Brembo vinder design award - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Brembo vinder design award

Brembo 19RCS CORSA CORTA RR vinder eftertragtet pris ved Red Dot Design Awards i Essen, Tyskland.
Steffen F. Olesen
26/06-2023 kl. 10:44

Den trofaste MagaCin læser er sikkert bekendt med Red Dot Design Awards, hvor en jury hvert år uddeler priser i de tre kategorier Product Design, Brands & Communication og Design Concept.
Et projekt hvor især Honda de seneste par år er vendt hjem med sin andel af priserne, for alt lige fra motorcykler og scootere til biler og generatorer.
Også Yamaha har gjort sit indtryk på dommerne for nyligt; og der kommer vel ikke som noget overraskelse, at modeller som MT-09 og R7 fald i god jord sidste år.

Men det er bestemt ikke kun veletablerede virksomheder som ovennævnte, der modtager hæder ved Red Dot Design Awards.
Eksempelvis stillede relativt nyetablerede Finske Verge Motorcycles – som du kommer til at høre mere om inden længe – også an med deres roadster forrige år. En motorcykel som angiveligt smider ikke mindre end 1.000 elektriske newtonmeter, og med denne snuppede de en pris i kategorien Product Design.

Ikke kun køretøjer
Måske har du allerede regnet ud, at Red Dot Design Awards giver priser ud for alverdens produkter, og altså ikke kun køretøjer eller motorer. Og efter den netop overståede udgave af prisuddelingen kan den italienske producent af bremsekomponenter, Brembo, fortælle, at det nu blev deres tur til at løbe med en sejr.
Og ud fra en nyligt modtaget besked kan vi således konkludere, at der blandt juryen også personer der sætter pris på det grej, som måske ikke alle lige lægger mærke til ved første øjekast.

I beskeden beskriver Brembo indledningsvis Red Dot Design Awards som en af de vigtigste og mest præsigefyldte konkurrencer i branchen, hvorfor de er beæret over at modtage en pris for deres 19RCS CORSA CORTA RR, som du ser på billedet over artiklen.

19RCS CORSA CORTA RR er en radial bremsemaster fra den absolut øverste hylde i de hellige haller i Italien, og kombinerer ifølge producenten performance og lav vægt med et sporty look på en måde, så den komplimenterer knivskarpe kåbecykler såvel som nådesløse naked bikes.

De elegante stumper er skåret af et stykke aeronautisk aluminium, og er resultatet af utallige timer med analyser samt tests i laboratorier såvel som på racerbaner verden over i selskab med de hårde drenge fra MotoGP og World Superbike.

Den tillader operatøren af bæstet at skræddersy bremsesystemets indledende bid i skiverne, hvor der faktisk ikke skal ret meget mere viden om bremser til, end at man skal vælge én af tre positioner, som har fået navnene Normal, Sport og Race, hvor Normal er beregnet til hverdagskørsel og gråvejrsdage, Sport er til lidt friskere kørsel hvor der ønskes et hurtigere indledende bid med en “dynamisk” respons, og i sidste ende Race som byder på kontant afregning ved kasse ét.

Hertil gør den brug af Brembo’s Ratio Click System (RCS), som via en justérskrue på oversiden af masteren gør det muligt at justere hvor meget væske der skal løbe gennem systemet.
Her kan justeres fra 18mm til 20mm.

Ikke første gang
Som nævnt er 19RCS CORSA CORTA RR seneste udgave, og faktisk vandt forgængeren 19RCS CORSA CORTA (uden RR) også en pris ved Red Dot i 2019.
Men hvorfor betyder der så meget for producenterne, at deres produkter modtager en Red Dot pris?

Jo, hvert år er der i omegnen af 20.000 enheder tilmeldt eventet, og i år blev produkter fra 60 forskellige lande vurderet i 51 individuelle konkurrencer.
Så at blive udpeget som den bedste i en kategori, blandt et væld af konkurrencedygtige produkter, må alt andet lige betyde, at alt det arbejde der er lang i produktet ikke er spildt.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start