Ducati priser 2022 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ducati priser 2022

Har du gået og ventet på den danske pris på en let tilgængelig Streetfighter V2 eller måske den længe ventede DesertX? Så læs med her
Steffen F. Olesen
23/12-2021 kl. 10:24

I dag er dagen før dagen du ved, og står du lige og mangler den sidste julegave til den du har allermest kær eller dig selv, så kan Ducati’s prisliste for 2022-modelerne måske inspirere dig til at give et gavekort?
Nuvel, vi er klar over, at det nok er de færreste som forærer gaver væk i denne størrelse, men man kan jo aldrig vide.

Ducati sparer ikke på nyhederne
Som bekendt har Corona vendt op og ned på måden producenterne præsenterer næste års modeller, og særligt Ducati gik i år all-in på online præsentationer med Ducati World Premiere, hvor vi helt tilbage i sommers blev gjort opmærksomme på, at der over de næste måneder ville blive lanceret ikke mindre end seks modeller.

Det tiltag gik hånd i hånd med udmeldingen om, at Ducati ikke ville være at finde på den store motorcykelmesse i Milano i november måned, som i år ellers bød på en del mere albuerum for pressen grundet stramme restriktioner.
Hop ind og se en 40 minutter lang walkaround med MagaCin på EICMA her, hvor du tydeligt kan se, at der i år ikke var lige så mange deltagere på dagen tilegnet til pressen som tidligere år.

Your everyday wonder
Øverst på prislisten, som du kan se længere nede i artiklen, finder vi Ducati Multistrada V2, som i øvrigt også stod forrest i køen til Ducati World Premiere.

Som du kan læse i artiklen ovenfor, så er en af nyhederne til 2022 i forbindelse med lanceringen af denne model, at Multistrada 950 har skiftet navn til Multistrada V2.
Der er således ikke tale om en revolutionerende motorcykel, men snarere en ordentlig omgang med opgraderingsværktøjerne i forhold til ergonomi, vægt og motor.

Ducati Multistrada kan leveres i to versioner, hvoraf indstigningsmodellen starter ved 199.990 kr. og S-versionen med fartpilot, kurvelys, quickshifter op og ned, baggrundsbelyste kontakter, og en mobil-kompatibel 5″ TFT-instrumentering kan leveres for 243.990,-.

Multistrada V4 – Dyr men dejlig
Den næste model på prislisten er storebroren til ovenstående, og i tredje episode af Ducati World Premiere præsenterede producenten den seneste gadeorienterede version af Multistrada V4 med efternavnet Pikes Peak.

Ducati har altså valgt at videreføre navnet på trods af, at motorcykler er permanent udelukket fra deltagelse ved Pikes Peak efter ulykken hvor racerkøreren Carlin Dunne på tragisk vis mistede livet få meter før målstregen tilbage i 2019.

Føler du ikke, at økonomien og forholdet til bankrådgiveren rækker til at lange 465.990 enkroner over disken for en eksklusiv og svingglad Multistrada, så kan du glæde dig over, at den “almindelige” Multistrada V4 kan leveres i ikke mindre end ti andre versioner, hvor prisen strækker sig fra 298.990,- til 419.990,-.

Tidligere på året testede MagaCin den radarudstyrede udgave af Multistrada V4 med efternavnet “S”, og testpiloten var mildest sagt begejstret efter en uge i selskab med den potente eventyrer.

A new fighter in town
Episode fire i Ducati World Premiere bød på noget rigtig spændende, for her blev vi nemlig præsenteret for en såkaldt hverdags-streetfighter, som er en lettere håndterbar og mere økonomisk overskuelig nakedbike end den brutale Streetfighter V4.

Selvom motoren i Ducati Streetfighter V2 er adopteret fra den kåbeklædte fætter, så har Ducati alligevel pillet lidt for at få den desmodromiske Superquadro motor til at spille på de helt rigtige tangenter.
Hertil er det værd at nævne, at ingeniørerne bag Streetfighter V2, som jo har rettet fokus mod at gøre modellen mere hverdagsanvendelig end V4’eren, har placeret fodhvilerne en anelse længere fremme, hævet styret en del, og udstyret modellen med et mere komfortabelt sæde.

Der er altså lagt i gryden til en seriøs konkurrent til de allerede kendte streetfightere og nakedbikes, og med en pris på 259.990,- kan der måske også blive til matchende læder?

Et monster af en gadecykel
Ducati Monster har gennem en længere årrække været en yderst populær model på det danske marked, og det er der en god grund til.
Noget tyder på, at Ducati gennem årene har lyttet til testkørere verden over, for år efter år har producenten nemlig justeret platformen, og er gentagende gange lykkedes med at gøre modellen mere velkørende.

Ved præsentationen af Ducati Monster anno 2021 fik vi at vide, at modellen er En let, kompakt og essentiel motorcykel. Alt hvad du behøver for at have det sjovt hver dag”. Og selvom man kan diskutere, om det var rigtigt eller forkert at skille sig af med det karakteristiske stel, som er brugt på tidligere modeller, så er der ingen tvivl om, at modellen her er det absolut mest velkørende monster i historien.

Den holdning blev delt af en af deltagerne til MagaCin’s legedag tidligere på året, som havde købt modellen af de helt rigtige årsager; ikke fordi han havde en brændende passion for italienske motorcykler eller Monster-navnet, men fordi han var på jagt efter sin første motorcykel, og ønskede en velkørende, let tilgængelig og overskuelig model.
Næste år kan du gøre deltageren kunsten efter, men så må du lette bankbogen for 159.990,- danske kroner.

Den største nyhed af dem alle!
I sjette episode af Ducati World Premiere blev vi bedt om at drømme vildere, for her stod den model de fleste af os har ventet med spænding på nemlig klar.

Første gang vi fik et glimt af Ducati DesertX var på EICMA i 2019, hvor modellen stadig var et koncept, og til vores store glæde ligger den produktionsklare model ikke ret langt fra prototypen vi så for år tilbage. Men vi lader det stadig være op til læserne at vurdere, om den terrængående nyhed fra Ducati lever op til forventningerne.

Ducati DesertX er en hardcore knoldhopper hvor producentens udviklingsafdeling har brugt al deres viden vedrørende ergonomi, motorer, aerodynamik og elektronik til at modellere modellen over et nyudviklet stel specifikt udviklet til offroad.
Ducati DesertX er bestykket med den seneste udgave af den vandkølede 937cc Ducati Testastretta 11° L-twin, som yder 110 hk v. 9,250 omdr. og leverer et maksimal drejningsmoment på 92 Nm v. 6,500 omdr.

Der er alt for mange spændende detaljer om denne model til at gengive her, så vi opfordrer vor læsere til at hoppe ind i artiklen der er linket til ovenfor, hvor vi dykker dybere ned i den spændende nyhed.
Til gengæld kan vi komme med en opdatering på spørgsmålet, som vi dengang ikke kunne besvare; nemlig hvad den koster?

Man kunne frygte, at en så potent eventyrmaskine, fra en producent som ikke ligefrem er kendt for at fremstille budgetcykler, ville koste spidsen af en jetjæger, men det er faktisk ikke tilfældet.
Ducati DesertX kan erhverves for lige knap 219 af de lange, og som det kirsebær på toppen af kransekagen der altid overlever til næste år, skyder Ducati 2022 i gang med godt tilbud.

Bestiller du din nye DesertX inden d. 15. januar 2022, kan du frit vælge for kr. 10.000,- originalt Ducati ekstraudstyr. Samtidig sikrer du dig et af de første eksemplarer der kommer til landet.

Ducati prisliste 2022

Priserne i ovenstående liste er gældende fra 1. januar 2022, og der tages som altid forbehold for trykfejl og ændringer.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start