Hard enduro på rally maskine - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Hard enduro på rally maskine

Matthias Walkner træder i Pol Tarrés' fodspor i Red Bull Romaniacs, og skal dyste mod et spirende dansk endurotalent
Nicolaus Johansen
19/07-2022 kl. 06:02

For et lille år siden kunne vi her på siden fortælle om, at Pol Tarrés ville stille op i et af de hårdeste og mest legendariske hard enduro løb, nemlig Red Bull Romaniacs, som foregår i Sibiu i Rumænien.
Det er i sig ikke verdens mest spændende historie, men det sjove var, at Tarrés valgte at deltage på sin Yamaha Ténéré 700, fremfor en enduromaskine bygget til formålet.

Spanieren formåede at komme i mål som nummer 18 i bronzeklassen, som absolut ikke er for den gennemsnitlige grusentusiast, og slet ikke på en maskine der vejer omkring 200 kg, modsat konkurrenternes endurocykler, som vejer omtrent det halve.

Når en så kompetent chauffør som Tarrés – der har imponeret os med Seeker og Seeker II, og senest sit rekordforsøg i Andesbjergene – ikke kan placere sig højere i klassementet, giver det os et praj om, hvor vildt et terræn der skal forceres i sagnomspundne løb.

Det ekstreme terræn, og bøvlet med at tackle en motorcykel som ikke er konstrueret til det, er dog ikke noget som har afskrækket den erfarne rallykører Matthias Walkner.

Hard Enduro på rallymaskine
Ifølge flere medier, vil Dakar-vinderen fra 2018 stille til start i Red Bull Romaniacs på samme maskine, som sikrede østrigeren en tredjeplads ved dette års Dakar-løb.
Og på samme måde som Tarrés’ Ténéré er Walkners rally-maskine noget tungere end de enduro-dyr, som konkurrenterne stiller til start med.
Med en tørvægt i omegnen af 140 kg, presser Walkners KTM dog ikke badevægten så hårdt i bund som Tarrés’ Yamaha, men det er alligevel et ordentligt skur at tumle med i det hårde løb.

Hvis du selv kunne tænke dig en maskine (næsten) magen til Walkners, producerer KTM hvert år en 450 Rally Replica, som er konstrueret til misbrug af stopure lige ud af kassen.

Matthias Walkner har uden tvivl enormt meget erfaring, når det gælder om at skynde sig ude i terrænet. Og med mange Dakar-løb på CV’et ved han også en ting eller to om løb der foregår over flere dage, som det også er tilfældet i det rumænske hard enduro løb.
Om Walkners viden og erfaring fra Dakar kan omsættes til et fornuftigt resultat i Red Bull Romaniacs må tiden vise.

Flere medier har rapporteret, at Matthias Walkner skal konkurrere mod den yderst erfarne Pol Tarrés, som igen i år skulle stille op i løbet, men for nuværende fremgår hans navn ikke på deltagerlisten.
Vi krydser fingre for at Tarrés stiller op, så vi kan se hvem der klarer sig bedst i løbet, og glæder os samtidig over at vi med sikkerhed kan sige, at Walkner skal kæmpe imod de rød/hvide farver.

I samme klasse som Walkner stiller det unge danske endurotalent, Nicolaj Thybring, nemlig til start.
En frisk ung mand med oceaner af talent, som du kan læse mere om via linket ovenfor, og som i øvrigt nappede prisen som årets ungdomstalent ved Dansk Motorsport Award.

Følg med
Red Bull Romaniacs løber af stablen den 26. juli og varer indtil den 30.
Løbet sættes i sving med en prolog, der foregår i Sibius middelaldercentrum, hvor fans kan komme helt tæt på kørerne i alle klasser.

På arrangørens hjemmeside er der masser af informationer om løbet, deltagerne samt fede fotos og videoer. Og følger du med fra mobilen, kan du med fordel smutte forbi Dougie’s Romaniacs WEBapp, så du er sikker på at få den mest optimale brugeroplevelse.

Red Bull Romaniacs bliver også dækket af Red Bull TV, hvor du udover det vilde event som er omtalt her i artiklen, også kan finde en masse andet guf for motorsportsinteresserede.
Eksempelvis en masse fedt videomateriale fra årets Erzbergrodeo.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start