2022 MotoGP kalender frigivet - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

2022 MotoGP kalender frigivet

21 løb på kalenderen i 2022
CO
09/10-2021 kl. 06:00

Selvom årets sidste løb i en vanvittigt spændende MotoGP sæson endnu ikke er afviklet, har Dorna Sports allerede delt den foreløbige kalender for 2022 sæsonen.
Se også videoen MotoGP har delt i den anledning.
Den kommende MotoGP sæsonen indledes 6.-8. Marts på den projektørbelyste Losail International Circuit i Qatar, og den efterfølgende løbsweekend afvikles på den spændende nye Mandalika International Street Circuit i Indonesien fra 20. Marts.
En spritny racerbane i de fedeste omgivelser, som MagaCin flere gange tidligere har omtalt.

April
Derefter følger 3. løbsweekend på Termas De Rio Hondo i Argentina i starten af April, inden MotoGP cirkusset i samme måned drager videre til Circuit of the Americas i Austin – Texas i USA og den 4. løbsweekend i rækken.
Senere samme måned har MotoGP karavanen bevæget sig til årets første løb i Europa på Autodromo international Algarve også kendt som Portimao i Portugal.

Maj
Arbejdernes internationale kampdag 1. Maj markerer MotoGP med den sjette løbsweekend på Circuito de Jerez Angel Nieto i det sydlige Spanien.
15. Maj indledes syvende afdeling på Curcuit Bugatti Le Mans i Frankrig, og månedens sidste samt årets ottende afdeling i MotoGP afvikles på L’autodromo del Mugello i Italien.

Juni
Derefter bliver der nogle ugers ophold inden den niende løbsweekend 5. Juni løber af stablen i Spanien på Circuit de Barcelona- Catalunya.
Men allerede 19. Juni skal vi igen se det samlede MotoGP felt fyre racerne af.
Årets tiende løbsweekend finder sted på Sachsenring i Tyskland, og 26. Juni slår MotoGP teltpløkkerne i jorden ved TT Circuit Assen i Holland, hvor vi danske motorsports- og motorcykelentusiaster typisk møder op i imponerende antal.
Også selv om der nogle gange er lidt bøvl undervejs.
Eksempelvis som dengang undertegnede punkterede på den tyske autobahn under hjemturen, og fik et lift i en varevogn kørt af Isle of Man officials, eller i 2019 da den gamle trofaste farfar-bike måtte have et nyt kædekit hos MotoPort i Assen.

Juli
I Finland har der ikke være kørt GP siden 1982, men det bliver der ændret på næste år.
10. Juli skal der nemlig køres seriøst ræs ved årets tolvte MotoGP afdeling på en ny finsk racerbane der fokuserer på motorcykler.
Kymiring som ellers var på MotoGP kalenderen i indeværende år, men hvor besværligheder med at rejse ind i Finland i forbindelse med Corona medførte, at årets planlagte løb på KymiRing desværre blev aflyst.

August
Der går næsten en måned inden MotoGP feltet 7. August igen skal i aktion ved den 13. løbsweekend i 2022 på den ikoniske racerbane Silverstone, som er beliggende mellem Birmingham og London i England.
Silverstone der blev indviet i September måned 1947 har lagt asfalt til utallige F1 løb, masser af GP ræs for motorcykler, og på selvsamme racerbane kunne vi almindelige dødelige indtil sidste år deltage i køretekniske kurser på Ron Haslam Race School med navnkundige Ron Haslam som instruktør.

21. August indledes årets 14. MotoGP weekend på Red Bull Ring Spielberg i den østrigske delstat Steiermark,

September
4. September samles MotoGP feltet på Misano World Circuit Marco Simoncelli, som er beliggende ved Misano Adriatico i frazione Santa Monica-Cella.
En rigtig fed racerbane der ligger ret nær kysten, og som 3. November 2011 tog navneforandring for at ære den talentfulde italienske MotoGP kører Marco Simoncelli, der en måned tidligere mistede livet i forbindelse med et styrt på Sepang i Malaysia.
Serviceoplysning:
Turen hjem til Danmark fra Misano kan sagtens gøres i et enkelt hug.
Det fandt undertegnede og tre af gutterne ud af i 2015, selvom det stod ned i stænger på størstedelen af hjemturen efter vi forlod Italien.

Imens der endnu var solskin i Italien

18. September bliver det tid til årets 16. afdeling, som afvikles på MotorLand Aragón i det nordøstlige Spanien.
Og blot en uge senere er MotoGP feltet rejst den lange vej til Japan, hvor 17. afdeling køres på den specielle Twin Ring Motegi fra 25. September.

Oktober
Oktober måned indledes med årets 18. MotoGP afdeling i Thailand på Chang International Circuit fra 2. Oktober.
16. Oktober blændes der op for 19. afdeling af MotoGP på Philip Island Circuit syd for Melbourne i Australien, hvor racerbanen er placeret kystnært, og hvor vi tidligere har set måger spankulere uanfægtet rundt på racerbanen midt under løb.

Den australske racerbane ligger ret tæt på havet

23. Oktober er MotoGP kørerne rejst til Malaysia for at køre på Sepang International Circuit til årets næstsidste MotoGP afdeling, inden MotoGP cirkusset igen rykker teltpælene op og drager til Europa.

November
Afslutningen på 2022 løbskalenderen finder nemlig sted fra 6. November på Circuit de la Comunitat Valenciana Ricardo Tormo i Spanien, og derefter kan kørerne forhåbentlig se frem til en velfortjent ferie.

2022 pre-season test dates
Men racerkørerne skal faktisk allerede i aktion i Januar måned næste år, hvor de nye racere skal testes, og datoer for testkørslerne er også fastlagt.
 Shakedown Test: 31st January – 2nd February
 Sepang Test: 5th – 6th February
 Mandalika Test: 11th – 13th February

21 løb
Således ser den foreløbige MotoGP kalender ud for det kommende år, hvor vi hvis alt går efter planen kan se frem til ikke mindre end 21 MotoGP afdelinger med underholdning i verdensklasse.
Lækkert nok at datoerne offentliggøres allerede nu, så vi kan komme i gang med planlægningen for næste år.

En lille tur til Bali med et smut til Lombok for at se MotoGP på Mandalika lyder måske ikke helt tosset?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start