Yamaha Ténéré 700 World Raid – endnu mere klar til eventyr i 2026
Der findes motorcykler, der inviterer til eventyr, og så findes der maskiner som Ténéré 700 World Raid – motorcyklen, der ligefrem kræver, at du tager på eventyr.
Den Dakar-inspirerede eventyrer har allerede sat standarden for, hvad en mellemstor adventurebike kan præstere, men 2026-versionen hæver barren med en række tekniske og ergonomiske forbedringer, som gør den mere raffineret, kraftigere og mere kontrollerbar end nogensinde før.
Kraft og kontrol
Yamaha’s velkendte CP2-motor på 689 kubikcentimeter er tilbage – men ikke uden finjusteringer. Den efterhånden ikoniske motor leverer nu et mere lineært moment og har en mere præcis gasrespons, takket være et nyt luftindtag og opdateret elektronik, der samtidig sikrer overholdelse af Euro5+-normen uden at tage livet af sjælen i motoren. Tværtimod giver opgraderingerne et forbedret bundtræk bundtræk ved lave omdrejninger, og det kan mærkes, når sporet bliver stejlt eller underlaget løst.
Yamaha har som så mange andre droppet gaskablet og erstattet det med elektronisk styring af gasspjældet, og sammen med to køreprogrammer, Sport og Explorer, skulle det være som en leg at tilpasse motorkarakteren til både snoede asfaltstræk og mudrede stier.
Sikkerheden og kontrollen løftes af en ny 6-akset IMU, der samarbejder med systemer som traction control, slide control og ABS. Alt kan justeres efter temperament – fra fuld assistance til fuld frihed.
Bremserne er desuden opgraderet med stålarmerede bremseslanger og Brembo-kalibre, som sikrer solid og præcis bremsekraft uanset underlagets type.
Bygget til at gå længere
World Raid har altid været synonym med langtrækkende eventyr, og 2026-versionen fortsætter den tradition.
Den nye dobbelttank i aluminium rummer hele 23 liter, men vejer alligevel 1,5 kilo mindre end før. Det giver en realistisk rækkevidde på omkring 500 kilometer – rigeligt til at lade tanken om civilisation forsvinde i bakspejlet.
Sædet er redesignet i ét stykke med smallere front, hvilket giver bedre kontrol, når du rejser dig op, og den nye vindskærm samt deflektorer giver markant bedre komfort ved høj hastighed.
Fartpilot og hastighedsbegrænser er nu standard, hvilket i sagens natur betyder, at de lange etaper bliver en tand mere afslappede.
LED-lygterne er nye, kraftigere og nemmere at justere, mens store fodhvilere og aftagelige gummiindsatser gør det muligt at skifte fra touring til offroad på få sekunder.
Landevej eller terræn – du bestemmer
KYB-affjedringen har fået en seriøs overhaling. Forgaflen er vokset fra 43 til 46 millimeter, men vægten er uændret, og en Kashima-belægning reducerer friktionen, så kompression og returdæmpning kører så godt som gnidningsfrit.
Affjedringen agterude er ligeledes opgraderet med øget vandring, bedre varmeafledning og en mere progressiv fjederbevægelse.
Stellet er fortsat et letvægtsrørstel i stål, og den integrerede hjælperamme gør det let at montere tasker og bagagebærer.
Frihøjden på 255 mm betyder, at du stadig kan rulle hen over de fleste forhindringer uden at få dårlige nerver.
Som prikken over i’et er der en justerbar styrdæmper med 16 trin, som hjælper med at holde forhjulet stabilt, når underlaget bliver uforudsigeligt.
Design og detaljer
Rent visuelt står World Raid 2026 som en evolution af det kendte Ténéré-udtryk – funktionelt, robust og umiskendeligt rallyinspireret. Den nye forlygteenhed med fire rektangulære LED-elementer giver et moderne og råt look, mens de nye sidekåber og det lange rallysæde binder det hele sammen i en muskuløs silhuet.
Instrumenteringen er opgraderet til et 6,3″ TFT-display, der kan vises i tre temaer: Street, Explorer og Raid.
Det sidste er inspireret af klassiske roadbooks – en nydelse for den ægte eventyrer.
Motorcyklen kan naturligvis kobles sammen med din smartphone via Yamaha MyRide-app’en, så du kan styre musik, beskeder og navigation direkte fra styret.
Selvfølgelig med en USB-C-port til at holde elektronikken opladet undervejs.
2026-versionen af Ténéré 700 World Raid fås i farverne Redline White og Midnight Black. Leveringerne til europæiske Yamaha-forhandlere varierer fra område til område, så kontakt din nationale Yamaha-distributør for at få alle oplysninger.

