Frit udsyn i regnvejr? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Frit udsyn i regnvejr?

Se videoen fra Visiodry, der leverer et produkt, som angiveligt skulle garantere frit udsyn i regnvejr for både briller, hjelmvisirer, skibriller, kameralinser og sidespejle.,
CO
27/05-2023 kl. 06:02

Der kan være flere årsager til, at nogle motorcyklister ikke gider at køre i regnvejr.
En kende nedsat vejgreb kan være en grund for nogle, at motorcyklen typisk bliver møgbeskidt kan være en anden, dyngvåd beklædning og udstyr kan være en tredje grund, og nogle foretrækker ganske enkelt bare at køre i tørvejr.
Det er dog et faktum, at motorcyklerne ikke nødvendigvis vælter af sig selv i regnvejr, hvis motorcyklen kan tåle at køre i regnvejr, kan den garanteret også tåle at blive vasket, og det er som flertallet ved muligt, at købe beklædning og udstyr som holder vandet ude.
Som eksempelvis den eventyrlige Ixon Ragnar mc-beklædning vi testede sidste år, eller et af de tre sæt regntøj vi testede tidligere på året.

Et irriterende element
Skulle man være en af dem der ind imellem også kører motorcykel når dråberne falder, så er der et imidlertid et par andre irriterende elementer, hvor det både handler om sikkerhed og er hensigtsmæssigt at tage sine forholdsregler.
Som eksempelvis at finde en måde at holde duggen væk fra visirets inderside, hvilket mange klarer med en såkaldt Pinlock indsats eller anden form for “termorude”.
Og så er der også lige den der med at bevare det fulde udsyn, som let kan sløres af irriterende regndråber på visirets yderside.
Når farten ryger i vejret, ledes de fleste regndråber ganske vist bort af fartvinden, men det er ikke altid lige smart, at vride gashåndtaget i bund for at verfe regndråberne væk.
Derfor bærer nogle f.eks. handsker med en lille vinduesvisker på handskens pegefinger, men de fungerer desværre ikke altid lige godt, og du har formentlig selv oplevet tilfælde, hvor regndråber på visiret var særdeles uvelkomne.

Vinduesvisker?
Som et lille eksempel susede denne skribent for nogle år siden rundt i buldermørke ved midnatstid i de østrigske alper i selskab med tre andre motorcykler, hvor regnen bogstaveligt talt væltede ned.
Farten på de snoede veje var tilpas lav til, at kæmpe regndråber nærmest klæbede til visiret i hobetal, og flere af de andre gutter slog derfor visiret op.
Jeg lærte jeg dengang, at det måske ikke var det mest smarte, hvis man bærer briller.
Så derfor ville det måske ikke have været helt så tosset endda, hvis vores styrthjelme havde været udstyret med en smart velfungerende vinduesvisker.
Men det er åbenbart lettere sagt end gjort, at opfinde noget der fungerer.
Artikler som Eicma: Kineserne med egne patenter fra 2011, Nu kommer vinduesviskeren til din hjelm fra 2019 og Smart vinduesvisker til lavpris? fra 2021 handler alle om vinduesviskere til motorcykelhjelme, men vi har endnu til gode at se et bredt anerkendt velfungerende koncept i lige præcis den retning.

Vandskyende middel til påføring?
I manglen på vinduesviskere skal der nok være nogle blandt MagaCin’s læsere, der ligger inde med forskellige gode råd, tips og tricks, som eksempelvis påføring af et vandskyende middel på visirets yderside, der i det mindste kunne minimere problemet.
Vi har selv gennem mange år benyttet produkter påført bilens forrude, hvor en del af midlerne efter vores erfaring faktisk fungerer ganske glimrende.
Og nu er vi rendt over et udenbys produkt til styrthjelmens visir, der faktisk ser ret smart ud… i hvert fald på video.

Visiodry
For det er lige præcis i den boldgade, det franske firma VISIODRY markedsfører sit produkt, der i følge producentens hjemmeside er et vandafvisende middel uden præcedens, som fungerer ganske enestående på både briller, hjelmvisirer, skibriller, kameralinser og sidespejle.
Producenten hævder, at vandet lynhurtigt triller af overfladen, selv når det behandlede objekt er stillestående.
Og det skulle angiveligt også holde visiret klart i tåge.
Se demonstrationsvideoen nedenfor.

Jo, jo… indrømmet.
Denne skribent er en lille smule imponeret i hvert fald over videoen, og hvis ingen af vores læsere endnu har afprøvet produktet fra Visiodry, så bestiller vi naturligvis nogle flasker hjem til test hurtigst muligt.
Men vi hører også gerne om dine erfaringer, hvis du allerede er bekendt med produktet, og det kunne måske også være lidt interessant at høre om andre tilsvarende produkter.
Og derudover ville det også være ret fint, hvis du har tid og lyst til at dele andre gode råd til at holde regndråberne væk fra visiret ved lav hastighed med alle vores andre læsere.

Det kunne måske endda lokke lidt flere til at trille en tur i regnvejr.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start