Jomfruelig 1988 Yamaha XT500 til salg
Såkaldte Adventure-motorcykler er gennem de seneste år blevet utroligt populære, og er gået som varmt brød hos motorcykelforhandlere verden over.
Men det er ikke nødvendigvis alle motorcyklister, der ønsker et helt nyt eksemplar af slagsen, og i stedet gennemtrawler brugtmarkedet efter en ældre model, der ikke blot vækker minder til fortiden, men også typisk er billigere end en ny motorcykel.
Du har måske selv kørt Yamaha XT500 for år tilbage, og ønsker at genoplive fortidens minder med XT500, men konstaterer, at der ikke er et overvældende antal på brugte modeller til salg. Og at de relativt få eksemplarer der efterhånden udbydes til salg, er i temmelig “daglig stand”, eller koster en pæn skilling, hvis de umiddelbart ser fine ud.
I skrivende stund er der ikke en eneste Yamaha XT500 til salg på 123mc.dk, og hos eksempelvis tyske Mobile koster en Yamaha XT500 fra €3.150 og opad.
Den dyreste XT500, der blot har kørt 10 km, koster i skrivende stund €19.875 på den tyske salgsside, men så er den også beskrevet som en S’er fra 1990.
Sammenlignet med den pris ligner den XT500 der bortauktioneres hos RM Sotheby’s i München d. 18. Oktober 2025 næsten et røverkøb, for det er et helt nyt eksemplar, der stadig befinder sig i den originale indpakning til forsendelse.
Den i princippet spritnye Yamaha XT500 er opgivet som en 1988 model, og er vurderet til et sted mellem €15.000 og €25.000, hvilket efter aktuel valutakurs i skrivende stund svarer til et sted mellem lige knap 112.000 og 186.620 danske kroner.
Klik på billedet nedenunder for at gå direkte til auktionshusets annonce, hvor du udover beskrivelsen af motorcyklen også kan se en overflod af nærbilleder.

RM Sotheby’s beskriver den udbudte Yamaha XT500 med matching numbers som et ubrugt eksemplar af Yamaha’s enduro-adventure motorcykel, der blev produceret i årene 1975 til 1989.
Interesserede informeres også om, at motorcyklen der opbevares i den oprindelige fragtemballage skal samles.

Knoldhopperen med 21″ forhjul, 18″ baghjul og grovmønstrede dæk er godkendt til gadebrug i Frankrig, og der er ifølge beskrivelsen et rundt nul på kilometertælleren.
Det er i princippet ikke helt ved siden af, da kilometertælleren kun har rundet en snas over 300 meter, som formentlig stammer fra test af komponenter.

Auktionshuset informerer yderligere om, at motorcyklen i sin tid blev sendt til motorcykelforhandleren Leuridan Motos et Cycles i Paris, og at modellen er udstyret med en encylindret motor med en slagvolumen på 499cc og femtrins gearkasse.
Det ved den inkarnerede Yamaha-nørd selvfølgelig alt om, og er temmelig sikkert meget mere velbevandret end denne skribent udi, hvorvidt motoren er god for 30, 31, 32 eller hele 33 hestekræfter.
Uagtet modellen bortauktioneres som en 1988 model, oplyser RM Sotheby’s også om, at motorcyklen meget tænkeligt er produceret specifikt til det franske marked i 1986, men blev registreret til gadebrug i Frankrig i 1988.
En lille finurlig krølle på halen, som kan være en meget sjov detalje for en fremtidig køber, men ikke rører ved det faktum, at der her er en unik mulighed for at erhverve sig et helt nyt eksemplar af en næsten fyrre år gammel motorcykel.
Lige præcis detaljen med, at det skulle være en 1986 model, bringer 40-års grænsen et par år nærmere.
Selvom denne Yamaha XT500 næppe kan betegnes som et decideret ladefund, så bliver der med tiden længere mellem snapsene både vedrørende såkaldte “ladefund” og endnu ikke udpakkede motorcykler, der sælges i den originale transportkasse.
Det synes vi er lidt sjovt, og har tidligere vendt lignende tilfælde.
Eksempelvis i Helt fantastisk ladefund, hvor en 1981 Honda CBX i 2019 blev solgt for kr. 136.792,-, i artiklen Vanvittigt klassikerfund i lagerhal, hvor ekstremt sjældne Vincents og en Grigg motorcykel stod stuvet sammen i en slidt lagerhal, og i Fræk lille hemmelighed sælges, hvor familien var uvidende om den afdøde ejers omfangsrige samling af motorcykler.
I artiklen Sjælden motorcykel sælges kunne du læse om en 1982 Honda CBX Supersport med 1,2 miles på tælleren, der også stadig var opbevaret i den oprindelige transportkasse, og i Nye klassikere bortauktioneres stod motorcyklerne ligeledes stadig i transportkasserne.
Direkte relateret til den Yamaha XT500 der bortauktioneres i den kommende måned, kunne du i 2023 se, hvordan det gik, da gutterne fra Bikes and Beards pakkede en 1982 Yamaha SR500 ud af den oprindelige transportkasse, og forsøgte at køre hjem på modellen.
Projektet blev nemlig foreviget på video, og den pågældende gadeorienterede models motor er pudsigt nok en pendant til motoren i den Yamaha XT500, der nu bortauktioneres.
Køreturen hjemover på Yamaha SR500 forløb, som det fremgår af videoen i artiklen, ikke helt problemfrit.
Så en kommende ejer af den bedagede men på sin vis stadig nye XT500 må nok også være indstillet på, at der eventuelt skal udskiftes lidt gammelt gummi og muligvis andre stumper, hvis motorcyklen skal i dagligt brug.
Om den overgemte XT500 nogensinde bliver pakket ud og kommer på gaden, er umuligt at spå om.
Det kunne vi blive meget klogere på, hvis køberen til sin tid viser sig at være dansk.



