Honda Adventure Roads udsat - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Honda Adventure Roads udsat

Luksuseventyr for Africa Twin-ejere udskudt qua Corona
Nicolaus Johansen
31/03-2021 kl. 06:00

Den verdensomspændende Corona-pandemi er ikke udelukkende skidt nyt for os med interesse for motorcykler. 2020 blev et veritabelt rekordår for dansk motorcykelsalg, og på europæisk plan var der også vækst i antallet af maskiner, der blev langet over disken.

Dog kommer vi ikke uden om, at især arrangementer og events har været hårdt ramt – blandt andet blev “The Real Way to Dakar”, som Danish Rally Cats skulle deltage i, udsat.

Nu har Honda Adventure Roads måttet undergå samme skæbne, og arrangementet er udskudt til 2022 – nærmere bestemt fra den 24. juni til 4. juli.

Motorcykeleventyr i fantastiske omgivelser
Du har muligvis ikke hørt om Honda Adventure Roads før, og det er måske fordi eventet er et eksklusivt arrangement udelukkende for Honda Africa Twin-ejere.
Første gang, begivenheden løb af stablen, var tilbage i 2017, hvor Norge udgjorde legepladsen for deltagerne.

Mudder + sne + Africa Twin = sjov

To år senere, i 2019, var det Sydafrikas tur til at lægge asfalt og grus til tolv etaper med en samlet længde på mere end 3700 kilometer gennem forrygende smukke landskaber.

2021 skulle så være året, hvor deltagerne skulle prøve kræfter med vulkanøen Island, men grundet rejserestriktionerne som følge af Covid-19, er arrangementet blevet udskudt til 2022.
Selvom datoen for Honda Adventure Roads er ændret, forbliver destinationen dog stadig den samme.

Luksuriøst arrangement
Sædvanligvis rimer adventurekørsel i udfordrende terræn på primitive lejrforhold. Det er dog et ganske andet og mere overdådigt setup, Honda Adventure Roads ruller med.

Deltagerne betaler 5000€, eller hvad der svarer til lige over 37.000 gode danske kroner i dagens vekselkurs, for at være med, og for de mange penge får de lækker mad samt overnatning på komfortable hoteller, når dagens strabadser er ovre – deltagerne skal ikke tænke på noget selv ud over kørslen.

Det er faktisk ikke helt rigtigt, for man skal selv sørge for at fragte sig til Island, men herfra tager arrangørerne over.
De har tænkt på alt, så det eneste, du som deltager skal fokusere på, er at køre Africa Twin med fantastiske landskaber som bagtæppe.

Deltagerne får muligheden for at prøve alle udgaver og af den dobbelte afrikaner – lige fra standardudgaven til Adventure Sports ES modellen, som vi havde fornøjelsen af at teste i fjord.

Nu, hvor eventet bliver udsat til 2022, kan det være, at de får muligheden for at prøve en Africa Twin med adaptiv fartpilot.

Ud over at nyde naturen, maskinerne og maden, som også indgår i prisen, får deltagerne også mulighed for at styrke deres evner i adventurekørsel.
I arrangementet indgår nemlig også træning fra Hondas fabrikskørere, som på hele turen hjælper deltagerne med at blive bedre piloter.

Honda instruktør forklarer mens der lyttes opmærksomt

Ud over at du skal eje en Africa Twin, stilles der også krav om, at du har minimum fem års erfaring som aktiv motorcyklist – ligeligt fordelt mellem offroad- og asfaltkørsel.
Med etaper, der på nogle dage strækker sig over 300 kilometer og byder på vandpassager og andre lignende udfordringer, er det nok heller ikke den bedste idé at have helt grønne nybegyndere med i feltet.

Er du ejer af en Africa Twin, og kunne du tænke dig at komme med til turen på Island næste år, kan du læse mere på Honda Adventure Roads hjemmesiden.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start