Fremtidens innovative mc-teknologi præsenteres på CES
FacebookYoutubeTwitterInstagram
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Fremtidens mc-teknologi

Innovative teknologiske landvindinger præsenteres på CES 7.-10. Januar
CO
05/01-2020 kl. 08:00

Der er kun få dage til dørene åbnes ved den store teknologimesse CES i Las Vegas – USA.

Her præsenteres forbrugerne ikke kun for de seneste gadgets indenfor mobiltelefoner, fladskærms-tv og andet, men også for en række af de seneste innovative tiltag, som meget tænkeligt vil eller kan sætte et markant fingeraftryk på fremtidens motorcyklisme.

De etablerede motorcykelproducenter har ganske vist allerede præsenteret de fleste af årets nye modeller. Men nogle af de teknologiske fremskridt vi forventeligt kommer til at se tilknyttet fremtidens motorcykler, bliver officielt fremvist for offentligheden d. 7.-10- Januar på CES i Las Vegas.

Honda præsenterer Smartphone as Brain

Den japanske motorcykelproducent Honda har allerede løftet sløret for, at det store H – som du kunne læse her på siden for nogle dage siden i artiklen Honda introducerer Mobilen som Hjerne – er klar til at introducere konceptet Smartphone as Brain, hvor mobiltelefonen integreres med bilen eller motorcyklen, og hvor alle køretøjerne er direkte forbundet” i skyen”.

Honda forestiller sig at systemet – med funktioner som kan betjenes både med kontakter på motorcyklens styr eller via stemmestyring samt Bluetooth headset – skal håndtere telefonopkald, navigation, tekstbeskeder, advarsler om forhindringer og meget mere. Derudover fremgår det også, at systemet allerede er forberedt til indbyrdes overvågning og kommunikation mellem samtlige køretøjer der anvender systemet.

Dårlig asfalt??… her kan du dele informationen med andre motorcyklister.

Bosch Smartglasses Light Drive

En anden nyskabelse der ser dagens lys på CES, er elektronikgiganten Bosch’s Smartglasses Light Drive, som er en relativt lille elektronisk enhed der monteres på brugerens briller.

Her tilbydes HUD – eller Head-Up-Display – der leverer alle tænkelige informationer direkte foran brillebærerens øjne samt Bluetooth forbindelse.

Som du ser i videoen herunder, er der nærmest ingen begrænsninger for informationernes art, men vi hæfter os i denne sammenhæng ved navigations-delen der projiceres til brilleglasset. Som du ser i videoen, er konceptet ikke direkte motorcykelrelateret, men her er et tilbud om HUD der eventuelt kunne fange motorcyklisternes interesse.

En noget anderledes Segway end vi er vant til

På CES fremvises blandt de direkte motorcykelrelaterede nyheder også den nye Segway Apex, som du kunne læse en beskrivelse af her på MagaCin for en uges tid siden i artiklen Segway Apex: Superbike eller showstopper? Der kan nok hurtigt opnås enighed om, at transportformen her er noget alternativ i forhold til produkterne vi ellers kender fra Seqway.

Segway Apex – der af producenten selv betegnes som en “super scooter” – fremstår nok i virkeligheden mere som en yderst potent elektrisk motorcykel, både hvad angår udseende og præstationer.

0-100 km/t på 2,9 sekunder og en tophastighed på 200 km/t.

I Segway’s varemærkeansøgning for modellen fremgår da også betegnelsen “Segway E-Sportbike.

Segway’s “Super scooter” ligner mere en sportslig motorcykel end en scooter

NAWA Racer med ultrakondensatorer på CES

En anden direkte motorcykelrelateret nyhed der får sin debut på CES, er Nawa Racer du også tidligere har kunnet læse om her på MagaCin.

De tekniske specifikationer imponerer med en vægt på blot 150kg, en ydelse på 100hk, en rækkevidde på 150-300 km, og en opladningstid hvor der via en ordinær stikkontakt i hjemmet oplades til 80% på blot en time. 

I artiklen NAWA’s Café racer med hybridbatteri kan du læse mere om ultrakondensatorer, der optager og frigiver energi langt hurtigere end et konventionelt batteri. Kombinationen ultrakondensatorer og lithiumbatteri er efter producentens oplysninger en revolutionerende udvikling, og det skal blive interessant at se, om andre producenter adopterer konceptet. Du kan læse mere om NAWA raceren på NAWA TCEHNOLOGIES’ hjemmeside.

NAWA Racer med ultrakondensatorer der leverer meget energi på kort tid

Airbags er en del af fremtiden for motorcyklister

Trafikanters sikkerhed er vigtig, og vi kender alle til airbags i biler, og nogle af vi motorcyklister kører faktisk også med airbags. Enten som “stand-alone” produkt hvor airbag enheden monteres som et særskilt element, eller den oftest mere omkostningstunge løsning, hvor airbag er integreret i jakken eller dragten. Vi har eksempelvis for nylig stiftet bekendtskab med en specialsyet Dainese dragt med indbygget airbag der kostede… host, host… 40.000 svenske kroner i indkøb.

Nyheden Alpinestars Tech-Air 5 er en såkaldt stand-alone enhed, men hvor producentens tidligere tilsvarende produkter kun kunne monteres i producentens eget udstyr, skulle denne nyhed angiveligt kunne monteres under alle jakker… inklusive den du allerede er i besiddelse af. Airbag vesten er udstyret med Bluetooth, og kan forbindes via app på mobilen, hvor vestens status kan overvåges, og du også kan aflæses data fra kørslen.

En absolut spændende nyhed, og med flere airbag producenter på banen med ny teknologi – og dermed formentlig faldende priser generelt – er vi overbeviste om at flere motorcyklister fremover vil bære airbag vest.

Billigere airbags til motorcyklister bliver sandsynligvis en del af fremtidens standardudstyr

Motorcyklen der overvåger alt og justerer førerpositionen automatisk

Det sidste eksempel vi har udvalgt blandt de mange utroligt spændende og interessante nyheder, som kan ses på CES om få dage, er fra den spirende canadiske virksomhed Damon Motorcycles.

virksomhedens hjemmeside kan du læse, at firmaets mission er at skabe et paradigmeskift med Mere sikker og Smartere Motorcyklisme.

Her på MagaCin kunne du i December måned læse om den Højteknologiske motorcykel fra Damon der holder øje med trafikken for dig, og sandelig også selv justerer førerpositionen alt efter din kørestil og tempo. I videoen herunder ser du eksempler på hvordan motorcyklen selv justerer på førerpositionen, plus en demonstration af motorcyklens overvågning af omgivelserne, og vi får også lige et kig på instrumenteringens store tv-skærm.

Fremtidens motorcykel overvåger omgivelserne og justerer selv løbende førerpositionen

Vild teknologisk udvikling indenfor motorcyklismen

Som nævnt i indledningen er motorcykelproducenterne gode til selv at promovere nye modeller, men vi skal nok til at vænne os til, at fremtidens motorcykler bliver meget mere og andet end det vi traditionelt forbinder med motorcykler.

Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at holde sig orienteret via motorcykelmesser, motorcykeludstillinger, officielle pressepræsentationer og lignende for at holde sig orienteret om den seneste udvikling indenfor motorcyklernes verden.

Fremover er vi altså også nødt til at holde et vågent øje med teknologi samt elektronikmesser og andre events i den retning.

Fagre nye verden.

Vi gad nok vide om nogen har en app under udvikling, hvor vi ikke længere behøver køre motorcyklen selv, men blot kan “nyde” turen hjemme i sofaen foran storskærmen.

Flere producenter har allerede udviklet selvbalancerende og selvkørende motorcykler – herunder Honda og BMW – og nu kan man sågar også bare hidkalde sin parkerede selvkørende scooter med et fløjt eller et kald.

Del med en ven

Skriv et svar