Humanoide robotter og ny elektronik ændrer fremtidens motorcykler - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Humanoide robotter og ny elektronik ændrer fremtidens motorcykler

Humanoide robotter testes nu i produktionen, mens avanceret elektronik, radar og hurtigere IMU-sensorer baner vejen for fremtidens intelligente motorcykler.
20/03-2026 kl. 07:55
Anslået læsetid: 9 Minutter

Udviklingen inden for elektronik i motorcykelindustrien følger selvfølgelig også Moores Lov og sker i et forrygende tempo, og nu tester BMW sågar en såkaldt humanoid robot på sin fabrik i Leipzig.
Selv om robotter ved samlebåndene ikke er nye i hverken motorcykel- eller bilindustrien, er det første gang en humanoid robot indgår i et pilotprojekt side om side med medarbejderne.

I et lidt andet regi har vi også for nylig erfaret, at humanoide robotter åbenbart også skal ansættes i Føtex.

Retter vi igen blikket mod bil- og motorcykelindustrien, har robotter ganske vist i årtier svejset, løftet, transporteret og samlet komponenter på fabrikker verden over. Men på BMW-koncernens fabrik i Leipzig er en ny humanoid robot nu blevet sat i arbejde side om side med fabrikkens medarbejdere i et pilotprojekt.

AEON

Robotten AEON, der er udviklet af schweiziske Hexagon Robotics, er omkring 1,65 meter høj og suser rundt på fabriksgulvet på “rulleskøjter”. Den kan desuden udstyres med forskellige gribere og værktøjer til montageopgaver.

Overtager fysisk belastende opgaver

Hvor traditionelle industrirobotter typisk står fastmonteret bag sikkerhedsafskærmninger, er ideen med humanoide robotter, at de kan bevæge sig frit rundt og arbejde direkte sammen med mennesker.
I første omgang bliver BMW’s nye elektrificerede medarbejder dog testet med relativt simple opgaver i produktionen, hvor målet især er at lade AEON overtage gentagne eller fysisk belastende arbejdsopgaver.

Ikke specielt krævende

Hvis forsøget lykkes, kan teknologien på sigt blive taget i brug på flere af BMW-koncernens fabrikker, og dermed også i produktionen af motorcykler.
Blandt de mange fordele med den nye type medarbejder kan vi for egen regning nævne, at robotterne i sagens natur hverken holder frokostpause, har behov for hverken ferie eller barnets første sygedag – og formentlig ikke kræver lønforhøjelse eller strejker i tide og utide.

Robotter bruges allerede i motorcykelindustrien

Den velorienterede MagaCin læser ved formentlig, at robotter faktisk allerede spiller en rolle flere steder i motorcykelindustrien. Også dem af en mere eller mindre humanoid karakter.

MagaCin fortalte helt tilbage i 2009 om robotten, som tester smøremidler for Castrol og i 2018 at udstødningsspecialisten Akrapovič bruger en robot til langvarige tests af nye udstødningssystemer. En robot, der både kan styre gashåndtag, kobling og gear i timevis på en testbænk, mens sensorer måler effekt, temperaturer og belastning.

Se den ret usædvanlige testkører i artiklen, der er linket til under dette afsnit.

Motobot og Rossi

Og vi kommer nok heller ikke uden om at nævne Yamahas “motobot”, som man i 2016 forventede kunne slå Rossis omgangstider senere på året.

Motorcykler bliver stadig mere intelligente

Mens robotter som en del af udviklingen gradvist overtager flere opgaver i produktion og udvikling, bliver vores motorcykler også mere avancerede.

MagaCin så for nogle år siden lidt nærmere på tendenserne for fremtidens MC-teknologi, hvor en række hjælpemidler som radarbaserede førerassistenter, forudsigende sikkerhedssystemer samt stadig mere avancerede IMU-sensorer allerede er begyndt at finde vej til moderne motorcykler.

Teknologiske landvindinger

Motorcykler med DCT gearkasse – som eksempelvis Honda NT1100D MagaCin prøvekørte i 2022, og Honda CB650R med E-Clutch – som vi testede i 2024 – er eksempler på teknologiske landvindinger, vi allerede har set realiseret i motorcykelindustrien.

Det samme gælder for BMW R 1300 GS Adventure med ASA og Yamaha MT-07 Y-AMT, der sammen med blandt andet Ducati Multistrada V4 S var gennem testmøllen sidste år, og ligesom Yamaha 2025 Yamaha Tracer 9 GT+ klart illustrerer, i hvilken retning udviklingen af motorcyklerne går.

Motorcykler der kan køre selv

Det er et faktum, at flere producenter gennem mange år har arbejdet på endnu mere futuristiske koncepter, hvor vi helt tilbage i 2018 så BMW eksperimentere med en prototype af en selvkørende BMW GS. En model der både kunne starte, accelerere og gennemkøre sving uden fører.

Men allerede i begyndelsen af 2017 så vi Hondas væltefri motorcykel, der selv holder balancen ved lav fart ved hjælp af avanceret elektronik, og som blev demonstreret i version 2.0 mod slutningen af 2022.

Den mangeårige MagaCin-læser husker måske også Yamahas konceptmotorcykel Motoroid, som blev fremvist ved Japan Motor Show i 2023, hvor vi blandt andet så, at motorcyklen kan genkende sin ejer og selv bevæge sig rundt.

Følg links i dette afsnit og i den underliggende rubrik for at se videoen med alle modeller.

Ny teknologi

Udviklingen med humanoide robotter i produktionen sker sideløbende med, at de elektroniske assistentsystemer på motorcykler også ser ud til at stå foran en ny teknologisk revolution.

Elektroniske førerassistenter som traction control, wheelie control og kurve-ABS er i dag standard på mange modeller, og de fleste større producenter bruger avancerede IMU-sensorer til at registrere motorcyklens bevægelser i flere retninger.
Men den næste teknologiske bølge handler ikke kun om at reagere hurtigere på rytterens input.

Den handler om motorcykler, der i stigende grad kan analysere omgivelserne og reagere på situationer før de opstår. Et godt eksempel er ovennævnte Yamaha Tracer 9 GT+.

Radar og IMU arbejder sammen

Tracer 9 GT+, der som den første var udstyret med Matrix forlygte, er blandt de første motorcykler i sin klasse med semi-forudsigende radarbaseret adaptiv fartpilot, hvor en radar i fronten registrerer trafikken foran motorcyklen og automatisk justerer hastigheden, så der holdes passende afstand til forankørende køretøjer.

Vi oplevede det nærmest som en smule overnaturligt, når den nedlægningssensitive adaptive fartpilot faktisk også holdt farten gennem sving, når der ikke var forankørende.

Systemet arbejder sammen med motorcyklens 6-aksede IMU og andre sensorer, hvor kombinationen betyder, at motorcyklen ikke kun reagerer på rytterens input, men også på trafikken omkring den.
For få år siden ville den slags teknologi ligesom BMWs AEON robot have lydt som science fiction på en motorcykel, men udviklingen fortsætter i rivende fart.

Hurtigere sensorer på vej

De næste generationer af IMU-sensorer arbejder med langt højere målefrekvenser end tidligere. Hvor mange systemer i dag registrerer motorcyklens bevægelser et par hundrede gange i sekundet, arbejder nye sensorer med langt højere opdateringshastighed.

Det giver elektronikken mulighed for at reagere hurtigere og mere præcist, hvilket blandt andet medfører:

  • mere præcis traction control
  • bedre stabilitet ved hård acceleration
  • mere kontrolleret nedbremsning i sving

Tre ekstra akser

Kort sagt kan elektronikken gribe ind tidligere, mere effektivt og ofte mere naturligt end tidligere generationer.
Flere mærker arbejder i øvrigt nu på såkaldte 9-Axis IMU’er, hvor blandt andet et magnetometer – som registrerer jordens magnetfelt – skulle blive tilføjet for at forbedre positionsdata.

Det kan eksempelvis bruges til lokationsspecifik traction control, så systemet tilpasses hvert enkelt sving.
En herlig detalje vi selv fik lov at afprøve i praksis, da MagaCin i 2013 havde fornøjelsen af at køre Chaz Davies’ BMW S1000RR WSBK-racer på Imola.
Det var dog med GPS-styret traction control.

Det næste skridt i motorcyklernes elektroniske udvikling kan meget vel vise sig at være øget fokus på kunstig intelligens.

Fremtidens fabrikker

Hvis vi igen retter blikket mod produktionen af motorcykler, har robotter som sagt længe været en fast del af moderne produktion. Men humanoide robotter kan blive næste skridt i motorcykelindustrien.
De er – pudsigt nok og ligesom den nye generation af elektroniske hjælpesystemer – udviklet til at arbejde mere naturligt i miljøer, der oprindeligt er skabt til mennesker.

Hvis BMWs pilotprojekt viser sig at fungere i praksis, kan fremtidens motorcykler meget vel blive bygget på fabrikker, hvor mennesker og robotter arbejder side om side.
Og man kunne måske endda forestille sig, at humanoide robotter blev inddraget i udviklingen og de første prøvekørsler af nye serieproducerede motorcykler?

Det er ikke blot motorcyklerne der bliver mere autonome og intelligente. Det gør fabrikkerne, hvor de fremstilles, også.

Endnu et bidrag til motorcyklens mange fortræffeligheder?

Del med en ven