Honda V3R 900 – Coming Soon

Honda sætter yderligere fart i fortællingen om V3R 900 E-Compressor, der efter alt at dømme hastigt nærmer sig produktionsstadiet.
Anslået læsetid: 7 Minutter

Det kunne sagtens ligne en velovervejet tanke, at Honda nu sætter yderligere fart på fortællingen om V3R 900 E-Compressor, der bevæger sig stadig tættere i retning af en serieproduceret model. Og det er efterhånden svært at forestille sig, at Hondas mildt sagt spændende V3R 900 E-Compressor ikke snart ender hos forhandlerne.

Da Honda i november sidste år viste V3R 900 E-Compressor Prototype, var der nemlig ikke længere noget overraskende i, at udviklingen gik i retning af masseproduktion. Siden dengang er der kommet flere håndfaste tegn på, at arbejdet skrider frem, og nu skruer Honda igen op for kommunikationen om den trecylindrede nyhed.

Næste fase for V3R 900

En opdaterende e-mail fra Honda UK 4. september tager hul på det, der af Honda beskrives som den næste fase for V3R 900 E-Compressor.

Honda beskriver selv udviklingen som en bevægelse fra koncept til virkelighed og fortæller, at vi over de kommende måneder får en serie indblik i et af de mest udfordrende projekter i Hondas historie, blandt andet gennem interviews med ingeniørerne bag projektet.

Dermed ser det ud til, at Honda nu vil tage os i hånden og føre os gennem den næste fase af udviklingsforløbet, og timingen er interessant…
Der er nemlig mindre end to måneder til EICMA 2026 slår dørene op i Milano.

Vi skal indledningsvis understrege, at Honda ikke har meldt officielt ud, at den færdige produktionsklare model præsenteres på efterårets store italienske motorcykelmesse. Men på mærkets officielle britiske hjemmeside beskrives V3R 900 E-Compressor nederst på siden som værende under finpudsning frem mod produktion, eller med andre ord får den sidste håndspålæggelse.

Og på Hondas særlige V3R-side, hvor interesserede kan registrere sig for løbende opdateringer, mødes man ligefrem af ordene Coming Soon over baggrundsbilledet af V3R 900 E-Compressor, som vi også har brugt på artikelbilledet.

Den nuværende situation er altså noget anderledes end i november 2024, hvor Honda fortrinsvis fremviste den usædvanlige 75-graders V3-motor med elektronisk styret kompressor.

Flere brikker i puslespillet

MagaCin har siden fulgt udviklingen tæt, og allerede tidligere på sommeren kunne vi fortælle, at Honda havde sikret sig en hel stribe patenter omkring den elektronisk styrede kompressor.

Det interessante ved patenterne var ikke alene løsningen til V3-motoren, for materialet viste også forskellige anvendelser af teknologien på andre motorkonstruktioner.

Altså en bekræftelse af udtalelsen fra Mads fra danske Honda, da vi var forbi mærkets stand i forbindelse med MagaCins rundtur på EICMA 2024, hvor han fortalte, at Honda tænker væsentligt længere end én enkelt model.

Det blev senere understreget af internationale patentansøgninger.

Kort efter dukkede endnu en væsentlig brik i puslespillet op.

En officiel australsk designregistrering viste i juli V3R 900 E-Compressor i en langt mere produktionsklar udgave med blandt andet spejle, blinklys, nummerpladeholder og det øvrige udstyr, der hører til en motorcykel beregnet til offentlig vej.

Siden dengang er papirsporet blevet en smule længere, for i Canada blev varemærket V3R E-COMPRESSOR eksempelvis endeligt registreret 24. juli 2026 med Honda Motor Co., Ltd. som ejer og med motorcykler samt dele og tilbehør som anvendelsesområde.

Det er selvfølgelig ikke i sig selv dokumentation for, at Honda begynder at massefremstille hverken motoren eller motorcyklen lige om lidt, men registreringen lægger sig oven i bunken af en efterhånden lang række konkrete skridt på vejen fra koncept til færdig motorcykel.

Stadig ingen typegodkendelse

Men man skal holde tungen lige i munden, når officiel dokumentation og det man hører nede på grillbaren og alle mulige andre steder kombineres.

Designregistreringen fra juli er flere steder i udenlandske medier omtalt som homologerings- eller typegodkendelse, og det er altså ikke det samme.

Det er trods en ihærdig indsats ikke lykkedes MagaCin at finde dokumentation for, at V3R 900 E-Compressor har opnået europæisk typegodkendelse eller tilsvarende markedsgodkendelse, og der er endnu heller ikke dukket officielle typegodkendelsesdata op med eksempelvis effekt, køreklar vægt eller emissionstal.

Men nogle gange er producenterne også ret dygtige til at gemme den slags oplysninger.

Derfor mangler vi fortsat nogle af de oplysninger, der for alvor kan indikere eller afsløre, hvor tæt V3R 900 E-Compressor reelt er på at blive lanceret som lovligt godkendt model. Men vi ved til gengæld en del om teknikken.

Den væskekølede kompakte 900 kubikker med tre cylindre placeret i en 75-graders V-konfiguration er udstyret med, hvad Honda betegner som verdens første elektronisk styrede kompressor til en serieproduceret motorcykel.

I modsætning til en traditionel mekanisk drevet kompressor kan systemet styre ladetrykket uafhængigt af motorens omdrejningstal. Og patentmaterialet, vi tidligere har kigget nærmere på, afslører desuden en interessant detalje, som Honda i sin tid ikke gjorde noget større nummer ud af ved præsentationen.

Her beskrives en bypass-løsning, hvor indsugningsluften under bestemte driftsforhold kan ledes uden om kompressoren, så motoren ikke nødvendigvis behøver være trykladet hele tiden.

Motoren behøver altså ikke nødvendigvis konstant tvangsfodring, og det passer ganske godt med ambitionen om at kombinere kraftigt moment og ydelse på niveau med en 1200-kubikker med miljøvenlige egenskaber.

Hvor mange hestekræfter og newtonmeter det konkret resulterer i, har Honda endnu ikke fortalt.

Bliver EICMA næste stop?

Da den mere færdigbagte V3R 900 E-Compressor Prototype blev vist på EICMA 2025, havde vi allerede siden 2024 vidst, at Honda arbejdede frem mod masseproduktion.

Nu taler Honda UK om næste fase i udviklingen, varsler en serie udviklingshistorier over de kommende måneder og beskriver på sin britiske hjemmeside motorcyklen som værende under finpudsning frem mod produktion.

Det er stadig ikke en officiel bekræftelse på, at den færdige V3R 900 E-Compressor får verdenspremiere på EICMA 2026. Men med mindre end to måneder til messen åbner dørene i Milano, kunne tidspunktet for Hondas fornyede fokus på modellen næppe være mere interessant.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven