Vi bliver oversvømmet med teasere - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vi bliver oversvømmet med teasere

Der er vildt meget på programmet i de kommende uger, og her får du et lille udpluk af hvad vi glæder os til.
31/10-2025 kl. 16:23
Anslået læsetid: 5 Minutter

Det flyder med teaservideoer og billeder på internettet i disse dage, og især Instagram er en platform, hvor producenter fra hele verden er i gang med at opbygge spændingen.

Det er der egentlig ikke noget nyt i; for efter Corona-pandemien, hvor fysiske præsentationer blev besværliggjort, eller helt nedlagt, er indholdet på tværs af sociale medier i forbindelse med afsløringer af nye modeller eksploderet.

Men alligevel synes vi her på redaktionen, at der er mere fart på online-optakten til 2026-sæsonen, end vi husker fra tidligere år. Og da skribenten her sad i sofaen i går aftes, blev jeg ganske enkelt oversvømmet med påmindelser om, at startskuddet går om ganske få dage.

Nedenfor kan du se et par eksempler på de opslag, jeg snakker om, og måske på den måde forberede dig lidt på, hvad næste uge har at byde på.
For det kommer til at gå stækt!

Aprilia

Den teaser der ankom med den første bølge, var fra Aprilia. Og hvor mange motorcyklister nok mest forbinder Aprilia med kåbeklædte sportsjern, og en enkelt yderst velkørende knoldhopper, er der her tale om noget helt andet.

Aprilia afslører ikke meget i nedenstående opslag, og så alligevel. For selvom vi hverken får noget at vide om modelnavn eller teknik, og ej heller en flot produceret video, er det tydeligt at se, at her er der tale om noget helt andet, end hvad vi er vant til.
En scooter, der velsagtens kan sidestilles med eksempelvis Honda X-ADV.

Zero

Den næste teaser der trillede ind over dørtærsklen blev leveret af amerikanske Zero Motorcycles, som i de senere år er gået lidt stille med dørene på den elektriske mc-scene.
Men nu lader det altså til, at Zero Motorcycles er klar til at lege med.

I hvert fald fortæller de, at der sker noget spændende ude i horisonten, og at vi skal holde øje i næste uge.
Og med den melding mener de uden tvivl tirsdag d. 4/11, hvor pressen inviteres indenfor til verdens største motorcykelmesse i Italien.

Den trofaste MagaCin-læser er jo også bekendt med, at Zero Motorcycles flytter hovedkvarteret til Europa.
Det kan du læse mere om her.

Suzuki

Som du kan se i Instagram-opslaget under dette afsnit, er Suzuki også med på legen. Og ifølge opslaget skal vi altså forberede os på, at det først er i næste uge det bliver rigtig sjovt!

Og hvad Suzuki helt præcist mener med det, er vi meget spændte på at se.
For det er jo efterhånden tre måneder siden japanerne lod Gixxer 1000 genopstå, og GSX-8T samt 8TT er ligeledes afsløret.
Så hvis det kan blive endnu sjovere end det, må Suzuki altså have noget fedt på programmet.

CFMOTO

Er du kommet hertil i artiklen går jeg ud fra, at du er lidt interesseret i hvad der rør sig i den tohjulede verden. Og derved er det næppe gået din næse forbi, at CFMOTO det seneste stykke tid har kørt på alle kedler.

Derfor er det heller ikke overraskende, at CFMOTO har flere modeller på programmet til dette års udgave af EICMA, hvor de med nedenstående opslag giver et hint til hvad vi kan forvente.

Med teksten Born to explore, Designet to inspire og et tydeligt billede af en Adventurebike, kan man sagtens gætte, at der er endnu en MT-model på trapperne. Men hvad den har at byde på, har producenten endnu ikke afsløret.
Tunger der primært beskæftiger sig med rygter siger dog, at de har opsnappet dokumenter der handler om en 1.000-kubikker med bogstavet X som efternavn.

Det er ikke et rygte vi kan bekræfte, men til gengæld forventer vi at se mere til den omdrejningsvillige 997cc V4-motor, som efter alt at dømme bliver at finde i en kåbeklædt superbike, smasket til i fine stumper fra velkendte producenter.

Verge

Nu er vi et sted, hvor læseren virkelig bliver sat på prøve… Hvor lang tid har du fulgt med?

Første gang vi nævnte Verge Motorcycles på MagaCin, var i en artikel skrevet helt tilbage i 2018.
Dengang hed den finske virksomhed RMK, og modellen vi endelig fik lov at prøve for et par år siden, som det eneste danske mc-medie, gik dengang under navnet E2.

Siden dengang er det løbet vildt meget vand gennem åen; Verge har åbnet flere filialer på verdensplan, modellen har udviklet sig på flere punkter og firmaet har valgt at gøre deres unikke baghjulsmotor tilgængelig for andre producenter.

Harley-Davidson

Hvor skal vi dog starte, og hvor skal vi slutte… Harley-Davidson har givet anledning til et utal af overskrifter de seneste år, med fyringer, nye chefer, konstante strategiske retningsskift og prioriteringer.

Her hjemme kunne vi tidligere på året bringe en trist historie om, at Cap’s Harley-Davidson skrev det afsluttende kapitel i bogen om Aarhus-afdelingen d. 27. september.
Men nærmes allerede inden danske H-D fans kunne nå at fjerne tårerne fra øjenkrogen meldte virksomheden ud, at butikken genopstår i nye rammer.

Og nu er Harley-Davidson, ifølge opslaget her under, snart klar med det første af to kapitler, hvor 2026-lineuppet vil blive afsløret.

Travlt men fedt!

Ovenstående er blot et lillebitte udpluk af de mange præsentationer, der finder sted i næste uge. Så du kan nok forestille dig, at redaktionen går en travl tid i møde, selvom sæsonen er gået på hæld.

Og da skribenterne på Danmarks Hurtigste MC-Medie består af helt almindelige motorcykeltosser, glæder vi os enormt meget til de utrolig mange nyheder der er på programmet til næste år.
Modeller som vi kommer helt tæt på tirsdag i næste uge i Italien, og på dagen – samt de efterdølgende uger – deler med dig her på siden, på vores Instagram, Facebook og YouTube.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025