
Kawasaki Ninja ZX-10R fortsætter, og ZX-10RR bliver en sjælden sag
Den trofaste MagaCin-læser har nok efterhånden opdaget, at motorcykelproducenter verden over, så småt er begyndt at løfte sløret for nogle af næste års modeller. Og Kawasaki var nogle af de første, da de allerede tilbage i starten af august udrullede første bølge og i september anden og tredje bølge.
Inden vi bladrede til næste side i kalenderen smed Kawasaki en Ninja H2 med kraftigt revideret motor på bordet, og for få dage siden så vi en opdateret Ninja 650.
Og nu er tiden kommet til endnu en 2027-nyhed fra Kawasaki som fortæller, at de holder fast i den rendyrkede superbike, Ninja ZX-10R, som fortsætter i 2027, mens den mere kompromisløse ZX-10RR kun produceres i 500 eksemplarer på verdensplan.
Men der er ikke tale om en helt ny generation til 2027… For Kawasaki viderefører i store træk den seneste udvikling af ZX-10R, hvor især aerodynamikken og frontpartiet tidligere blev ændret markant i forhold til den model vi kastede rundt på Jyllandsringen i 2021.
Mere tryk på forhjulet
De markante winglets i fronten er fortsat en central del af pakken. Ifølge Kawasaki øger de downforce ved høj fart, hvilket skal give bedre føling med forhjulet og mere kontrol gennem hurtige sving.
Aerodynamik og stel ifølge producenten er udviklet med fokus på banekørsel, og det fortæller meget godt, hvor Kawasaki fortsat placerer ZX-10R. Den er ganske vist indregistreringsklar og udstyret til almindelig gadebrug, men DNA’et er fortsat hentet direkte fra racerbanen.
Det gælder også affjedringen, hvor Kawasaki benytter en WorldSBK-udviklet BFF-forgaffel – Balance Free Front Fork – sammen med en BFRC lite-bagdæmper.
Opsætningen er rettet mod præcis vægtoverførsel mellem for- og baghjul og lette retningsskift.
Bremserne er leveret af Brembo, hvor et sæt M50 monobloc-kalibre arbejder på 330 mm skiver foran, og ZX-10RR får desuden stålomspundne bremseslanger foran.
Elektronik til både vej og bane
Om motoren i ZX-10R fortæller Kawasaki, at fokus på en lineær effektlevering er i højsædet, så kræfterne ikke blot skal være imponerende på papiret, men også være til at administrere, når motorcyklen presses på lukkede anlæg; og elektronikpakken ligeledes.
Her finder vi blandt andet Kawasaki Cornering Management Function, S-KTRC traction control, launch control, KIBS ABS, justerbar motorbremse, forskellige effektindstillinger og en quickshifter, der fungerer både op og ned.
Fartpilot er også en del af pakken, hvilket understreger, at ZX-10R trods sit udprægede banefokus stadig skal kunne fungere på offentlig vej.
Motorcyklen kan desuden forbindes trådløst til Kawasakis Rideology-app. Herfra er der adgang til blandt andet information om motorcyklen, kørselslog, forskellige indstillinger samt turn-by-turn-navigation. Kawasaki oplyser også her, at stemmestyring kan være tilgængelig, men funktionen afhænger altså af marked og licens.
ZX-10RR er den skarpe udgave
Vil man et skridt længere, hedder løsningen fortsat Ninja ZX-10RR, og her bliver tingene noget mere seriøse…
Motoren får blandt andet titaniumplejlstænger fra Pankl og lettere stempler, forgaflens inderben har en titaniumbelægning, og den bagerste affjedring er opsat til sportslig kørsel.
Men det mest interessante ved 2027-modellen er måske antallet.
For Kawasaki oplyser nemlig, at Ninja ZX-10RR anno 2027 bliver begrænset til blot 500 eksemplarer på verdensplan. Dermed bliver RR ikke blot den mest banefokuserede udgave af ZX-10R, men også en ganske sjælden motorcykel.
Syv VM-titler i bagagen
Ninja ZX-10R har gennem årene spillet en væsentlig rolle for Kawasaki. Ikke mindst i WorldSBK, hvor modellen har været med til at sikre producenten og kørerne syv verdensmesterskaber.
Og selv om superbike-klassen ikke længere fylder helt det samme på markedet, som den gjorde i sine velmagtsdage, er Kawasaki altså ikke klar til at sende ZX-10R på pension.
I 2027 kan den almindelige Ninja ZX-10R fås i Metallic Flat Spark Black/Metallic Spark Black eller den noget mere klassiske Kawasaki-kombination Lime Green/Blue 24.
ZX-10RR holder det mere traditionelt og tilbydes udelukkende i Lime Green.
Danske priser og den præcise tilgængelighed er endnu ikke oplyst.



