
KTM vil udvide RC-familien: Nye 790- og 490-modeller er på vej
KTM har taget første skridt mod en ny generation af sportmotorcykler med lanceringen af 990 RC R. Men den kåbeklædte, lygtebærende gaderacer bliver langt fra den eneste.
Nu bekræfter den østrigske producent, at modelprogrammet skal udvides med både en 790 RC og en 490 RC, hvilket markerer begyndelsen på en bredere satsning på sportslige gademotorcykler.
Meldingen kommer fra KTM’s administrerende direktør, Gottfried Neumeister, der ser en komplet RC-serie som en vigtig del af mærkets fremtidige strategi.
Fra nichemodel til komplet modelprogram
990 RC R blev præsenteret tidligere i år som KTMs første nye supersportmodel i flere år. Men hvor den model placerer sig i den øvre del af mellemklassen, skal de kommende 790 RC og 490 RC gøre RC-navnet relevant for et langt bredere publikum.
Der er endnu ikke offentliggjort tekniske detaljer eller en lanceringsplan, men man kunne meget vel forestille sig, at 790 RC vil bygge videre på den velkendte platform fra 790 Duke.
Samtidig ventes 490 RC at blive den nye indstigningsmodel for motorcyklister, der ønsker en sportslig køreoplevelse i en mere tilgængelig prisklasse.
Asfalt fylder mere hos KTM
KTM har for mange i årtier været synonym med motocross, enduro og rally, men markedet er under konstant udvikling, og gademotorcykler udgør i dag en stadig større del af forretningen.
Derfor ønsker producenten også at styrke sin position på asfalt, og ifølge Neumeister spiller MotoGP en central rolle i den udvikling.
Fabrikkens engagement i verdensmesterskabet handler ikke kun om sportslige resultater, men også om at udvikle teknologi og opbygge et image, som kan overføres direkte til de motorcykler, kunderne møder hos forhandlerne.
Den strategi begyndte for alvor med 990 RC R, og de kommende modeller skal være med til at gøre forbindelsen mellem racerbane og landevej endnu tydeligere… en tilgang, som flere af konkurrenterne allerede har haft succes med.
Et vigtigt signal efter en vanskelig periode
Planerne om flere RC-modeller sender samtidig et klart signal om, at KTM fortsat ser fremad.
De seneste år har været præget af økonomiske udfordringer og spekulationer om virksomhedens fremtid, men producenten har siden bekræftet sin fortsatte deltagelse i MotoGP gennem en ny flerårig aftale.
Det giver samtidig et billede af en virksomhed, der igen investerer i udviklingen af nye modeller frem for blot at fokusere på den kortsigtede drift.
Skal tage kampen op i et voksende segment
Den sportslige har ændret karakter de seneste år. Hvor fokus tidligere lå på rendyrkede 600-1000cc racermaskiner, efterspørger mange motorcyklister nu lettere og mere alsidige sportscykler, der fungerer både på landevejen og ved lejlighedsvise banedage.
Her vil KTM få konkurrence fra blandt andre Yamaha, Triumph og Kawasaki, som alle allerede tilbyder modeller i mellemklassen.
Med en RC 790 og en RC 490 får den østrigske producent mulighed for at dække et bredere udsnit af markedet og tilbyde en naturlig vej op gennem modelprogrammet for de sportsligt interesserede.
Hvornår de to nye modeller bliver præsenteret, har KTM endnu ikke løftet sløret for. Men retningen er klar; RC-navnet skal igen være en central del af producentens gademodelprogram, og 990 RC R ser ud til blot at være begyndelsen på en langt større satsning.



