Ny eksklusiv Alpinestars Supertech R10 styrthjelm - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny eksklusiv Alpinestars Supertech R10 styrthjelm

Den såkaldte "Launch Edition" af den nye Alpinestars SR10, som hører blandt toppen af poppen indenfor racing-styrthjelme, produceres desværre kun i et begrænset oplag på 200 eksemplarer.
CO
25/06-2023 kl. 06:00

Den italienske udstyrsproducent Alpinestars der blev grundlagt i 1963, og som nok fortrinsvis er mest kendt for beklædning og beskyttelsesudstyr til motorsport, er nu også leveringsdygtig i styrthjelme af højeste karat til racing.
Det velrenommerede mærke hvis produkter benyttes af utallige gademotorcyklister, har gennem mange år leveret produkter til blandt andet MotoGP, men kan næppe siges at være kendt for udvikling og produktion af de vildeste sportslige styrthjelme.
Det er der nu ændret på med den nye Alpinestars Supertech R10, hvor den specielle såkaldte Launch Edition af styrthjelmen i farven Carbon/Rød der kan bestilles fra 10. Juli, desværre kun produceres i et begrænset oplag på 200 eksemplarer.
Se introduktionsvideoen for Alpinestars Supertech R10 nedenfor.

Den efter denne skribents overbevisning ret fede SR10 styrthjelm som ses i videoen herover, er designet og udviklet til professionelle MotoGP kørere, hvor målet er at køre hurtigere og samtidig være bedst muligt beskyttet.
Ved at minimere vindmodstanden og sikre optimal aerodynamisk stabilitet, kontrollere luftstrømme både indeni samt udenfor hjelmen, og tilbyde en komfortabel individuelt tilpasset pasform, forbedres den overordnede oplevelse både ved sportslig kørsel på gade og på racerbane.

Sådan nogenlunde frit oversat lyder indledningen i beskrivelsen af den nye SR10 på Alpinestars website i denne sektion dedikeret til mærkets nye sportslige styrthjelm, hvor der også kan læses om, at hjelmen er både ECE 2206 certificeret og FIM godkendt, og at der i transportkassen medfølger to forskellige spoilere til montage bagerst på hjelmen, hvor den største reducerer vindmodstanden med 4,54%.

Den største spoiler reducerer vindmodstanden med 4,54%

Hjelmskallen på SR10 er udført i komposit materiale med to forskellige yderste kulfiber lag, derunder et lag glasfiber, og til sidst at lag aramid fibre.
Hjelmens indvendige slagbeskyttelse er udført i otte stykker EPS i seks forskellige densiteter, og det optisk klasse 1 visir som har en tykkelse, der varierer mellem 2,6 og 1,6 mm – og såmænd også er forberedt både for Pinlock og tear-offs – giver et udsyn på hele 220° vandret samt 57° lodret.
Det skyldes blandt andet den specielle udformning af kæbepartiets sider.

Alpinestars nævner også, at visiret er sikret mod løsrivelse ved et eventuelt styrt, at SR10 er godkendt både efter ECE 2206 standarden samt godkendt af FIM, at den seriøst racing inspirerede styrthjelm er udstyret med ERS (Emergency Release System), at den er forberedt for montering af drikkeslange og meget, meget andet.

Kan bestilles om kort tid
Alpinestars frigiver den vildt spændende nye styrthjelm 10. Juli, og interesserede kan registrere sig nederst på denne side.
Prisen for SR10 i Launch Edition er endnu ikke offentliggjort, men vær forvisset om, at den ikke bliver specielt billig.
Derfor kunne man håbe på, at en eventuelt kommende Alpinestars SR10 i en knap så eksklusiv version, måske kunne lanceres i et økonomisk overkommeligt prisleje?

Et lille problem
I skrivende stund har undertegnede dog det lille problem, at det faktisk kribler næsten lige så meget i fingrene, som det gjorde i 2020 i forbindelse med udfærdigelse af artiklen Fede FIM godkendte styrthjelme.
Dengang kom vi lidt storladent til at bestille den ret fede men svinedyre AGV Pista GP RR, som vi efterfølgende fik nedfældet en artikel med en udpakningsvideo om, og sidenhen bragte en test af i 2021.

Gad vide om det går lige så galt denne gang?
Alpinestars Supertech R10 Launch Edition ser altså ret fed ud.

Søger du selv inspiration til fede styrthjelme, der er godkendt af FIM til roadracing på højeste niveau, så kan du måske finde inspiration i denne liste over godkendte hjelme.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start