KTM 1290 Monster Enduro - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM 1290 Monster Enduro

Australiere ifører KTM 1290 Super Adventure R et nyt sæt tøj
Nicolaus Johansen
15/05-2023 kl. 07:55

Er du til den ene eller anden slags kørsel med løst underlag i sigte, er der rigeligt at vælge iblandt hos østrigske KTM. Alt fra endurojern til store adventurebikes er at finde på programmet. Men hvad nu hvis man ønsker sig en form for et uægte barn som følge af en krydsning af de to kategorier? Ja så er du ilde stedt.

KTM har ellers haft en af arten på programmet før, nemlig 950 Super Enduro, som rendte af samlebåndet i ganske kort tid fra 2006 – 2008.
Den kradsbørstige maskine, som er udstyret med en 98 hestes V2-motor, duellerede endda mod en anden über enduro, BMW HP2 Enduro, ved 2006-udgaven Erzberg Rodeo.
Heller ikke BMW’en fik mange år på markedet.

2 x sværvægtere


Australiere gør det selv
Kradsbørstig kan man også kalde det monster af en maskine folkene fra Gasoline Motor Co. har kreeret. Den nøjes ikke med en 98 hestes V2’er til at drive festlighederne med, men har hele 160 velvillige ponyer i stalden – et sandt enduromonster.

Lige præcis Monster Enduro er hvad Gasoline Motor Co., der har hjemme i New South Wales, kalder deres version af hvad der begyndte livet som en KTM 1290 Super Adventure R – en maskine der ifølge grundlægger af den australske ombygger gesjæft, Jason Leppe, har alt det teknologi og performance man kunne ønske sig fra en offroadmotorcykel, men som ifølge ham også er temmelig ækel at kigge på.

1290 Super Adventure R – grim som ind i h…. synes Jason Leppa

Derfor skulle der gøres noget, hvilket man må sige de kære australiere har.
Faktisk er de gået så radikalt til værks, at alt plastik, benzintanke og endda også bagrammen er røget sig en tur. En ny benzintank blev først modelleret i ler, derefter 3D-scannet, herefter blev en form fremstillet og den færdige tank er udført i kulfiber.
Den originale benzinpumpe og tankmåler er blevet genbrugt.

Den nye bagramme er fremstillet i et trellis design, der skal komplimentere resten af stellet, og nogle små listige alu-paneler skjuler batteri og elektronik.
Det nye sæde er betrukket med stof i kulfiberlook, og puklen bagerst er designet, så den minder om benzintanken.

Nyt, nyt, nyt – låsen til sædet er dog genbrug

Synes du, at forskærmen ligner noget du har set før, har du helt ret. Den kommer nemlig fra KTM’s EXC-serie, og plastikken omkring forlygten er også en standard KTM-stump, hvor selve forlygten er en LED-sag fra Enduro-Tech.

Forgaffelbeskytterne er af samme slags som du finder på 890 Adventure R, og er udført i kulfiber. Affjedring, bremser og hjul er fuldstændig standard, men sidstnævnte har fået en gang lak og fremstår i blanksort finish.

Standard affjedring og standard skærm

Udstødningen på monsteret er fra SC-Project, og skulle levere lyd der passer til navnet.
Men selvom folk kan høre monsteret komme, er der nu rart nok for føreren at kunne se hvad der sker på vejen. Derfor er der skruet et par ekstra LED-lamper på motorbøjlerne der er fremstillet af Gasoline Motor Co. selv.

Sædvanligvis hvis du skal tjekke din hastighed på 1290 Adventure, kigger du ned på en TFT-skærm monteret foran styret lige bag kåbeglasset. Men på Monster Enduro har australierne monteret denne på selve styret, der i øvrigt er standard, fastgjort i en 3D-printet ramme med gummiforing.

Sort, hvidt og en smule orange

Farverne er fortrinsvis holdt i sorte og hvide toner samt en del kulfiber med klarlak, men hist og her har man dog bevaret orange detaljer for at sende hilsen til Mattighofen.
GPS-koordinaterne på siden får modellen til at fremstå endnu mere eventyr-agtig, men der får også din kortnål til at lande durk midt i Finke-ørkenen i Northern Territory – den helt rette legeplads for 1290 Monster Enduro.

Vinklen mange ville ende med at se

Vi kan levende forestille os, at en tur på nakken på nakken af Gasoline 1290 Monster Enduro kunne være en helt igennem fantastisk, forrygende og livgivende oplevelse, men sandsynligheden for, at en af jer derude importerer en til landet er nok temmelig lille.

Måske er der i virkeligheden nok større chance for, at KTM lancerer en officiel version af 1290 Monster Enduro, og det synes vi da også kunne være en fabelagtig ide.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start