Svenske Airbag Jeans fra Mo'Cycle relanceres - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Svenske Airbag Jeans fra Mo’Cycle relanceres

Interesserede bør holde et vågent øje med datoen 4. November.
CO
23/10-2023 kl. 05:48

Den velorienterede MagaCin læser husker formentlig de svenske MC-jeans med airbag fra Mo’Cycle, vi gennem længere tid har omtalt ved flere lejligheder.

I begyndelsen af dette år leverede postbuddet en pakke til denne skribent, som indeholdt et par slidstærke dedikerede mc-jeans med integreret airbag, og det aller første eksemplar af de innovative airbag-Jeans producenten dengang havde leveret til en kunde, blev efterfølgende hovedrolleindehaver i videoen, vi fik strikket sammen til lejligheden i artiklen, der er linket til umiddelbart nedenfor.

Kort tid efter modtagelsen tog MagaCin’s udsendte de svenske airbag-jeans i brug, som eksempelvis da vi tidligere på året havde fornøjelsen af deltage i de første officielle prøvekørsler af blandt andet de nye 2023 Honda CL 500 og 2023 Indian Sport Chief.

Både pasform og bekvemmelighed samt komfort for de smarte airbag jeans er helt i top, og flere demonstrationer med udløsning af airbaggen for udenlandske motorcykeljournalister vakte stor begejstring.

Sidenhen har vi gennem denne sæson fra tid til anden kørt mc iført det spændende nye produkt, og de alternative jeans er i denne skribents optik faktisk slet ikke så tosset endda.
Også selv om de oppustelige benklæder endnu ikke har bevist deres værd i et styrt.

I Marts måned i indeværende år blev de smarte Mc-jeans med airbag officielt lanceret, og senere samme måned kunne Verdens første jeans med airbag bestilles i kvinde størrelser.
Efterfølgende kunne man dog godt få en fornemmelse af, at virakken omkring markedets først airbag-jeans lagde sig betragteligt, og det er der faktisk en god grund til.

I den seneste opdatering fra Mo’cycle fortæller indehaveren Moses Shahrivar nemlig, at den første sending airbag-jeans blev flået ned af hylderne, så lageret hurtigt blev tømt, og at det derfor slet ikke har været muligt at bestille de svenske airbag-jeans i nogen tid.

Nylige forsøg på at tilgå mærkets website har i nogen tid resulteret i meddelelsen, som kan ses på nedenstående skærmdump.

Men nu er der altså godt nyt for dem, som ikke nåede at sikre sig et par af de innovative mc-jeans i forbindelse med den officielle lancering i foråret.

For Mo’Cycle oplyser nemlig også i den seneste opdatering om, at yderligere en sending Mo’cycle Airbag Jeans er fremstillet, at produktet igen bliver lagervare, det svenske firma delte for få dage siden nedenstående video på YouTube, og fra ca. kl. 18.00 Søndag d. 22.10 fremgår datoen 4. November på Mo’Cycle’s website.

Der kan man også se, at den kommende sending igen er et begrænset parti, og derfor opfordres interesserede til at tilmelde sig firmaets nyhedsbrev.

Det fremgår endvidere af Mo’Cycle’s opdatering, at mærkets airbag-jeans tidligere på året blev en øjeblikkelig succes blandt motorcyklister, og at firmaet nu are gearing up for a grand restock.
Men ikke nok med det… Mo’Cycle har med deres egne ord taget brugernes feedback i betragtning, og har forbedret de opsigtsvækkende airbag-jeans.

Hvad det indebærer, og hvad udsalgsprisen bliver, står endnu hen i det uvisse, og disse ret relevante spørgsmål arbejder vi naturligvis på at få besvaret hurtigst muligt.
Men foreløbig må vi altså stille os tilfredse med oplysningen om, at de svenske airbag-jeans fra Mo’Cycle relanceres 4. November.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start