Planen for BSA i Danmark - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Planen for BSA i Danmark

Læs mere om tilgængelighed og priser for BSA Gold Star 650 nede i artiklen.
Steffen F. Olesen
27/12-2023 kl. 12:02

Rigtig mange danske motorcykelinteresserede styrede julemorgen et smut forbi Danmarks hurtigste mc-medie, hvor de på forsiden blev mødt af en lille gave i form af artiklen, BSA Gold Star nu i Danmark, og den dertil hørende video.

Her kunne man læse, at BSA’s seneste kreation inden længe bliver tilgængelig på det danske marked, og som nævnt se en stump video med MagaCin’s udsendte, der indleder med en lille historiefortælling og derefter fornøjer sig med et koben og en ret voksen hammer.
Og mod vores forventning skulle det vise sig, at den danske importør også havde en lille julegave til MagaCin, da både manden foran og kameraet og ham bagved fik lov at starte modellen op, og suse en lille tur ned ad gaden.

Se eller gense videoen via nedenstående link:

Hvad er planen?
Aftalen om vores møde med et af de første danske eksemplarer opstod egentlig ud af det blå, og skete derfor inden BSA’s indtræden på det danske marked for alvor var offentliggjort.
Derfor blev videoen afsluttet med et løfte om, at vor læsere ville få mere at vide mellem jul og nytår, når de sidste detaljer var på plads hos importøren… Og den dag er i dag!

Kære motorcyklister. Det er med stor glæde at vi kan fortælle jer, at vi er blevet BSA motorcykel importør for BSA motorcykler.

BSA Motorcykler Danmark

Sådan indleder BSA Motorcykler Danmark deres første opslag på Facebook, hvor det skarpe øje måske vil opdage, at der har gemt sig et ret så afslørende hashtag i bunden.

For ét af de spørgsmål der hurtigt meldte sig på banen da vi publicerede videoen var, hvem der kommer til at stå for importen af BSA i Danmark; og svaret til det spørgsmål er ProATV.

Hvem er ProATV
Virksomheden ProATV er en relativt lille forretning, som holder til i den nordjyske havneby Sæby, og som gennem en årrække primært har beskæftiget sig med import og salg af ATV og UTV.
Men tilbage i 2018 blev der truffet den herlige beslutning, at man nu skulle til at handle med motorcykler.

Så de gæve gutter begav sig ud på et for dem nyt eventyr, hvor der blev skrevet kontrakt med Royal Enfield, og modtaget en container med de første modeller, som blandt andet indeholdt den flotte 500 Classic.

Det kan du læse mere om i artiklen der er at finde via linket under dette afsnit, hvori du også finder en video af vores første møde med en ny “dansk Royal Enfield”.

Fra eventyrets start agerede ProATV udelukkende importør for de indiske nyklassikere, men i starten af 2023 blev vi gjort opmærksom på, at Royal Enfield nu ville blive mere tilgængelig i Nordjylland, da importøren selv åbnede op for salg til private.
Og således bliver det også tilfældet med BSA.

Tilgængelighed
For som oplyst i førnævnte opslag fra BSA Danmark, så kommer ProATV selv til at stå på den yderst korte forhandlerliste, og akkompagneres indtil videre kun af Classic-Bike i Terndrup, som ligger cirka 30 kilometer syd for Aalborg.

Det betyder dog ikke, at du kun kan opleve BSA Gold Star i det nordjyske; for det er planen at søsætte såkaldte pop-up butikker rundt i landet i løbet af 2024, hvilket du naturligvis kommer til at kunne følge med i på BSA Danmarks Facebook profil.

Lyder det lidt for uoverskueligt for dig, eller kan du bare ikke vente med selv at besigtige modellen, så fat mod.
For der er ikke ret lang tid til at Motorshow i Herning endnu engang slår dørene op, og her vil ProATV selvfølgelig tage én eller to BSA’er med, så danske motorcykelinteresserede kan få lov at komme helt tæt på modellen.

Herefter krydser importøren alle fingre for, at den næste sending af BSA Gold Star lander omkring sæsonstart, og derved vil være klar til levering så snart vi tager hul på endnu en fantastisk – og forhåbentlig solbeskinnet – motorcykelsæson.

Priser
Har du fulgt lidt med i BSA-processen vil du vide, at der for nu kun står Gold Star på modelprogrammet. Men denne bliver her til lands tilgængelig i fem forskellige udgaver, der lyder som følger:

  • BSA Goldstar 650 Farve Highland Green – Vejl. udsalgspris kr. 94.999,-
  • BSA Goldstar 650 Farve Insignia Red – Vejl. udsalgspris kr. 99.999,-
  • BSA Goldstar 650 Farve Midnight Black – Vejl. udsalgspris kr. 99.999,-
  • BSA Goldstar 650 Farve Dawn Silver – Vejl. udsalgspris kr. 99.999,-
  • BSA Goldstar 650 Farve Legacy Edition – Vejl. udsalgspris kr. 109.999,-

Mere om modellen senere
Der skal nok ikke en særlig høj IQ til at forestille sig, at vi ikke skød og redigerede videoen samme dag som den blev publiceret.
Men køreturen foregik faktisk kun få dage inden det blev jul, og forholdene tillod således ganske enkelt ikke at vi kørte modellen på en sådan måde, at vi allerede nu kan videregive et fyldestgørende indtryk af hvordan BSA Gold Star kører.

Men der er naturligvis allerede en aftale på plads om at teste modellen ordentligt så snart det bliver bedre vejr. Og vi kan allerede nu godt afsløre, at de første indtryk af både motor, materialevalg og æstetik er ganske positive.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start