Louis rykker tættere på grænsen - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Louis rykker tættere på grænsen

I morgen d. 22/7 slår Louis dørene op for en stor butik i Flensborg.
Steffen F. Olesen
21/07-2022 kl. 06:13

Her på redaktionen slår vi naturligvis et slag for, at danske motorcyklister i samlet flok bør støtte op omkring erhvervslivet herhjemme. Men undertegnede skal da ikke kunne sige sig fri for en gang imellem at være snublet over et produkt, som enten ikke kunne købes her i landet eller ganske enkelt var så billigt, at jeg måtte lade sparegrisens indhold flyde ud over landets grænser.
For selvom de fleste i den danske mc-kultur er ret enige om, at pengene bør falde hos danske forretningsdrivende, så kan mange af os heller ikke stå for et godt tilbud.

Men når man handler udstyr i udlandet kan der hurtigt opstå en række udfordringer; Det er ikke altid lige nemt at finde ud af, hvilken størrelse produktet skal bestilles hjem i, og måleskemaerne er heller ikke altid super gennemskuelige. Og selvom man kommer frem til en størrelse som man håber passer, så er der også vildt meget forskel på pasform fra producent til producent.
Hertil kommer, at der kan være fejl på produktet, at produktet bliver skadet under transport, at produktet skal repareres/ombyttes på garantien, eller at man ganske enkelt fortryder sit køb.
I disse tilfælde skal varen sendes retur, og det går ikke altid ligeså gnidningsfrit som hvis man handler i eget land.

Er du en af dem, som ynder at forkæle dig selv med lidt nyt grej fra vores underbo, men simpelthen ikke kan overskue ovenstående problematikker, så er der godt nyt.

Ny butik i Flensborg
Hvor du før skulle sætte kursen mod Kiel, Lübeck eller Hamborg for at besøge den nærmeste Louis butik, kan du fremover spare lidt på de gyldne dråber.
For midt i Flensborg, få skridt fra det legendariske Flensborg-bryggeri, slår Louis dørene op for en spritny butik med udstyr, reservedele og eftermarkeds-stumper så langt øjet rækker.
Og det sker allerede i morgen d. 22/7.

Der er endnu ikke mange informationer at hive ud af Louis omkring den nye butik, som spænder over 1.200 kvadratmeter, men som du kan se i galleriet over artiklen, har vi lusket os frem til et par billeder fra byggeriet af den nye butik.

Og det skulle være ret nemt at komme hen til butikken, som ligger på Husumer Straße 41. For hvor de fleste nok drejer til højre ved Flensborg afkørslen for at købe øl og vand, så skal du blot vende snuden mod øst, køre seks kilometer og slå et par sving.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start