Video: En rundtur på EICMA 2022 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Video: En rundtur på EICMA 2022

Tag med på en godt 50 minutters tur gennem den store mc-messe i Italien, hvor vi kaster et blik på de kommende års nyheder, et par modeller som nok ikke lægger vejen forbi Danmark med det samme, og får en snak med et par danske hoveder, som indvier os i deres fremtidige modelprogram. - 𝗦𝗲 𝘃𝗶𝗱𝗲𝗼𝗲𝗻 𝗼𝘃𝗲𝗿 𝗮𝗿𝘁𝗶𝗸𝗹𝗲𝗻
Steffen F. Olesen
29/11-2022 kl. 05:59

Allerede flere måneder inden redaktionen hoppede på flyveren mod Italien spekulerede undertegnede i, om ikke dette års udgave af EICMA ville blive den mest elektriske til dato; og disse spekulationer viste sig at holde stik.

Men selvom der på den gigantiske mc-messe i Milano efterhånden tegnede sig et billede af en nært forestående elektrisk overhånd, så var billedet på ingen måde færdiggjort.
Forstået på den måde, at selvom rigtig mange producenter – nye som gamle, veletablerede som spirende – i år præsenterede offentligheden for elektriske motorcykler og grønne visioner, så er der stadig et stykke vej, før de når helt i mål.

Kawasaki
Den producent som, i forbindelse med EICMA, satte det største aftryk i forhold til alternativ fremdrift var Kawasaki, da de grønne japaneres helt store nyheder omhandlede alt lige fra en H2 motor som kører på brint, til to helt elektriske modeller og en enkelt – men mindst lige så spændende – hybrid motorcykel.

Men selvom fokus i disse tider kigger ret meget i retning af, at erstatte vores elskede forbrændingsmotorer med anden teknologi, så har Kawasaki alligevel valgt at se et lys i, at politikerne verden over endnu ikke lader motorcykler med forbrændingsmotorer forgå i samme stil som bilerne.

Og som du kan høre i videoen over artiklen, så har Kawasaki planer om at trille ikke mindre end tredive nye, opdaterede og genoplivede modeller på gader og stræder inden for de næste to år, hvoraf femten kommer til Europa, og de første otte lander om et års tid.

Honda
Også Honda bød ind med deres bud på en elektrisk to-hjuler; men The Big Red starter tilsyneladende i de små, og lader i første omgang den elektrisk transport stå i byboernes tegn med scooteren Honda EM1.
Til gengæld havde man på EICMA’s rødeste stand rigtig meget andet at byde på.

Endelig kom dagen, hvor vi her på redaktionen fik lov at lægge egne øjne på den længe ventede Hornet for første gang, og det var bestemt ikke en skuffelse.
For hvis man lige kan lægge de mest kritiske briller væk for en stund – du ved, dem som siger, at modellen mangler to cylindre, burde have oplagt udstødning og ligner sine søskende alt for meget – så er modellen på papiret faktisk en ret stærk spiller i feltet.
Og den lander på det danske marked til en vejledende udsalgspris på under 100.000 kroner.

Men kort efter Hornet’en – som vi jo godt vidste ville være til stede – fik vi foræret eventets første overraskede, og det skete i form af endnu en genoplivet model; nemlig Honda XL750 Transalp.
Endnu en model, som umiddelbart kommer til at give konkurrenterne kamp til stregen. Og som du hører Mads Hansen fra Honda Motorcykler fortælle i videoen, så skulle modellen også være økonomisk overkommelig.

Prisen på Transalp og den næste overraskelse er endnu ikke frigivet, men så snart det sidste er på plads lover Mads, at vi kan viderebringe det fulde overblik over Honda’s 2023 priser til vor trofaste læsere.

Men vent.. Sagde han endnu en overraskelse?
Ja, for bedst som vi troede, at Honda’s pressepræsentation lakkede mod enden, trillede en ret så uventet, og fræk, moderne Street Scrambler ind på scenen i det store auditorium, og vi måtte sige pænt goddag til modellen, Honda CL500, som du kan læse mere om via linket her under.

Ducati
Som du nok kan fornemme, så drejer denne artikel så småt ned af en sti, hvor der ikke er så meget fokus på elektriske køretøjer; og så alligevel.
For da vi satte fødderne på Ducati standen, blev vi mødt af an lang stribe modeller, som vi indtil da kun havde set i forbindelse med Ducati World Premiere, men også en enkelt ellert som har skubbet Energica af banen på en ret respekteret scene.

Det blev dog kun til et hurtigt kig på den elektriske MotoE-racer før blikket blev afledt af de mange lækre italienske nyheder, og nogle af de første vi stødte på var et par bindegale Panigaler, som stod side om side med deres nøgne søster, Streetfighter V4 SP2.

Men selvom sådan en Panigale, og for den sags skyld også Streetfighteren, er et par voldsomme bekendtskaber, så må jeg nok indrømme, at modellen som jeg til 2023 er mest nysgerrig på, er den seneste aftapning af italienernes Powercruiser.

For tænker jeg tilbage på nogle af de tidligere gange vi har haft besøg af det potente muskelbundt, og hvordan den uden overhovedet at komme tæt på at overanstrenge en af de store muskler, trak de ondeste sorte streger ud af enhver kurve, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan sådan et monster opfører sig med en V4-motor..!

Royal Enfield
Og nu hvor vi er ved noget der lugter lidt af at Cruiser-miljøet, så skal vi også lige en tur forbi Royal Enfield.
For de stod i år for EICMA’s første pressepræsentation, og havde dermed opgaven om at åbne ballet med et brag, hvilket i den grad må siges at ved gennemført.

For selvom der var en del problemer med lyden, og vi derfor ikke kunne tyde hen mod halvdelen af hvad den flinke konferencier sagde, så var programmet slet ikke kedeligt.

Så du testen af Royal Enfield Meteor 350 vil du vide, at undertegnede synes ret godt om det lille blanke lærred, og faktisk kun havde en enkelt finger at sætte på modellen.
Den finger kunne sættes på, at motorcyklen, qua den lille motor, ikke bød på voldsomt meget sjov og ballade, når modellen skulle skydes af ud af sognevejenes snævre kurver, og ej heller når den forvilder sig ud på en motorvej.

Men det tror jeg bestemt ikke bliver et problem med den nye Super Meteor, der udover at være udstyret med en mere momentstærk 650 kubiks motor, også er producentens allerførste motorcykel med fuld LED lygteføring, og kan byde på en lang stribe lækkerier som eksempelvis en 43mm USD-forgaffel, aluminiumsstøbte konsoller på styret og bløde former som i den grad komplimenterer stilen.

Suzuki
En af de få præsentationer skærmtroldene i videoen øverst desværre ikke personligt nåede til var hos Suzuki, hvilket vi faktisk ærgrer os lidt over.
For selvom de seneste historier omkring Suzuki har været af den triste slags – som eksempelvis GSX-R1000’s død og et farvel til MotoGP – så var stemningen en helt anden på den blå stand.

Her kunne tilskuerne nemlig få et indblik i to ret så spændende 2023-nyheder, der på lige fod med Honda alt andet lige må puste til ilden i mellemklasseområdet.

Suzuki GSX-8S og Suzuki V-Strom 800 DE drives begge af en nyudviklet tocylindret 776cc letvægtsmotor med en 270° krumtap, der, som noget helt nyt på en serieproduceret motor fra Suzuki, er udstyret med det vibrationsreducerende Suzuki Cross Balancer.

Yamaha
Af uforklarlige årsager havde Yamaha i år valgt slet ikke at holde nogen præsentation på EICMA, til trods for at de år efter år sidder på et af de største arealer på messen.
I stedet valgte de, at klaske en kasse LED-masker på nogle alternative dansere, som bevægede kroppen til sangen Personal Jesus.

Men det betyder ikke, at der ikke er 2023-nyheder fra Yamaha; for da undertegnede befandt sig i lufthavnen i München, hvor jeg ventede på et videregående fly, trillede der en mail ind på telefonen, som omhandlede en opdateret udgave af den trehjulede Tourer, Yamaha Niken.

Og senere skulle det vise sig, at Yamaha til 2023 går all in på lækker Touring, da man udover Niken også lod offentligheden introducere for et par opgraderede Tracere, hvor den største model har fået en ordentlig overhaling på elektronikfronten, men også lillebror Tracer 7 er fornyet en smule.

Damon Motorcycles
Allerede i ovenstående videos indledning kan du høre undertegnede fortælle, at noget af det jeg hvert år glæde mig til ved EICMA er konceptmodeller; og helt bestemt de som rent faktisk bliver til noget.
Sådan en fik vi også lov at komme tæt på i år.

Jeg ved udmærket, at al den snak om elektriske motorcykler får rigtig mange til at kaste lidt op i deres egen mund, men hør mig nu lige ud.

Damon HyperFighter Colossus har en tophastighed på 274 kilometer i timen, en opgivet række vidde på 235 kilometer og huser 200 heste, som bringer føreren fra 0-100 km/t på tre sekunder.
Og for nogle måske vigtigst af alt, så ligner denne HyperFighter rent faktisk en “rigtig motorcykel”.

Der er meget mere
Videoen du finder ved at klikke på billedet over artiklen er af en god længde, og da solen gik ned for efterhånden ret mange timer siden vil jeg lade teksten slutte her.
Men bryg dig selv en kop varm, sving benene op og sæt dig til rette, for videoen indeholder meget mere end hvad du har kunnet læse her.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start