mest populære emner her på MagaCin, hvor læserne får et let overskueligt overblik over, om de har sammenfaldende interesser med flertallet af vore læsere, eller om der ganske enkelt skulle være et interessant emne man er gået glip af.
MagaCin’s arkiver indeholder i skrivende stund nemlig knap 8.800 mc-relaterede artikler, hvor der dagligt tilføjes nye, så der er ikke noget at sige til, hvis vores læsere ikke når at få det hele med.

Udsving i hotte emner
Der har gennem årene været vildt store udsving i hvilke emner der vækker størst opmærksomhed hos MagaCin’s læsere.
I Maj måneds opgørelse 5 hotte emner i Maj var interessen for politiets støjmålinger, og ikke mindst udførelsen af disse, eksempelvis i højsædet, og i den forgangne måneds opgørelse Juni måneds hotteste emner var det dybt ulykkelige hændelser, som vakte stor opmærksomhed både i globale medier og her på MagaCin.
Ikke mindre end tre af de mest populære artikler her på siden i Juni måned var beklageligvis af den karakter.

Sikker førsteplads i Juli
I Juli måned konstaterede vi et ganske anderledes billede, hvor to af MagaCin’s prøvekørsler af motorcykler indtog henholdsvis første og tredjepladsen.
Og det var faktisk artiklen om en ny elektrisk motorcykel der rendte med førstepladsen.

#1 – Prøvet: Energica Experia Green Tourer
Juli måneds mest flittigt læste artikel her på MagaCin handler nemlig om den helt nye elektriske grønne touringcykel Energica Experia, hvor et demo-eksemplar af modellen kortvarigt befandt sig i Danmark under sin europæiske markedsførings rundtur.
Det lykkedes for både den danske Energica importør og MagaCin at få logistikken på plads, så MagaCin kunne få fornøjelsen af den første danske prøvekørsel af modellen, der officielt lander i Danmark i Oktober måned.
Det projekt fik vi smedet en lille video sammen fra, som kan ses i artiklen der er linket til herunder.

Spoiler alert: “Vi blev faktisk en kende overrasket over, hvor velkørende vi fandt Energica Experia ved denne lejlighed. Og modellen kunne sagtens vise sig at blive vores fortrukne Energica motorcykel.”

#2 – Louis rykker tættere på grænsen
Danske motorcyklister – eller i hvert fald MagaCin’s læsere – er særdeles prisbevidste, og kører gerne en bid vej for at spare på skillingerne.
Derfor køres der ofte langt efter gode tilbud ved landets forhandlere, og nogle krydser vi sågar landegrænser for at gøre et kup.

Men der er formentlig en grænse for hvor langt mange egentlig orker at køre, og en eventuel besparelse formøbles endda muligvis af de høje brændstofpriser.
Derfor er det måske ikke så underligt, at MagaCin’s læsere gav det en del opmærksomhed, at man ikke længere behøver at køre til Kiel, Lübeck eller Hamburg for at besøge en Louis butik, og artiklen om netop den nyhed stryger ind på andenpladsen over de mest populære artikler her på MagaCin i Juli måned.
Louis åbnede nemlig 22. Juli en ny butik i Flensborg med udstyr, reservedele og eftermarkeds-stumper så langt øjet rækker.

#3 – Test: Honda CBR 500 R – Mellemmaskinen med masser af morskab
I Juni måneds hotteste emner så vi MagaCin’s test af Honda NT1110 under hjemlige himmelstrøg nappe fjerdepladsen, men Honda kridtede skoene og avancerede faktisk i Juli måned til en tredjeplads.
Her ses endnu en test af en Honda, men i denne ombæring foregår testkørslen på en model i halv størrelse og til halv pris.

Artiklen Test: Honda CBR 500 R – Mellemmaskinen med masser af morskab indeholder som altid en video fra projektet, og testen af den kåbeklædte sportsligt udseende Honda CBR 500 R viste endnu en gang, at man hverken behøver en hulens masse hestekræfter eller avanceret teknologi for at have det sjovt.

Det er generelt bare det fedeste i verden at køre motorcykel, og Nicolaus konstaterer i sin test blandt andet, at den sportsligt udseende CBR 500 R tilbyder fin komfort og hverdagsduelighed, og at “Det er altså bare fedt at kunne holde snoren stram, uden at kørekort og registreringsattest blafrer i fartvinden.”

#4 – Ural flytter produktionen fra Rusland til Kasakhstan
På fjerdepladsen over de varmeste emner her på siden i Juli måned bliver der ligesom ved månedens andenplads rykket på nogle grænser, men det er grænser af en noget anden karakter.
Den russiske producent af Ural motorcykler har nemlig rykket teltpælene op, og er flyttet fra Irbit i Rusland til Petropavlovsk i Kasakhstan.

Ural Motorcycles annoncerede tidligere i år, at produktionen af motorcykler på fabrikken i Rusland var indstillet, og efterfølgende at virksomhedens produktionsfaciliteter flyttes til et helt andet land.
Hvorfor det er sket finder du forklaringen på i artiklen der er linket til herunder, og som en lille bonus-info kan vi informere om, at Ural Motorcycles få dage efter MagaCin’s publicering af artiklen bekendtgjorde, at den første Ural motorcykel var samlet på den nye fabrik.
Stærkt gået af Ural Motorcycles.

#5 – The Big Four slagter 20 modeller
Som rosinen i pølseenden over de mest populære emner på MagaCin i Juli måned finder vi historien om, at The Big Four – altså Honda, Yamaha Motor, Suzuki Motor og Kawasaki – har tænkt sig at indstille produktionen af ca. 10% af de omkring 190 tilgængelige modeller fra de fire japanske mærker på markedet med årets udgang.
Det kunne umiddelbart lyde som en rigtig sørgelig nyhed, men det er værd at huske på, at det ikke er så skidt at det ikke er god for noget.

For når bedagede modeller ryger af programmet, så betyder det ofte, at der gøres plads til noget nyt og spændende.
Og ingen har indtil nu hævdet, at det fremtidige udbud af forskellige motorcykelmodeller reduceres.
Vi ved blandt andet at Kawasaki har nye elektriske og hybrid modeller på programmet (se de første billeder), Kawasaki H2SX skal udstyres med integreret kamera, Honda har som bekendt en ny Hornet undervejs som den hel store nyhed, Yamaha har ligeledes meget tænkeligt en stribe nyheder som eksempelvis de nye XSR GP modeller og Yamaha R9 på trapperne, og mon ikke også Suzuki snart melder sig på banen med spændende nyt.

Flere spændende projekter i støbeskeen
Det har som sædvanligt været lidt hyggeligt for MagaCin’s skribenter, at se hvilke emner læserne fandt mest interessante i måneden der er gået.
Og også rigtig skønt at se, at antallet af læsere har været støt stigende siden MagaCin’s fødsel.

Det er i skrivende stund endnu for tidligt, at spå om månedens mest populære emne i August 2022.
For vi ved med sikkerhed, at der er flere rigtig interessante nyheder lige på trapperne, flere producenter begynder at løfte sløret for kommende nyheder, og MagaCin har naturligvis også som altid flere interessante og spændende projekter i støbeskeen.

Vi ser som altid med stor fornøjelse og forventning frem til at dele de seneste nyheder med vores læsere, og kaster os ivrigt over kommende opgaver, hvor vi selv glæder os ret meget til en del af dem.
Så husk nu at kigge indenfor på MagaCin med jævne mellemrum.

Ældre populære emner
Lige som i sidste måned tilføjer vi også denne gang en række links nederst, hvor vores læsere nemt kan tilgå tilsvarende artikler med Hot-Topics fra både indeværende og tidligere år.

2022
Mest populært i Juni 2022
Mest populært i Maj 2022
Mest populært i April 2022
Mest populært i Marts 2022
Mest populært i Februar 2022
Mest populært i Januar 2022

2021
Mest populært i December 2021
Mest populært i November 2021
Mest populært i Oktober 2021
Mest populært i September 2021
Mest populært i August 2021
Mest populært i Juli 2021
Mest populært i Juni 2021
Mest populært i Maj 2021
Mest populært i April 2021
Mest populært i Marts 2021
Mest populært i Februar 2021
Mest populært i Januar 2021

Tudsegamle populære emner
Og derudover får du også som altid en række links til populære emner af ældre dato.
Den mest populære artikel på MagaCin i 2021 handlede om, at der var en Regning på vej til ejere af tidligere politimotorcykler, da Motorstyrelsen pludselig oplyste, at der ikke var betalt afgift af 80 tidligere politimotorcykler og biler.
Kigger vi et år længere bagud, blev den mest populære artikel på MagaCin i 2020 historien om tyske politikeres anbefaling til et lovforslag, hvor konfiskation af støjende motorcykler skulle være en sanktionsmulighed.
Efter 2019 var klinget af, viste artiklen med præsentationen af den nye BMW R18 sig at være årets mest populære artikel skarpt forfulgt af artiklen om et Fantastisk ladefund.
Og ser vi yderligere nogle år tilbage, viste artiklen om den Største MC udstilling i Danmarkshistorien sig at få over 90.000 unikke visninger, selvom artiklen dengang i 2016 blev eftertrykkeligt nappet i haserne af 16 år og på motorcykel.

Top 10: De ti mest læste artikler på MagaCin i 2019
Top 10: De ti mest læste artikler på MagaCin i 2016

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start