Ny Honda forhandler i Nordjylland - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Honda forhandler i Nordjylland

Fra årsskiftet bliver Mørch Automobiler A/S i Nørresundby autoriseret Honda forhandler og værksted.
29/10-2025 kl. 05:12
Anslået læsetid: 3 Minutter

Det lyder som en overskrift vi har hørt før… Og ja, det er det også.
For i 2023 kunne vi melde, at Honda havde skrevet kontrakt med Aalborg MC. Men desværre faldt det projekt til jorden, grundet forskellige udfordringer i det nye MC hus.

I april måned sidste år kunne vi så fortælle, at Special MC efter 40 år med Yamaha logo på brystet, ville give forretningen et friskt pust, og skifte samtlige Yamaha skilte ud med Honda.
Men desværre skulle det gå således, at Marius af forskellige årsager i indeværende år lukkede forretningen i Aalborg.
Sidenhen har virksomheden dog slået dørene op i nye lokaler Gandrup, hvor han fremadrettet primært gør i brugte motorcykler.

Men Honda opgiver ikke drømmen om at indtage det nordjyske, og i en mail sendt til undertegnede står der, at Honda styrker sin tilstedeværelse, når Mørch Automobiler fra årsskiftet bliver autoriseret Honda-forhandler og værksted.

Det betyder, at nordjyske motorcyklister igen kan opleve hele Hondas sortiment af motorcykler og originalt udstyr, men i nye omgivelser hos en velkendt og erfaren bilforhandler, som også har passion for to hjul.

Fra biler til motorcykler – med samme kvalitet og engagement

Mørch Automobiler har i mange år været et fast navn i Nordjylland som nyvognsforhandler. Og med introduktionen af Honda Motorcykler udvider virksomheden nu sit fokus og træder ind i et nyt marked, men med de samme værdier: kvalitet, tillid og god kundeservice.

Den nye afdeling får både salgsfaciliteter og et autoriseret værksted, og motorcykeldelen integreres i virksomhedens eksisterende setup med dedikerede medarbejdere, som selv har benzin i blodet.

“Vi har længe haft lyst til at udvide med motorcykler, og Honda var et naturligt valg for os. Det er et stærkt brand med et bredt modelprogram og en høj kvalitet, som matcher vores måde at drive forretning på. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang,” fortæller Christian Krogh, salgschef hos Mørch Automobiler.

Et stærkt match i Nordjylland

For Honda Motorcykler Danmark er samarbejdet en vigtig brik i mærkets strategi om at stå stærkere i hele landet – og især i Nordjylland, som historisk har været et af Hondas mest aktive områder.

“Nordjylland har altid haft mange dedikerede Honda-ejere, og derfor er vi utroligt glade for at kunne præsentere Mørch Automobiler som ny forhandler. De har både de fysiske rammer, de rigtige folk og en ægte passion for motorcykler. Kombinationen af erfaring fra bilbranchen og entusiasme for MC giver et fantastisk fundament for succes,” siger Mads Hansen, salgschef for Honda Motorcykler Danmark.

Synergi mellem bil og motorcykel

Med både bil- og motorcykelforhandling under samme tag ser Mørch Automobiler store muligheder for at skabe nye oplevelser for kunderne.

“Vi ser en klar synergi mellem bil og MC. Mange af vores kunder interesserer sig i forvejen for begge dele, og nu kan vi tilbyde dem et endnu bredere udvalg. Vi tror, at det bliver en styrke at samle nyvognssalg, brugtvognssalg og motorcykler i én moderne forretning,” forklarer Christian Krogh.

Den nye afdeling vil også fungere som autoriseret værksted med specialuddannede teknikere, som får adgang til Hondas originale reservedele og diagnoseteknologi.

Klar til 2026-sæsonen

Mørch Automobiler åbner som autoriseret Honda Motorcykel-forhandler fra januar 2026, så både nye og erfarne motorcyklister kan kigge forbi, når den nye sæson går i gang.

Kunder vil kunne opleve både de nyeste 2026-modeller, tilbehør, originalt udstyr og selvfølgelig have mulighed for at trille en tur på en af de mange modeller. Og det lader altså til, at 2026-programmet bliver både spændende og omfattende. Så der er masser af grund til at besøge din lokale Honda forhandler til foråret.

Og i mellemtiden kan du holde øje med siden her, MagaCin’s Instagram og YouTube, hvor vi i de kommende uger vil dele en hel masse om næste års modeller.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025