Vi ses i skyen: En smagsprøve på fremtiden - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vi ses i skyen: En smagsprøve på fremtiden

Basic Specification for V2X på plads
Steffen F. Olesen
31/01-2021 kl. 08:00

De fleste motorcyklister er nok enige i, at der er et specielt sammenhold mellem motorcyklister, og at vi på en eller anden måde er forbundet.
I fremtiden bliver det slet ikke nødvendigt at mødes fysisk, for der bliver vi nemlig alle sammen forbundet i skyen.
I hvert fald hvis det står til CMC.

Teknologien er ustoppelig
Det er faktisk ikke så forfærdeligt mange år siden, at blot tanken om en fremtid hvor mobiltelefonen kunne forbindes trådløst med motorcyklen, og hvor navigationsudstyret vejleder føreren via turn-by-turn guide på instrumenteringens tv-skærm var helt uhyrlig.
Men den rivende teknologiske udvikling er ustoppelig, og vi ser i dag teknologiske milepæle, der langt overgår hvad vi havde forestillet os for ganske få år siden.

En smagsprøve på fremtiden
I 2017 deltog vi ved et arrangement i Tyskland hvor elektronikgiganten Bosch var vært.
Her blev vi ikke blot blev præsenteret for tidens seneste elektroniske gadgets og features, men fik også lov til at snuse lidt til fremtiden.
Ved den lejlighed stiftede vi bekendtskab med den seneste generation cornering-ABS, afprøvede motorcyklens integrerede funktioner til betjening af mobiltelefonen, blev introduceret for et navigationssystem, der via kunstig intelligens leverede et anbefalet kørselsmønster i styrthjelmens indbyggede højttaler og meget andet.
Jo du… stemmen i højttaleren anbefalede både hastighed og gearvalg baseret på den forudgående kørsel med sin tillærte viden om førerens præferencer, kendskab til underlagets beskaffenhed, GPS informationer osv.
Computeren kunne sågar overtage kontrollen over elektronikken – og derved også visse mekaniske komponenter som eksempelvis ABS bremserne – hvis kloge-Åge-chippen registrerede et andet køretøj, og en potentielt faretruende situation kunne opstå.

Se videoen nedenunder som er hentet helt tilbage fra 2017, og bemærk uskyldighedens naivitet vi møder de innovative tiltag med.
Der er godt nok sket meget på ganske få år.

Forbundet i skyen
En forudsætning for køretøjernes autonome interaktion var dengang, at de forskellige køretøjers computere på en eller anden måde kunne kommunikere med hinanden.
Løsningen fra Bosch gik dengang ud på, at køretøjers kommunikation foregik via “skyen”, og selv om Bosch dengang også præsenterede deres eget bud på fremtiden, fik vi derudover eksempler på en åben fælles standard, som kunne benyttes af alle.
Og netop en fælles standard får efter alt at dømme stor betydning fremover.

Vanvittig teknologisk evolution
Siden Bosch eventen i Tyskland er et væld af elektronisk gadgets og features formelig væltet ind over motorcyklerne i en nærmest kaotisk strøm.
Du kender naturligvis allerede til den adaptive fartpilot på BMW R 1250 RT, den nye Ducati Multistrada V4 med indbygget radar både for og bag, samt Adaptive Cruise Control teknologien på den nye KTM 1290 Super Adventure S.
Men vi har også set andre mere vidtgående eksempler på fremtidens innovative MC-teknologi som er nærmest ubegribelig.
Vi har eksempelvis set en motorcykel der automatisk justerer førerpositionen efter hastigheden, konstateret at Honda gerne vil læse dine tanker, at du i fremtiden kan hyggesludre med din Kawasaki… og meget andet, der for få år siden var helt utænkeligt.

Der satses fortsat på skyen
Fælles for mange af de kommende nye elektroniske features er, at man stadig lægger vægt på køretøjernes indbyrdes forbindelse via skyen.
Men det kræver imidlertid, at der er enighed om en fælles standard.
Derfor etablerede parter i Mc-industrien i 2016 et konsortium bestående af motorcykelproducenter, leverandører og forskere med henblik på fælles forbedret sikkerhed, når motorcyklerne for alvor træder ind i fremtidens forbundne mobilitet.
Se videoen hvor den nuværende CMC President Yoshishige Nomura fortæller om CMC og konsortiets arbejde.

Connected Motorcycle Consortium
I December måned 2020 underskrev CMC konsortiets kernemedlemmer BMW Motorrad, Honda, KTM og Yamaha en aftale om at fortsætte samarbejdet i 2021.
CMC får blandt andet opbakning fra Kawasaki, Ducati, Triumph og Suzuki, som alle har udtrykt intentioner om fortsat at støtte den sikkerhedsfremmende aktivitet.

Samarbejde bærer frugt
Som du ser i videoen har samarbejdet allerede båret frugt, da Basic Specification for det motorcykel specifikke V2X connectivity allerede er på plads.
De grundlæggende specifikationer for V2X som står for noget i retning af køretøj-til-alting blev officielt lanceret i December måned 2020, og er det første skridt på vejen i beskrivelsen af V2X systemet.
Efter færdiggørelsen af Basic Specification bliver næste skridt at definere yderligere essentielle funktioner og krav for en detaljeret standard med CMC NEXT.

Vi ønsker CMC god arbejdslyst med arbejdet fremover, og så ses vi vel egentlig bare i skyen?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start