En snak med Yamaha på EICMA - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

En snak med Yamaha på EICMA

Den nye 2026 Yamaha R7, som er voldsomt opgraderet på en masse punkter, blev afsløret ganske kort tid før MagaCin besøgte Yamahas stand på EICMA. | Se videoen nede i artiklen.
08/11-2025 kl. 08:09
Anslået læsetid: 7 Minutter

Der var en tid, hvor flertallet af etablerede motorcykelproducenter afslørede i massevis af nye modeller i forbindelse med den årlige Esposizione Internazionale Ciclo Motociclo e Accessori – der som bekendt moderniserede navn og logo i 2021 – men sådan forholder det sig ikke længere.

Mange mærker har nemlig gennem de senere år valgt, at præsentere deres nyheder løbende, og sådan forholder det sig også hos Yamaha.

Et par meget gode eksempler er den nye Yamaha Ténéré 700 World Raid, som debuterede blot et par uger inden EICMA, og Yamahas populære knoldhopper fik en uges tid senere følgeskab af den herlige 2026 Yamaha XSR900 GP i Kenny Roberts farver.

Men selvom vi allerede kort tid før den italienske mc-messe havde set billeder af det japanske mærkes seneste nyheder, så er det altid skønt nok at se dem i virkeligheden. Og i år havde Yamaha såmænd også, ligesom de foregående år, et es i ærmet til EICMA, da MagaCin kom forbi for en sludder.

I videoen nedenfor fortæller Morten Brøndbjerg blandt andet om 70-års jubilæums udgaverne – som du kan læse mere om på Yamahas website – og vi blev orienteret om, at Yamaha WR125R bliver tilgængelig i Danmark allerede fra december-Januar måned til en pris kr. 49.900.
Og sidst men ikke mindst så vi den dugfriske 2026 Yamaha R7, som blev præsenteret en times tid før vi troppede op på standen.

2026 Yamaha R7 er med Yamahas egne ord indbegrebet af Supersport Performance Refined, og er nu spækket med elektronik på samme vis som storebror Yamaha R9, og vi fik såmænd også under vores besøg på Yamahas stand oplyst den danske pris.

Lige præcis 2026 Yamaha R7 var vi ikke forberedt på, og vi syntes det var ret frisk, at vi allerede på dagen blev orienteret både om de danske priser på 129.000,- for standardudgaven og 144.990,- for Anniversary udgaven samt levering i marts-april 2026.

Vi var travlt optaget med andet, da 2026 Yamaha R7 blev præsenteret, så lad os tage et lidt forsinket blik på den officielle præsentationsvideo.

Dykker man lidt ned i forskellige beskrivelser, fortæller Yamaha blandt andet, at hver model i Yamahas ikoniske R-serie repræsenterer mere end blot en motorcykel, og at R-serien er kulminationen på en mangeårig tradition for løbssejre baseret på performance, teknologi, innovation og design.

Yamaha fortæller i en rundsendt pressemeddelelse, at videreudviklingen af Supersport-kategorien også er tydelig inden for racing, hvor R7 har vist sit værd på både bane og vej ved de populære R7 Cup-programmer overalt i Europa.
Og at Yamaha R7 desuden var den eneste maskine, der blev udvalgt til verdensmesterskabet i racing for kvinder, som blev indført i 2024.

Læs eventuelt også WorldWCR returns: equal opportunity, limitless potential.

Med lanceringen af det nye FIM World Sportbike Championship i 2026, som R7 er kvalificeret til at deltage i, får den nye Supersport-mellemvægter ifølge Yamaha endnu større betydning og indflydelse.
Men vi andre almindelige dødelige kunne også sagtens tænkes at få gavn af den omfattende opdatering, som Yamaha ganske kort sammenfatter således:

  • 2026-versionen af R7, Yamaha’s populære Supersport-model i mellemvægtsklassen, er kendetegnet ved en endnu mere raffineret og sikker køreoplevelse
  • Takket være den 6-aksede IMU, der oprindeligt blev udviklet til R1, har det været muligt at lancere en bred vifte af elektroniske kørerassists og YRC-kørselstrin
  • Stelopdateringer giver en mere raffineret, dynamisk håndtering
  • Forbedret førerposition forbedrer komforten og styrevilligheden
  • Slankt og aerodynamisk næste generations R-seriedesign

Derudover fremhæver Yamaha selv følgende:

Vigtige tekniske funktioner

  • 2-cylindret, væskekølet CP2-DOHC-rækkemotor på 689 cc med 4 ventiler
  • Stivere, men samtidig mere “smidigt” stel
  • Yamaha Chip Controlled-Throttle (YCC-T)
  • 6-akset IMU (oprindeligt udviklet til R1)
  • Hældningsfølsomme hjælpesystemer, heriblandt Traction Control (TCS), Slide Control (SCS) og ABS
  • Power Modes (PWR), Launch Control (LC) og Lift Control (LIF)
  • Tredje generation af Quick Shift System (QSS)
  • Engine Brake Management (EBM) og Back Slip Regulator (BSR)
  • Yamaha Ride Control (YRC) med brugerdefinerbare indstillinger
  • Mulighed for deaktivering af ABS på baghjulet
  • Næste generations R-serie design
  • 5″ stort TFT-farvedisplay med tilslutningsmuligheder
  • Log og analyser køredata med Y-TRAC Rev
  • Fartpilot og hastighedsbegrænser
  • Spinforged hjul forsynet med Bridgestone Battlax Hypersport S23-dæk
  • Optimeret, fuldt justerbar affjedring både for og bag
  • Forbedret kørestilling for øget komfort og bevægelse

Elektronik, finesse og aerodynamik i særklasse

Lidt mere uddybende har Yamaha altså tilføjet Supersport Performance refined i praksis til den nye R7.
Motoren er fortsat den velkendte tocylindrede CP2 motor, som nu arbejder sammen med Yamaha Chip Controlled Throttle (YCC-T), hvor ECU’en øjeblikkeligt beregner den ideelle gasspjældsåbning.
Resultatet er efter Yamahas beskrivelse en mere præcis gasrespons, en jævnere momentkurve og et markant mere lineært træk gennem hele omdrejningsområdet.

Den elektroniske gasgivning åbner samtidig døren til et hav af nye funktioner, hvor blandt andet køreprogrammerne Sport, Street og Rain i kombination med Yamaha Ride Control (YRC) giver føreren mulighed for at skræddersy motorrespons og elektronisk assistance efter både temperament og køreforhold.

Sådan holdes temperamentet i ave

Den 6-aksede IMU, som er hentet direkte fra R1, måler konstant acceleration og hældningsvinkel i seks retninger.
Data fra IMU’en er grundlaget for en komplet pakke af elektroniske hjælpesystemer, herunder traction control, slide control, lift control, engine brake management og cornering ABS, der alle kan finjusteres via YRC.
Systemerne kan desuden slås helt fra, hvis man ønsker fuld kontrol ved banekørsel.

En ny generation af Quick Shift System gør både op- og nedgearing mere flydende, mens et revideret geardesign giver blødere overgange og mere direkte feedback.
De teknisk inklinerede gætter velsagtens på, at gearskift på R7 dermed bliver hurtigere og mere præcise end før.

Næsten alle elementer i stellet er blevet ændret og optimeret inklusive rørlayout, diameter, tykkelse og forstærkning for større stivhed og øget stabilitet, uden at stellets vægt er forøget.
Derudover fortæller Yamaha blandt andet om ændret bagsvinger, slankere gaffelbro, at den fuldt justerbare 41 mm USD-forgaffel har fået 350 gram lettere indmad i aluminium i stedet for stål, og at modellen er udstyret med slyngstøbte fælge forsålet med Bridgestone Battlax S23-dæk.

Sidstnævnte reducerer vægten og er befordrende eksempelvis ved hurtige retningsskift.

Slyngstøbte fælge med Bridgestone S23 poter

Førerpositionen er også opdateret med et lavere sæde og skridsikkert betræk. En nydesignet benzintank og omplaceret styr samt nye R1-inspirerede fodhvilere, gør det lettere at forskyde vægten i sving og øger ifølge Yamaha samtidig komforten på landevejen.

Hele menageriet er svøbt i et nyt mere aerodynamisk R-serie-design, hvor en ny aerodynamisk forlygtes centrale placering bibeholdes i det ikoniske “M”, for at minimere vægten.
“Hagespoileren” der er monteret under forlygten, forbedrer luftstrømmens effektivitet og dirigerer en større mængde luft til køleren.
Integrerede blinklys i spejlene og den mere strømlinede kåbe forbedrer luftgennemstrømningen og giver R7 et endnu mere kompakt og moderne udtryk.

Kompakt og aerodynamisk

5″ TFT-display, tilslutningsmuligheder og intuitive kontakter

Instrumenteringens 5″ TFT-skærm byder på fire vejorienterede temaer samt muligheden for Track-Mode, hvor der i sidstnævnte kun vises de mest relevante oplysninger, som eksempelvis laptimeren, så man får et display i vaskeægte racingstil.

Funktioner med eksempelvis smartphone-opkobling til MyRide og Y-TRAC Rev-apps (hvor det er muligt at registrere omgangs- og sektortider samt data om nedlægningsvinkel, omdrejningstal, gearposition, hastighed, gasrulleposition og andet) samt navigation og Riding Modes, betjenes via en ny kontakt på styret, der også gør det muligt at tilgå menu systemet.

Blinklysene slukker automatisk, og en ny ESS-funktion (Emergency Stop Signal) reagerer på pludselig bremsning ved at tænde havariblinket for at advare bagvedkørende trafikanter om, at der bremses hårdt op.

Den nye 2026 Yamaha R7 – som altså er voldsomt opdateret i forhold til forgængeren MagaCin testede i 2022, og fik underholdning i verdensklasse på – lyder måske umiddelbart som lidt af et hardcore banejern. Men vi kan da som en lille afrunding tilføje, at modellen er udstyret med både fartbegrænser og fartpilot, hvor sidstnævnte kan aktiveres fra 40 km/t i tredje gear og opad.

En spændende nyhed fra Yamaha, som vel især tilgodeser motorcykelentusiasten, der ind imellem fornøjer sig med en banedag.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025