Suzuki tilbage i MotoGP?
Det er nu et par år siden det blev bekræftet, at Suzuki med udgangen af 2022-sæsonen ville trække stikket til MotoGP – selvom producenten egentlig havde skrevet kontrakt til og med 2026.
En beslutning, hvor årsagen skulle findes i Suzukis beslutning om at tilgodese behovet for at allokere ressourcer til andre alternativer og et bæredygtigt samfund.
En del af skylden skulle nok også findes i, at EURO5 normen tvang GSX-R 1000 i knæ til 2023 på en måde, så den udgik af modelprogrammet i Europa og England – og senere også i hjemlandet.
For de motorcykler, der bliver kørt på i MotoGP, er prototyper, hvorfra teknologien i stor stil drypper ned på de modeller, der bliver godkendt til gadebrug. Og de motorcykler, der bliver brugt i eksempelvis World Superbike, er baseret på gademaskiner.
Så her kunne man velsagtens finde en sammenhæng?
En trist nyhed for de mange fans verden over. Og det var også dem, som hoppede i med begge ben, da Alex Rins den 28. december 2022 skrev på sociale medier, at Suzuki havde vendt 180 grader og alligevel ville stille op i MotoGP i 2023.
Et opslag, som han efterfølgende måtte undskylde, da det blot var, hvad der svarer til en dansk aprilsnar.
Men nu ser det ud til, at der alligevel er en smule håb forude for dem, som ønsker Suzuki tilbage i tohjulet motorsport på fast underlag.
For i et interview med det italienske medie Corriere dello Sport har Suzukis præsident, Toshihiro Suzuki, udtalt, at Suzuki er åben for at vende tilbage.
Ja, hvis ikke garanteret med sætningen: “Vi vil vende tilbage til racerløb og vinde igen.”
Udfordringen ligger i, at Suzuki først skal have løst udfordringerne med at producere en sportsmaskine til gaden, inden de kan stille op i kongeklassen. For som Toshihiro Suzuki siger:
“Hvis vi ikke har et komplet og detaljeret udvalg af modeller, som vi kan tilbyde vores kunder, er det lige meget, om vi er i MotoGP eller ej. Og lige nu har vi det ikke, så det vigtigste for os er at kunne tilbyde det hurtigt.”