Zero priser 2022 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Zero priser 2022

Her finder du 2022-prislisten for Zero Motorcycles
Steffen F. Olesen
01/12-2021 kl. 10:02

Så er det tid til endnu en prisliste, og denne gang er det en elektrisk en af slagsen. Vi har nemlig netop modtaget et samlet overblik over næste års priser på Zero Motorcycles, og det ser altså ud til, at man kan have det rigtig sjovt for fornuftige penge.

Zero’s nye bølle
I Juli måned kunne du her på siden se den første video af modellen FXE, som er den amerikanske producents seneste svar på en motard. Og netop motard’er har herhjemme ikke været den type vi har set flest af på vejene de seneste år, men som vi konkluderede i videoen af en smuttur på KTM 690 SMC R, så er det hyle skægt at køre motard – selvom det måske ikke er den mest praktiske og komfortable maskine i verden – og vi er sikre på, at det er mindst lige så sjovt med 100% moment fra stående start.

Videoen fra Juli – som du finder via ovenstående link – starter stille og roligt ud, og du skal faktisk halvvejs gennem klippet før de kun 135kg bliver sendt afsted med hjulspin af den elektriske motor som trækker med 106Nm.
46 heste ved 4.300 omdr. lyder ikke af meget, og vi er klar over, at der stadig findes en del skeptikere herhjemme når det kommer til motorcykler uden forbrændingsmotor, men vi kan kun anbefale, at du prøver det på egen krop.
OBS: Men vent lige til der kommer lidt mere varme i asfalten, for sådan en Zero motard kan godt sende piloten han ad jorden på r*v og albuer hvis man ikke er varsom.

Prisen for Zero FXE 7,2 lyder i skrivende stund 109.900 danske kroner.

Zero DSR 14,4
Er du ikke til den urbane legedreng, eller har du blot et behov for, at rullefeltsudskriften skal se lidt mere imponerende ud, så kan du smide yderligere 25 kilo over disken, og få 40Nm mere med hjem fra forhandleren.
134.900,- er nemlig prisen på Zero DSR, og her er der tale om en model som, ifølge MagaCin’s testpilot, er ganske enkelt genial i byen.

Vi testede Zero DSR tilbage i 2018, og her lød det fra journalisten som fik tildelt den fornemme opgave, at den komfortabelt oprette førerposition giver et fint overblik, og at Zero DSR er ubetinget den første i lyskrydsduellen når den røde lampe går ud og den grønne startlampe tændes.

Zero SR/F – Velkørende urban pendler
Fælles for alle de elektriske modeller vi har testet her på redaktionen er, at de fungerer super godt i bybilledet, men faktisk kan de også være et rigtigt underholdende bekendtskab, hvis man forvilder sig ud på kringlede sogneveje.
Det oplevede vi for alvor under testen af Zero SR/F, som har fået rigtig meget ros for, at ligne en “rigtig” motorcykel.

Faktisk kan det hurtigt blive så underholdende, at tallet for den estimerede rækkevidde ret hurtigt kan falde drastisk. Men som du kan høre i testvideoen i linket herover, så handler alt ikke nødvendigvis kun om rækkevidde på en elektrisk motorcykel.
Underholdningsværdien spiller så stor en rolle, at man for en stund godt kan se bort fra en begrænset rækkevidde, og med den vildt hurtige teknologiske udvikling in mente, så går der nok ikke vildt længe før elektriske motorcykler også giver god mening på motor- og landevej.

Zero SR/F Premium er prissat til 174.900 kr. og lander dermed i kategorien for motorcyklister, som har forelsket sig i den underholdende “motorgang”, og derfor godt kan skubbe problemet med rækkevidde lidt i baggrunden.

Den “rigtige” motorcykel
Slutteligt vender vi lige Zero SR/S, som jo er den kåbeklædte søster til Zero SR/F.
Modellen her fangede hurtigt den “voksne” del af redaktionens opmærksomhed, da der her er tale om en model som for alvor ligner en “rigtig” motorcykel… Altså endnu mere end Zero SR/F.

Vi fik et glimt af Zero SR/S ved afhentningen af SR/F, og her var Carsten hurtig på aftrækkeren og spurgte importøren, om ikke vi skulle arrangere en prøvekørsel af den når vi kom tilbage med SR/F.
Den idé var Jens Winther heldigvis med på, og det kom der nedenstående minitest ud af.

Zero SR/S overraskede positivt trods den korte prøvekørsel, for selvom køreegenskaberne er identiske med den nøgne søster, så er der stor forskel på hvordan kørslen opleves.
Du sidder naturligvis mere udsat for elementernes rasen på den nøgne udgave end på den kåbeklædte version, men udover bedre vindbeskyttelse giver SR/S også en fornemmelse af lidt mere sportslig karakter, selvom de officielle tekniske specifikationer ikke underbygger det.

Zero SR/S kan leveres i to versioner, hvor Standard-modellen koster 164.900 kr. og Premium-udgaven med andre styrender, varmehåndtag og hurtigopladning koster 184.990,-.

Priserne er gældende til udgangen af 2022 – eller indtil der kommer nye regler for
elbiler/motorcykler herhjemme.


Med et abonnement på MagaCin får du – udover en række fordele – ubegrænset adgang til alle nyheder, artikler, videoer og tests på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start