Honda 2022 prisliste - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Honda 2022 prisliste

Samt uhyre spændende kommende nyheder
CO
28/11-2021 kl. 12:54

Store veletablerede motorcykelproducenter som eksempelvis BMW, Ducati, KTM og Harley-Davidson valgte i år ikke at deltage ved efterårets store mc-messe EICMA i Italien.
En begivenhed næsten alle motorcykelproducenter ellers sædvanligvis benytter til at lancere det kommende års nyheder under massiv mediedækning.

Honda fremme i skoene
Men selv om flere mærker glimrede ved deres absolutte fravær, var der heldigvis også mange som bakkede op om eventen, hvor gæsterne blev introduceret for, og fik mulighed for at se 2022 nyhederne på nærmeste hold.
Honda var blandt de mærker som deltog ved årets EICMA, hvor japanerne i år på flere punkter var godt fremme i skoene, og også var i aktion med præsentation af 2022 nyhederne som de aller første.

Honda tidligt ude med 2022 priser
MagaCin deltog ved Honda’s pressepræsentation tirsdag morgen klokken 09.00, hvor Honda i konferencecenterets auditorium viste både allerede kendte opdateringer – som vi nu fik at se i virkeligheden – og derudover præsenterede 2022 nyheder, som var gedigne overraskelser.
Og for os blev oplevelsen krydret af, at vi allerede dagen før præsentationen modtog Honda’s 2022 prisliste.
Den finder du både nederst i artiklen og som billede over artiklen.

Som du kan se i MagaCin’s live-stream fra EICMA, blev vi først præsenteret for de populære Honda CB500F, Honda CBR500R og Honda CB500X, der til 2022 har fået en seriøs overhaling.

Honda NT1100
Næste punkt på dagsordenen var den nye Honda NT1100, som indleder mærkets Nye Touring Æra med en overdådigt udstyret rejsemaskine, der er modelleret over stel og motor fra Honda CRF1100 Africa Twin, men som har fået kappet en tredjedel af affjedringens slaglængde, er udstyret med 17″ hjul i begge ender, byder på imponerende beskyttelse mod vejrliget, er udstyret med blandt andet sidetasker, centralstøtteben, fjernbetjent fjederforspænding bag, håndtagsvarme, og fartpilot som standard, og er prissat særdeles attraktivt.
Vi havde fornøjelsen af at prøvekøre Honda NT1100 i Spanien for en måneds tid siden.

Derefter fulgte præsentationen af den helt nye 2022 Honda ADV 350, hvorefter turen kom til Honda Fireblade CBR1000RR-R SP 30th Anniversary Edition, som repræsenterer 30 års evolution af den ikoniske Honda Fireblade.
Fireblade motoren har til 2022 fået revideret indsugning, der er ny luftfilterkasse samt udstødning, det bagerste tandhjul er 3 tænder mindre for forbedret acceleration, quickshifteren er opdateret, torque-control er optimeret og meget mere.
En hamrende lækker Superbike, som desværre ikke bliver helt billig for danske købere.
Den koster i jubilæumsudgave som du kan se i prislisten nederst Dkr. 449.995,- men kan også købes uden laserindgravering eg efternavnet SP for Dkr. 359.995,-

Honda mener tilsyneladende selv, at højdepunktet ved EICMA var den nye Fireblade SP i jubilæumsudgave.
Det er vi måske ikke helt enige i.
For nogle af os var det nemlig mindst lige så interessant at få et indblik i, hvad Honda’s udviklingsafdeling har på tegnebrættet af kommende modeller.

Nyheder vi må vente på
De mest optimistiske havde måske håbet på, at vi havde fået lidt mere at vide om den revolutionerende Honda Fireblade med selvbærende komposit sædeenhed i ét stykke der dublerer som benzintank, og som er strukturelt forbundet med den forreste del af stellet.
Det skete imidlertid ikke ved denne lejlighed.

Honda Hornet vender tilbage
Men Honda rundede som du kan se i MagaCin’s live-stream fra EICMA præsentationen af med den vildt spændende annoncering af, at modelnavnet Honda Hornet vender tilbage i modeprogrammet.
Og det gør den i en ultramoderne udgave, som vi desværre må vente på at få flere detaljer om.

Honda er tydeligvis på forkant med udviklingen af nye modeller, men det er ikke det eneste punkt hvor japanerne er fremme i skoene.
For som nævnt i indledningen kan vi nemlig allerede nu dele den officielle danske 2022 prisliste for Honda’s fulde program.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start