Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Yamaha Ténéré 700 maksimalt udnyttet

Stærkt bevis for modellens terrængående kvaliteter

CO
01/08-2020 kl. 12:20

Test: Voldsomt god Yamaha Ténéré.
Sådan lød overskriften, da Mathias i Oktober 2019 testede Yamaha Ténéré 700.
Og den holdning er Mathias ikke alene om, for modellen er ikke blot hædret med Red Dot Design Award samt iF Design award, men er også blevet rigtig godt modtaget både i medierne og hos slutbrugerne, hvor især modellens kvaliteter ved terrænkørsel fremhæves.
Kvaliteter som du får demonstreret i videoen længere ned i artiklen.

Adventure bikes er et hit
Retro-inspirerede motorcykler, naked bikes og Adventure bikes har gennem en længere årrække været utroligt populære blandt kunderne, hvor en model som Yamaha Ténéré 700 med en fornuftig pris tilbyder ikke blot fine kvaliteter på asfalteret underlag, men også er mere end almindeligt kapabel, når der fra tid til anden køres på løst underlag.
Og netop kørsel i vekslende terræn er da også en væsentlig del af Yamaha’s officielle markedsføringsstrategi, hvor køreegenskaberne på løst underlag demonstreres flittigt i mærkets promotion videoer for Yamaha Ténéré 700.
Helt i tråd med Yamaha’s filosofi om at tilbyde forskellige modeller til specifikke målgrupper.

Terrænkørsel er in
Vi skal ikke kunne sige, om det er det stigende antal promotion videoer fra flere motorcykelproducenter der medfører, at Adventure entusiaster som eksempelvis MagaCin’s Nicolaus – der for nylig var i Norge og køre på det norske TET spor – bliver grebet af stemningen, og i stadigt større grad kaster sig over kørsel i terræn på indregistrerede motorcykler.
Tidligere har flertallet af Adventuremotorcykler fortrinsvis haft asfalt under trædepoterne, men tendensen til at danske motorcyklister søger mod grusveje og decideret terrænkørsel er stigende.
Og det forstår vi såmænd også godt, for det er eddermame sjauwt at give den gas på løst under lag. Læs eksempelvis om vores tur gennem en spansk nationalpark, eller om dengang vi gjorde os lidt erfaringer udi at køre i sydafrikansk terræn.

Pol Tarrés hæver barren
Vi må nok erkende, at vores køretekniske færdigheder – og nok også rigtig mange andres – blegner en kende direkte sammenlignet med den spanske Trial kører Pol Tarrés.
Og læg så lige mærke til, at spanieren ikke båler rundt på en lillebitte Trial cykel eller en hardcore Enduro maskine.
Næh du… for her demonstrer Tarrés hvordan man også kan køre på en ganske almindelig serieproduceret Yamaha Ténéré 700.
Og det gør Tarrés helt naturligt med den rygsæk på nakken, som du ser ham pakke i starten af videoen. En rygsæk han kører med gennem hele videoen, for der er åbenbart ingen grund til reducere ekvipagens samlede vægt.
Og bemærk hvordan man lettest kører sin motorcykel ned af traileren.
Det er en god ide at væbne dig med en kop kaffe inden du starter videoen, for den varer godt et kvarters tid. Men når videoen er slut, er du ikke længere i tvivl om hvad der er fysisk muligt på en Yamaha Ténéré 700.

Vi gætter på at du er enig i, at Pol Tarrés’ køretekniske færdigheder er mere end godkendt, og at Yamaha Ténéré 700 er et ganske udmærket valg, hvis dagens rute normalt betegnes som svært fremkommelig.

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere