De knuser stadig konfiskerede motorcykler - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

De knuser stadig konfiskerede motorcykler

Engelsk politi gentager stunt
Steffen Olesen
30/06-2021 kl. 06:00

Vi har gennem de senere år i mange lande set en intensiveret indsats mod motorcyklister der kører ikke overholder færdselsreglerne, og europæiske vejstrækninger der i perioder lukkes helt for de støjende motorcykler, hvilket i nogle tilfælde medførte gigantiske protestaktioner.
Derudover har man i flere lande påbegyndt opsætning af såkaldte støjradarer, og i Tyskland så vi sidste år et lovforslag om, at myndighederne skulle have mulighed for at konfiskere larmende motorcykler.
I Brasilien går man noget mere håndfast til værks, som vi så i eksemplet med en ret alternativ sanktion for en brasiliansk støjsynder.
Her i landet er etatens udsendte også pålagt at rydde op blandt de støjende motorcykler, og det medførte i Maj måned, at politiet ved en enkelt aktion sigtede 20 motorcyklister og indkaldte motorcyklerne til syn.
Men motorcyklerne blev dog ikke konfiskeret.

Konfiskation af motorcykler
Et bødeforlæg eller en synsindkaldelse er nok noget de fleste kan forholde sig til med en eller anden form for ro i sjælen, men konfiskation af motorcyklen mener mange er en ret drastisk sanktion.
Med vedtagelsen af den nye lov om vanvidskørsel, fik myndighederne i Danmark imidlertid mulighed for at beslaglægge køretøjer med henblik på konfiskation, hvis køretøjerne var benyttet til vanvidskørsel.

Det er allerede sket i en lang række tilfælde, og her i landet bortauktioneres motorcyklerne efter de er endeligt konfiskeret.
Men sådan går det ikke nødvendigvis i andre lande, hvor man visse steder tager mere drastiske metoder i brug.

I England knuser de motorcyklerne
Det er faktisk ikke nogen banebrydende nyhed, at man i enkelte engelske politikredse knuser konfiskerede motorcykler.
Det har vi nemlig før set et glimrende eksempel på, da Northants Police sidste år demonstrerede den brutale praksis.

Men det er slet ikke slut med at kvase engelske motorcykler, for i denne måned gentog det engelske politi proceduren med at knuse beslaglagte el-løbehjul, offroadere og motorcykler.
Samtlige de knuste tohjulere var konfiskeret på baggrund af den engelske lov om såkaldt “anti-social opførsel” eller illegal anvendelse, og myndighederne sikrede sig, at offentligheden blev behørigt informeret om begivenheden.
Det skete blandt andet via det engelske medie BBC Radio Merseyside, der endda har delt en video fra begivenheden på sociale medier.

Men det er ikke kun de engelske medier der orienterer om eventen, for Merseyside Police har såmænd også selv delt en lidt længere video, hvor Chief Inspector Poul Holden fortæller om Operation Brookdale.
Her fortæller Holden om at man i forbindelse med Operation Brookdale der løb over tre måneder har beslaglagt 183 køretøjer og foretaget 122 anholdelser.
Også her får vi naturligvis et videoklip, hvor et udvalg af de konfiskerede køretøjer knuses.

Om knusning af konfiskerede motorcykler virker reelt afskrækkende på potentielle syndere, er nok noget nær umuligt at gisne om.
Men nogle ville måske mene, at det er spild af motorcykler, og muligvis endda fundere over, om projektet fortrinsvis kunne være et mediestunt, der skal bevise hvor målrettede, handlekraftige og resolutte det engelske politi er.
I Danmark bortauktioneres de funktionsdygtige køretøjer, så der i det mindste kommer en skilling i kasse, og andre kan få glæde af køretøjerne.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start