Video: Fra vision til virkelighed - Triumphs 250cc crosser - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Video: Fra vision til virkelighed – Triumphs 250cc crosser

Så fik vi endelig den nye Triumph crosser at se i aktion, men detaljer om modellen lader stadig vente på sig.
Steffen F. Olesen
06/09-2023 kl. 09:22

Ser du dig selv som en knoldhoppende type, så har du måske fulgt lidt med i et af Triumphs seneste projekter som går ud på, at de allerede fra næste år vil gå til stålet med en sprit ny motocross-maskine i klasser som FIM Motocross World Championship og det amerikanske Monster Energy AMA SuperMotocross World Championship.

Udmeldingen om, at den engelske motorcykelproducent ville satse stort på MX og Enduro kom allerede for to år siden, og siden dengang har de involverede parter virkelig holdt kortene tæt på kroppen.
For indtil for nyligt er der absolut intet sluppet ud omkring den 250-kubiks crosser, som skal være et våben i Triumphs opgraderede arsenal.

“Dagens annoncering markerer begyndelsen af et nyt kapitel for Triumph’s brand, hvilket alle hos Triumph er utroligt begejstrede over at være en del af.
Vi er 100% engagerede i at levere et langvarigt overbevisende indtryk i en konkurrencepræget og krævende verden, med en målrettet ambitionen om at levere vindende motorcykler til en ny generation af Triumph kørere.”

Sådan lød det i 2021 fra chefen Nick Bloor i artiklen, Et nyt kapitel for Triumph.

Men vi skulle altså helt frem til juli måned i år, før vi for første gang fik et lille indblik i, hvad Triumph havde gået og arbejdet med de seneste mange måneder.
Og i første ombæring løftede producenten – i samarbejde med den legendariske motocrosskører Ricky Carmichael – sløret for den ramme, som holder alle de forhåbentlig konkurrencedygtige komponenter på plads.

Ikke så voldsomt længe efter publicerede Triumph endnu en video, og i denne ombæring gav de et glimt af hjertet i maskinen. Men det skete på allerbedste teaser-vis, hvor vi absolut intet fik at vide om hvor mange heste der er opstaldet, hvor mange muskler disse gemmer på, eller ved hvilke antal omdrejninger de arbejder bedst.

Og nu hvor det er blevet tid til den næste video i rækken kunne man således håbe, at der ville falde lidt mere teknik-snak af til det nysgerrige mudderfolk; men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke.

Ovenfor kan du se den netop offentliggjorte “Final Test” video, hvor Hr. Carmichael og Evan ferry – som blandt andet har kørt professionelt for Yamaha og Husqvarna – giver den nyudviklede knoldhopper fra England en lille en over nakken på en crossbane der snor sig så meget, at den fra fugleperspektiv mest af alt ligner en søstjerne.

En video fuld af fede billeder, men der som sagt heller ikke giver et dybere indblik i modellen. Og det til trods for, at Triumph på deres hjemmeside i forbindelse med publiceringen skriver, at nu er ventetiden ovre.
Så det bliver spændende at, hvornår vi kan få dybere teknisk indsigt i modellen.

MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder!

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start