KTM finsliber "Skalpellen" med stor 2027-opdatering - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM finsliber “Skalpellen” med stor 2027-opdatering

KTM har præsenteret den mest omfattende opdatering af 790 DUKE til dato med nyt design, forbedret ergonomi, WP-bremser og opdateret affjedring.
23/06-2026 kl. 08:09
Anslået læsetid: 6 Minutter

KTM har lanceret den nye 2027 KTM 790 DUKE, der med producentens egne ord markerer et dristigt comeback for “Skalpellen” og samtidig repræsenterer den mest omfattende udvikling af modellen til dato.

For blot en måned siden kunne du her på MagaCin læse, at KTM halverer lageret og løfter salget markant. Efterfølgende har vi set endnu flere positive signaler fra Mattighofen, hvor det i begyndelsen af måneden blev annonceret, at den tidligere udviklingschef hos BMW Motorrad, Christof Lischka, tiltræder som Chief Technology and Product Officer (CTPO) hos KTM AG pr. 1. oktober 2026.

Derudover er det blot få dage siden, at KTM sammen med Aprilia, Ducati, Honda og Yamaha underskrev en aftale, der fastlægger rammerne for MotoGP fra 2027 til 2031. Der blæser altså friske vinde hos KTM, og det gælder tilsyneladende også for den nye KTM 790 DUKE.

Med opdateret aggressiv styling, mere intuitiv teknologi og ergonomiske forbedringer skal modellen styrke sin position i mellemklassen, hvor den ifølge KTM fortsat sætter barren blandt segmentets naked bikes.

Se den officielle præsentationsvideo Precision on Command – 2027 KTM 790 DUKE | KTM, hvor KTM tydeligvis spiller videre på fortællingen om den kirurgisk præcise “Skalpel”.

Aggressivt design

Den nye 2027 KTM 790 DUKE lægger sig visuelt tættere op ad mærkets større Duke-modeller. Fronten har fået et mere markant udtryk med en redesignet lygteenhed, der sammen med den nye benzintank strømliner og strammer modellens visuelle udtryk.

Ifølge KTM får ændringerne ikke kun motorcyklen til at se mere aggressiv ud, men skaber også en tydeligere forbindelse til KTM 990 DUKE, KTM 1390 Super DUKE R og 2026 KTM 1390 Super Duke RR, som har været med til at definere mærkets nyere designsprog.

Under de nye klæder finder man fortsat den tocylindrede EURO 5+ godkendte 799 cc LC8c-motor, som leverer 105 hk ved 9.500 omdr./min. og et maksimalt drejningsmoment på 87 Nm ved 8.000 omdr./min. i standardudgaven, mens A2-versionen er god for 95 hk. Et nyt udstødningssystem med ny lyddæmper fuldender pakken.

Fokus på førerergonomi

Selv om designet umiddelbart bemærkes som noget af det første, er det langt fra de største nyheder på modellen. KTM fremhæver selv en gennemgribende revision af førerergonomien og det ændrede forhold mellem styr, sæde og fodhvilere.

Et nyt styr med en mere åben vinkel og repositionerede fodhvilere til både fører og passager samt et opdateret sæde skaber i forening en mere naturlig og afslappet kørestilling. KTM beskriver resultatet som en mere intuitiv forbindelse mellem fører og motorcykel.

Selv om modellen ved første øjekast fremstår større og mere voksen end forgængeren, er den ikke desto mindre blevet 2 kilo lettere, hvilket bidrager til lettere håndtering.

Nyt bagstel og bedre feedback

Ændringerne stopper dog ikke ved førerergonomien, da KTM også har konstrueret et nyt bagstel til 790 DUKE samt udstyret “Skalpellen” med nye gaffelbroer og en ny tankkonstruktion med en fladere top, der rummer 13,5 liter.
Det nye bagstel er støbt i aluminium og integrerer både luftfilterkasse samt luftindtag i siderne, hvilket ifølge KTM både reducerer vægten og øger stivheden.

Ifølge producenten bidrager ændringerne til bedre køreegenskaber med mere præcis styring og tydeligere feedback fra forhjulet. Netop følelsen af kontakt med forhjulet har altid været et vigtigt element i Duke-seriens identitet, og KTM ønsker tydeligvis at forstærke den oplevelse.

Et andet område, hvor KTM har lyttet til kundernes ønsker, er elektronikken. Fabrikken oplyser, at Demo Mode gradvist udfases på kommende modeller efter feedback fra motorcyklister verden over.

Nye bremser og opdateret affjedring

Den nye KTM 790 DUKE er desuden udstyret med WP-styrdæmper som standard samt et nyudviklet bremsesystem fra WP.

KTM beskriver bremsesystemet som et markant skridt fremad med større bremsekraft ved reduceret aktivering af bremsegrebet og en mere lineær respons uden det voldsomme indledende bid, der ses på visse sportslige modeller.

Foran arbejder en radial hovedbremsecylinder sammen med to radialt monterede firestemplede bremsekalibre, der bider om 300 mm flydende ophængte bremseskiver.
Udviklingen under eget tag er baseret på erfaringer fra ingeniører, fabrikskørere og testkørere fra hele verden.

Bagest håndterer en bremsekaliber med et enkelt stempel opgaven sammen med en 240 mm bremseskive, og bremsepedalen kan justeres til optimal position.
WP-bremserne er ifølge KTM et markant skridt fremad i førerorienteret performance samt kontrol.

Affjedringen er ligeledes opdateret, hvor der forrest er monteret en WP APEX 43 mm USD-forgaffel med 150 mm vandring, og den justerbare kompressions- og returdæmpning håndteres separat i hvert gaffelben.

Bagtil ses en WP APEX Monotube dæmper med 170 mm vandring, hvor justering af både fjederforspænding og returdæmpning er mulig. Bagdæmperen er blevet 5 mm længere, hvilket sammen med 20 mm ekstra hjulvandring skal forbedre komforten over mindre ujævnheder, forbedre responsiviteten over større bump og optimere affjedringen i det tidlige arbejdsområde.

KTM har derudover gjort justeringen enklere med et nyt system, hvor affjedringen kan finjusteres via et let tilgængeligt femtrins-justeringshjul.

Pirelli erstatter tidligere dækvalg

2027 KTM 790 DUKE leveres fra fabrikken med Pirelli Diablo Rosso IV-dæk, og KTM fremhæver dækkene som endnu et bidrag til modellens dynamiske egenskaber og fokus på præcis og engagerende kørsel.

Tilgængelighed og pris

Den nye KTM 790 DUKE forventes at være hos autoriserede KTM-forhandlere fra slutningen af juli, og nyheden er allerede prissat til kr. 119.990,-

Det kan du se på KTM’s danske website, hvor du også kan se flere billeder og nærstudere modellens tekniske specifikationer.

Det fremgår desuden af KTM’s danske website, at modellen fortsat er udviklet og designet i Østrig, mens produktionen finder sted i Kina.

Del med en ven