Ural flytter produktionen fra Rusland til Kasakhstan - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ural flytter produktionen fra Rusland til Kasakhstan

Ирбитский мотоциклетный завод flytter fra Irbit i Rusland til Petropavlovsk i Kasakhstan
CO
23/07-2022 kl. 07:26

IMZ-Ural blev grundlagt i 1941 i det tidligere Sovjetunionen efter ordre fra landets daværende ledelse, og Ирбитский мотоциклетный завод – eller frit oversat Irbit Motorcykel fabrik – har siden grundlæggelsen produceret Ural motorcykler i byen Irbit i Rusland.
Men sådan skal det ikke være fremover, for Ural Motorcycles annoncerede tidligere i år, at produktionen af motorcykler på fabrikken i Rusland var indstillet, og efterfølgende at virksomhedens produktionsfaciliteter flyttes til et helt andet land.

Hvorfor flytte?
Og hvorfor tager IMZ-Ural så egentlig dette drastiske skridt?
Som det første punkt i opslaget på sociale medier herunder fortæller Ural, at der stadig ikke kan importeres komponenter til fremstillingen af motorcykler.
Uagtet IMZ-Ural selv står for fremstillingen af stel, motorer og andre dele, så importerer virksomheden blandt andet generatorer fra Nippon Denso, bremser fra Brembo, komponenter fra Domino, forgafler fra Paioli og tændingssystemer fra Ducati Energia.

Årsagen til den russiske fabriks problemer med leverancer af udenlandsk fremstillede komponenter burde være åbenlys, for IMZ-Ural er naturligvis lige som mange andre virksomheder beliggende i Rusland ramt af vestens sanktioner, og nu forsøger Ural sig altså med denne alternative løsning på problemet.
Vladimir Putin er flere gange blevet fotograferet kørende på Ural motorcykler, og i 2019 så omverden sågar Putin køre på en Ural motorcykel med sidevogn sammen med rødderne fra “Night Wolves”.
Men hvis Putin fremover ønsker at køre på et helt frisk fremstillet eksemplar af det tidligere russiske mærke, så må han altså ud på en godt 600 km lang udenlandsrejse til Kasakhstan.

Det er en altså en kendsgerning, at IMZ-Ural forlader hjemlandet, flytter fra Irbit i Rusland, og er draget omkring 600 km sydøst på til Petropavlovsk i Kasakhstan.
Dermed gøres IMZ fornavnet med henvisning til byen Irbit vel egentlig overflødigt.
Selv om en flytning i den størrelsesorden sagtens kan være en logistisk udfordring, så arbejdes der ihærdigt på, at få tingene til at lykkes.
Og det er ikke mange dage siden virksomheden oplyste om, at produktionen af motorcykler snart kan genoptages.

Der er altså håb forude for dem, som allerede har bestilt en ny Ural motorcykel, men endnu ikke har fået den leveret.
Også selv om der vurderet efter nedenstående blot få timer gamle opdatering fra Ural Motorcycles stadig er en bid vej endnu, inden medarbejderne kan komme i gang med at samle motorcykler.

Flytningen af produktionen af Ural motorcykler til Kasakhstan efter 81 år i Irbit skyldes som tidligere nævnt efter Ural Motorcycles’ egen udmelding, at det har vist sig særdeles svært eller helt umuligt, at få leveret komponenter til produktionen af motorcykler.
Men med tidligere udmeldinger fra Ural Motorcycles som “We still hope for people to remain human, value life and stand for living instead of fighting. ​We pray for peace” og Stop War Now som det ses på opslaget under dette afsnit, kunne man måske også forestille sig, at virksomheden potentielt stod overfor endnu mere problematiske sanktioner fra hjemlandets øverste ledelse, end dem man er underlagt fra vestlige nationer.
Putin skulle efter sigende ikke være udpræget begejstret for, når nogen drister sig til at betegne hans såkaldte specialoperation som en krig.

Det korte af det lange er, at Ural motorcykler altså ikke længere fremstilles i Rusland, og fremover produceres i Kasakhstan, der i 1991 erklærede sig uafhængig, og siden 1993 har været aktivt engageret i NATO Science for Peace and Security (SPS) Programme.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start