Nye rør til din italienske ADV - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nye rør til din italienske ADV

Ejer du et eksemplar af en af tidens hotteste italienere, kan du nu bruge dine sparepenge eller varmecheck på lidt lækkert grej
Nicolaus Johansen
29/08-2022 kl. 09:39

Segmentet for adventurebikes i mellemklassen bliver hele tiden udvidet. Vi havde blandt andet den voldsomt gode Ténéré 700 igennem testmøllen for år tilbage, hvor du nu kan købe dig en World Raid udgave, med plads til ekstra benzin og opdateret på en række punkter.

Sæsonen efter imponerede Triumph Tiger 900 Rally Pro os, og efterlod os med et indtryk af, at være den bedste eventyrcykel fra mærket til dato, og sidste år testede vi KTM 890 Adventure R, som efterlod testpiloten ganske verliebt.

Disse tre maskiner er dog ikke alene om motorjournalisternes og kundernes gunst. Nu kan du læse en test af den længe ventede Husqvarna Norden 901. Fra støvlelandet byder Aprilia sig til med Tuareg 660 og Ducati gør sine hoser grønne med DesertX.
Og selvom de to sidstnævnte er nærmest dugfriske, er der allerede tredjepartsgrej klar til dem.

Bøjede rør med garanti
Aprilias bud i klassen, som er i familie med Aprilia RS 660 og naked-biken Aprilia Tuono 660, er opkaldt Tuareg efter folket som bor i Saharas golde landskab.
Med dansk registreringsafgift koster et eksemplar fra 149.000 kr. godt og vel.

Bøjlerne passer godt ind i designet

Med en maskine som Tuareg 660 kunne du nok godt være fristet til at tage en tur ud i botanikken, hvor det kan hænde, at du må ned på siden en tur. Og til at beskytte din italienske eventyrmaskine, tilbyder Top Block Racing, som holder til i Trikolorens lands, et lækkert sæt beskyttelsesbøjler som forhindrer de værste skader.

Sættet er fremstillet af 20 og 25 millimeter rør og kan angiveligt skrues lige på, uden noget bøvl – end ikke den fabriksmonterede bundplade skal flyttes, for at kittet kan monteres.
De bøjede rør beskytter motoren, koblings- og statorhuset, og går hele vejen op omkring de øvre kåbedele.

God beskyttelse for neden

Det skulle også være muligt at anvende bøjlen som ankerpunkt til et slæbetov, hvis du er så uheldig at få din Tuareg sat uhjælpelig fast i en af de danske moser.
Er du helt pjattet med ekstra lys, er der også rig mulighed for at sætte noget sådant på.

For at blive indehaver af en omgang fransk beskyttelse til din italienske cykel, skal du slippe 510 euro, eller små 3.800 kroner.
Men så får du også to års garanti med oven i hatten.

Ny lyd til ØrkenKrydset
DesertX er den mest dedikerede offroadmaskine i Ducatis program. For selvom Multistrada V4S, der som bekendt er ordensmagtens nye patruljecykel, også kan slå sine folder på løst underlag, sigter ØrkenKrydsets lavere vægt, og ikke mindst 21″ forhjul, i højere grad mod naturen.

Synes du at standardudstødningen ser for kedelig ud og lyden er for fesen, så står SC Project klar til at hjælpe dig med en såkaldt Rally Raid udstødning.

Det nye system er udført i titanium, hvorfor der også spares lidt kilo på badevægten – halvandet kilo for at være præcis. Men ud over at spare din DesertX for overflødigt fedt, giver Rally Raid-udstødningen også lidt ekstra kræfter.
Den italienske ADV får 1,5 hk og 1,2 Nm mere ved 8.250 o/min, hvilket ikke er alverden, men lidt har også ret.

SC-Project oplyser, at udstødningen selvfølgelig lever op Euro5-normerne, og at du dermed ikke skal frygte et vejsidesyn på nakken af en DesertX med Rally Raid udstødningen monteret.

Men vil du absolut på kant med loven, så kan firmaet også levere et såkaldt De-cat kit, der – som du måske allerede har gættet – fjerner katalysatoren fra den eventyrlige udstødningsligning.
Rally Raid-potten og De-cat kittet sparer maskinen for mere end fem kilo, og hæver moment og hestekræfter med henholdsvis 2,2 Nm og 2,8 hk ved 8.250 o/min.

Med lidt alternative rør, forsvinder katten

SC-Project understreger dog, at De-cat systemet absolut kun er til brug i forbindelse med kørsel på lukkede baner. Både udstødning og De-cat kit kan leveres fra midten af september, og befrier sparegrisen for henholdsvis 590 og 380 Euro plus lidt til postbuddet.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start