Video: Med MagaCin på EICMA - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Video: Med MagaCin på EICMA

Godt 40 minutters rundtur blandt spændende nyheder på EICMA
CO
17/12-2021 kl. 15:42

Motorcyklisternes 2021 sæson lakker mod enden efter et særdeles alternativt år.
Et år med en verden præget af begrænsninger, restriktioner og nedlukning, hvor næste års nye motorcykler i udpræget grad er præsenteret online, og hvor de fleste traditionelle motorcykeludstillinger har glimret ved deres fravær.
Men verdens største mc-messe EICMA i Italien – der til i år har fået nyt moderniseret logo og revideret undertitel – er ikke sådan at tage livet af.
Det fremgår med al ønskelig tydelighed af videoen over artiklen, som er tilgængelig for MagaCin’s abonnenter.

Du kan oprette dig som abonnent via linket her, og samtidig få ubegrænset adgang til alle artikler, tests og fordele.

MagaCin på EICMA
MagaCin sendte traditionen tro en håndfuld forventningsfuldt personale – der på forhånd var registreret via tonsvis af tidskrævende COVID-19 relateret dokumentation – med flyveren til Italien, hvorfra vi som annonceret lige som de foregående år live-streamede en række af de forskellige mærkers events med både ventede og uventede præsentationer af nyheder.
Links til MagaCin’s live-streams fra EICMA nederst i artiklen.

En anderledes oplevelse, med fravær og små hurdler
I forbindelse med årets EICMA noterede vi os, at mc-messen i år blev en temmelig anderledes oplevelse.
For flere store mærker som BMW, KTM, Harley-Davidson samt ikke mindst det nationale mærke Ducati deltog ikke i år.
Men det var sådan set fedt nok, at der ved pressedagen var mindre trængsel, og derved bedre plads på messen end normalt.
Også selv om vi stødte på små hurdler som obligatorisk brug af mundbind, at der lige som i lufthavnene skulle forevises gyldigt Corona-pas, og at der jævnligt blev udført temperaturmålinger af de besøgende.
Logistikken tillod desværre ikke, at vi kunne deltage ved arrangementet, hvor fans fik mulighed for at tage passende afsked med den karismatiske italienske racerkører Valentino Rossi.

Tæt pakket tidsskema
Årets EICMA blev på flere måder en alternativ oplevelse, når eksempelvis en fremmed lige pludselig blokerede vejen med en tablet i hovedhøjde, som scannede den besøgendes ansigtstemperatur, og derefter forduftede uden et ord, hvis man ikke var for varm i kinderne.
Derudover var flere stande, båse og podier indhegnet for at regulere trafikken, og ved enkelte mærkers stande var der sågar opstillet ekstra scannere for registrering af den besøgendes temperatur.

Men det lykkedes dog MagaCin’s udsendte, at manøvrere rundt blandt de mange stande i et tæt pakket tidsskema, hvor vi også nåede forbi Verge, der i år var leveringsdygtig i yderligere information om det vilde koncept, hvor den elektriske motorcykel som er udstyret med navløst baghjul har motoren integreret i baghjulet.
Vi fik i år også oplyst, at priserne allerede er fastsat, og at modellen faktisk allerede nu kan bestilles.

Brug af mundbind var også obligatorisk hos Verge Motorcycles

Spændende nyheder
Vi har som tidligere nævnt allerede set en del af 2022 nyhederne præsenteret officielt.
Som eksempelvis den nye Honda NT1100 vi havde mulighed for at prøvekøre forud for EICMA, og som vi baseret på antallet af artikelvisninger på MagaCin kan bekræfte, har fået rigtig stor opmærksomhed blandt vores læsere.

Pressedagens første event blev afholdt af Honda, som udover præsentationen af den nye NT1100 ganske uventet løftede sløret for, at producenten har en helt ny Ultramoderne Honda Hornet under udvikling.
Vi fik naturligvis også skudt lidt video med den skarpe 2022 Honda Fireblade, der bryster sig af 217 hestekræfter, men den mest overraskende nyhed var nok, at Honda Hornet genopstår, som en skarp ultramoderne model med kant i modelprogrammet.
Se også Honda’s danske 2022 prisliste.

MV Agusta
Trods udeblivelse af visse mærker var der så rigeligt at se til.
Så vi måtte hurtigt videre til dagens anden event, hvor vi overværede afsløringen af de To nye terrængående modeller fra MV Agusta, der på forhånd var annonceret som MV Agusta’s Lucky Explorer Project.
Det viste sig at være en ny terrængående 550’er fra MV Agusta, samt en rigtig spændende trecylindret 950’er, hvor den nyudviklede motor i knoldhopperen leverer 123 hestekræfter.

Triumph og Yamaha
Vi var selvfølgelig også forbi engelske Triumph, hvor vi blandt andet så den nye Triumph Tiger Sport 660 MagaCin’s læsere som de første så afsløret på spionbilleder sidste år.
Derudover var vi forbi den nye Triumph Tiger 1200 i “nix pille udgave”, stod for første gang rigtig tæt på Yamaha’s genfødte legende Yamaha XSR 900 samt den nye 2022 Yamaha MT10, hvor der til 2022 er gjort noget ekstra ud af lyden.
Derudover så vi den spændende prototype Yamaha Ténéré 700 Raid, hvor vi allerede i Marts måned i år kunne fortælle, at Yamaha havde indhentet typegodkendelse til en tocylindret maskine med den interne – ikke specielt mundrette – modelbetegnelse XTZ690D-B.

Piaggio Group
Vi var selvfølgelig også forbi Piaggio Group hvor vi blandt andet så den nye Aprilia Tuareg 660 samt den vildt spændende Moto Guzzi V100 Mandello med nyudviklet radikalt anderledes motor, der som lovet blev præsenteret officielt præsenteret på EICMA.

Kawasaki
På Kawasaki’s stand fik nostalgien som forventet frit løb ved gensynet med den klassisk udseende Kawasaki Z650RS, der blev præsenteret officielt i September.
En model som vi ikke blot havde forud for EICMA havde fornøjelsen af at deltage i udpakningen af, men også fik mulighed for ganske kort at prøvekøre.
Vi så også den nye Kawasaki Ninja H2 SX, der til 2022 er udstyret med endnu flere gadgets som Advanced Rider Assist System med adaptiv fartpilot understøttet af radar, samt den nye Kawasaki Versys 650 og Kawasaki Z900 RS SE i en for Kawasaki usædvanlig lakering.
Se også Kawasaki’s komplette danske 2022 modelprogram og priser.

Suzuki
Vi nåede naturligvis også forbi Suzuki, som allerede forud offentliggjorde den danske Suzuki 2022 prisliste, hvor vi blandt andet finder den 2022 opdaterede Suzuki Katana, den rigtig interessante Suzuki GSX-S1000 GT med radikalt ændret udseende som debuterede officielt i September 2021, den væsentligt billigere naked udgave Suzuki GSX-S 1000, og den endnu billigere Suzuki GSX-S 950.

Se 40 minutters video over artiklen
En komplet beskrivelse af vores rundtur mellem 2022 modellerne på årets EICMA bliver alt for omfattende.
Men så er det jo heldigt, at vi kan invitere MagaCin’s abonnenter på en tur til EICMA med de godt 40 minutters videoen du finder over artiklen.

Links til Live-Stream fra EICMA
Som rosinen i pølseenden får du selvfølgelig også som lovet i indledningen til sidst en stribe links til MagaCin’s live-streams fra EICMA 2022.

Live fra Eicma 2021 – Honda
EICMA 2021 – MV Agusta
Eicma 2021 – Triumph
Presse-event hos Suzuki – Eicma, Milano
Live Event hos Piaggio, Vespa, Aprilia og Moto Guzzi – Eicma, Milano
Live hos Kawasaki og Bimota – Eicma, Milano
Live Benelli – Eicma, Milano
Live Zero Motorcycles – Eicma, Milano









Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start