LOUD PIPES SAVE LIVES: Fup eller Fakta? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

LOUD PIPES SAVE LIVES: Fup eller Fakta?

Bliv set i stedet for at blive hørt
CO
07/12-2020 kl. 07:40

LOUD PIPES SAVE LIVES er et udtryk de fleste motorcykler har hørt, men er det Fup eller Fakta?
Det er der mange subjektive meninger om og holdninger til, men vi er ikke bekendt med nogen objektiv vurdering af påstanden… indtil nu.
Resultatet af et nyligt publiceret studie sætter formentlig fremover en begrænsning for postulater om, at højlydte udstødninger redder liv. I hvert fald hvis der køres med en udstødning, som ikke sætter motorcyklistens egen hørelse over styr.

Udbredt fokus på støj
Problematikken vedr. motorcykler med støjende udstødninger har de senere år fået udbredt opmærksomhed i mange lande, hvor man eksempelvis i blandt andet Storbritannien og Frankrig opstiller såkaldte “støjradarer”.
I Tyskland har vi set myndighederne anbefale konfiskation af larmende motorcykler, og i Tyrol forbød man i perioder kørsel på motorcykel på visse ruter.
Men der var også modreaktioner, og intensiveringen i jagten på larmende motorcykler afstedkom i Juli måned i år massive demonstrationer fra motorcyklister i Tyskland.
I vores egen lille hjemlige andedam må vi også fremover forholde os til, at etatens udsendte har mulighed for at udføre støjmåling på stedet.
Men heldigvis er sanktionerne her til lands mere civiliserede end under visse sydligere himmelstrøg.

Skarpt optrukne fronter
Fronterne er ofte skarpt optrukne, når debatten om højtråbende udstødninger raser.
Nogle motorcyklister mener, at den standardmonterede udstødning leverer alt rigeligt lyd, imens andre elsker at forsøde akustikken med lidt ekstra decibel.
Fra den sidste gruppe hører man også ofte påstanden LOUD PIPES SAVE LIVES.

En udbredt påstand

Og der kunne måske være noget om påstanden, at hvis man bliver overset, så bliver man da i det mindste hørt… eller gør man?

Studie med anerkendte aktører
Det besluttede den rumænske organisation for motorcyklister MotoADN sig for at undersøge, og gik i den forbindelse lidt mere videnskabeligt til værks.
Vi ved alle, at biler ofte er involveret i de mest skæbnesvangre uheld med motorcykler, og i studiet fokuserede man da også på, hvor tydeligt motorcykler kunne høres i en bils førerkabine.
MotoADN arrangerede i samarbejde med Bukarest’s Polytekniske Universitet samt miljøkonsulent firmaet Enviro Consult en række tests, der skulle skabe klarhed over, om højlydte udstødninger påviseligt er en foranstaltning der kan forhindre ulykker og spare liv.
De forskellige tests blev gennemført på flere forskellige måder, hvor lydtryk fra motorcykler der befandt sig både foran, bagved og i bilens blinde vinkel blev målt i bilen førerkabine.

De forskellige tests blev udført under varierende betingelser og ved forskellige hastigheder. Forsøgene blev gennemført både med bilens musikanlæg slukket, med lydstyrken på et niveau, hvor det var muligt at føre en samtale med en passager, med motorcyklen på 10 meters afstand, på 15 meters afstand og så fremdeles.
Link til studiet i detaljer samt uddybende artikel fra MotoADN om samme studie – der i øvrigt deles på The Federation of European Motorcyclist’s associationsFEMA’s hjemmeside – finder du nederst i artiklen.
Se denne video fra studiet inden du læser videre.

Konklusion: LOUD PIPES DON’T SAVE LIVES
I artiklen på baggrund af studiet beskrives det groft opridset, at ingen af motorcyklerne der blev benyttet i testen kunne høres i bilens førerkabine, når de var mere end 15 meter væk.
Men også at enkelte motorcykler kunne høres når de nærmede sig 10 meters afstand.
Testflådens mest højlydte motorcykel blev målt til over 110 dB.
Nedenunder frit oversat til dansk de fire punkter der fremhæves i studiets konklusion.
Lyden af en motorcykel kan ikke høres af bilisten foran dig.

  • En motorcykel kan ikke høres i førerkabinen i en bil i bevægelse, hvis afstanden er mere end 15 meter, uanset hvor modificeret udstødningen er, og uanset hvilken baggrundsstøj der er i førerkabinen.
  • Ved en afstand på 10 meter fra bilen kan en motorcykel (med et støjniveau over det lovlige) høres, men lyden er i det lavfrekvente område, som er vanskelig at opfatte for det menneskelige øre, og det er problematisk at lokalisere lydkildens position.
  • Når en motorcykel er tæt på en bil, eller befinder sig foran bilen, vil lyden der høres i bilen være på et niveau som fanger førerens opmærksomhed, selv når bilens musikanlæg spiller på et medium niveau.
    Men på den afstand vil det ikke være muligt for bilens fører, at træffe beslutninger om manøvrer der kan afværge eventuel fare for motorcyklisten.
  • For at blive hørt af bilisten på en afstand af 15 meter skal motorcyklen levere et lydtryk på mere end 135 dB.
    En betingelse det reelt er umuligt at opfylde.

MotoADN’s konklusion er altså kort fortalt:
Loud Pipes Save Lives er en fejlagtig påstand. Lyden fra en motorcykel kan ikke høres af forankørende biler, eller bliver hørt for sent til, at det har indflydelse på bilistens beslutninger.
Vores bedste råd? Bliv set i stedet for at blive hørt.

Link til artikel om undersøgelsen på FEMA’s hjemmeside.

Link til artikel på MotoADN

Link til studiet
 

Del med en ven

4 personer snakker om “LOUD PIPES SAVE LIVES: Fup eller Fakta?

  1. Interessante data!

    Men undersøgelsen antager at motorcyklister mener “vores egne liv” – ikke “børn der leger på fortovet” eller “pensionister i fodgængerovergange”.

    Jeg kører som udgangspunkt ikke MC udfra et ønske om at redde liv – men når man samtidig diskuterer at sætte lyd på elbiler og allerede har det på bakkende lastbiler, så virker det lidt ensidigt kun at se på “kan det redde motorcyklister på motorvejen”. Der er jo tydeligvis forskel på opmærksomheden overfor ting man hører, og ting man ikke hører.

    Jeg har ikke nogen holdning til “Loud Pipes..” – men jeg har en holdning til trafiksikkerhed og videnskabelige undersøgelser – og den her virker til at addressere *et* scenarie ud af virkelig mange – så måske farligt at drage konklusioner helt generelt 🙂

  2. Så det testen siger er den ikke siger noget alligevel? Hvad med test inde i byen, biler med åbne vinduer, cyklister og fodgængere??

    Eller reelt siger testen blot Loud Pipes is’nt always saving lives.

  3. Motorcykler sender lyden primært bagud. Hvis de skulle høres, skulle de sende lyden fremad, og ind under bilerne. Det vil betyde mere end dB. Det kan betyde meget hvordan lyden sendes ud, så måske burde undersøgelsen også undersøge om udstødninger som f.eks. duke 200 typen, udstråler støj i andre retninger.

    Der hvor støj reder liv er primært knallert 30’er. De kan godt høres i bilerne, når de er i den blinde vinkel, hvis de larmer og forebygge højresvingsuheld (det har en dansk forskningsrapport vist). Det var dog bedre i gamle dage, før de blev EMC dæmpet. Da blev støjen også hørt i radioen. Og så kunne den høres på fin afstand.

    Man burde sætte en RDS radiostøjsender på motorcykler og knallerter, så bilens radio automatisk tænder, og motorcykler/knallerter/cykler kan høres i bilradioen i god tid. Med en decideret støjsender, kan køretøjerne have forskelligt lydbillede, og der vil kunne høres om de kommer tættere på, eller holder afstanden fast.

    1. Hvis der laves en standard for det, vil en radiosender både kunne høres i bilradioen (hvis den laves til det), eller den vil kunne overstyre de eksisterende signaler (hvis bilradioen ikke er lavet til det). Det vil være muligt at bruge radiosenderne ikke kun til at sende støj i radioen, men også til at vurdere afstand, retning, og position af senderen i forhold til bilen. Dette giver særligt mening ved nye køretøjer, og fremtidige køretøjer der kører selv. Elektroniske refleksbrikker, til børn, gående, hunde, katte, cykler, knallerter, og motorcykler, vil gøre at bilerne langt mere sikkert end med optiske systemer kan detektere og bestemme positionen og typen af personer/køretøjer i nærheden. Radiosendere kan i dag laves til ganske få kroner, og en sådan “refleksbrik”, kunne sandsynligvis blive ligeså billigt som en LED refleksbånd. Radiobrikker bruger desuden langt mindre strøm, og vil kunne køre meget lang tid på batteriet, hvis der bruges en god protokol. En standard der overstyrer RDS på ældre radioer, der ikke er lavet til det, og ved biler der ikke er lavet til det, vil være ideelt til at undgå mange typer ulykker. Og er den samtidigt lavet til at fungere sammen med nye automatisk kørende køretøjer, vil den kunne give børnene langt større sikkerhed, end ved de optiske metoder der bruges i dag. Radio kan også ses, når det er tåget, mørkt, og fra vinkler der ikke kan ses med lidar, radar, eller andet.

Skriv et svar

Giver børn en ny start