KTM 990 RC R – supersport til både hverdag og trackdays
Dem med kløende håndflader i højrehånden kan godt begynde at glæde sig, for 2026 KTM 990 RC R er på vej.
Og det østrigske mærke lover en maskine, der forener det bedste fra to verdener: nervepirrende sportslighed på banen og gennemført brugbarhed i hverdagen.
KTM beskriver selv modellen som mærkets nye hovednummer i Supersport-segmentet, og ambitionen om at sætte nye standarder for performance, stil og køreglæde i klassen er fremherskende i den rundsendte pressemeddelelse.
Årelang udvikling
RC R er kulminationen på flere års udvikling, hvor KTM har kombineret erfaringer fra deres omfattende udviklingsarbejde med aerodynamiske data hentet direkte fra motorsportens verden.
Resultatet er angiveligt en motorcykel, der ikke blot ser hurtig ud, men som også er konstrueret til optimal stabilitet under acceleration, præcis styring og den nødvendige agilitet, når kurverne snævrer ind.
Se tre videoer fra udviklingsarbejdet her.
KTM har i forbindelse med lanceringen delt også videoen under dette afsnit.
Motor og chassis
Drivværket i motorcyklen er den velkendte 57 kilo lette EURO5+ godkendte LC8c-motor, som er god for 130 hk og et maksimalt drejningsmoment på 103 Nm.
Det burde være effekt nok til at sende raketten afsted fra ethvert lyskryds, som var det fra startgridden i et racerløb.
Maskineriet er monteret i et specialbygget stålrørsstel med støbt aluminiums-bagstel, som er afstemt til at give både tilstrækkelig stivhed og føling med forhjulet, uden at det går ud over den kvikke manøvredygtighed, som KTM-kørere værdsætter.
Sportslig DNA
Det sportslige DNA understreges af kåben, som er udviklet i vindtunnel, de skarpt designede kåbedele, toppen af poppen med radialt monterede Brembo HyPure bremsecalipere der napper om 320 bremseskiver forrest samt WP APEX affjedringen.
Fra cockpittets 8,8” TFT-display kan der som standard vælges mellem køreprogrammerne Rain, Street, Sport og Custom.
Yderligere tilpasningsmuligheder for personlige præferencer er tilgængelige med Track-mode og to ekstra Custom-indstillinger som option.
ABS-systemet byder på de fire forskellige programmer – Street, Sport, Supermoto+ og Supermoto ABS – så de personlige præferencer også i den henseende kan tilgodeses på alt fra regnfuld landevej til leg på trackdays.
Ergonomi og praktiske detaljer
RC R er som udgangspunkt Ready to Race, men KTM har alligevel tilgodeset komforten.
En seks-punkts ergonomisk kontaktflade giver aflastning til knæ, arme og hænder, og justerbare fodhvilere gør det lettere for både høje og lave kørere at finde sig til rette.
Vi tvivler dog på, at ret mange passagerer vil finde komforten på bagsædet imponerende.
Vægten er trimmet, hvor det er muligt, og en benzintank der rummer 16 liter dinosaurjuice sikrer, at rækkevidden er til mere end bare korte stints.
TRACK-version og Cup-serie
For de mest dedikerede lanceres også en 990 RC R TRACK, som er en banespecifik udgave, der er strippet for overflødige dele, er forsynet med en skrabet instrumentering, udstyret med dedikeret elektronik, har mere hardcore bremseslanger samt en baneoptimeret gearkasse og elimineret ABS-modulator.
Derudover åbner KTM dørene til en RC R CUP-serie, hvor både STREET- og TRACK-versionen kan bruges.
Cup’en er tænkt som springbræt for kørere, der vil tage springet fra trackdays til egentlig konkurrence, og KTM lover mentorstøtte fra professionelle KTM-kørere.
Tilgængelighed
Produktionen af 2026 KTM 990 RC R begynder i oktober 2025, og de første eksemplarer ventes at lande hos forhandlerne kort derefter.
Baneudgaven får officiel debut i februar 2026, hvor Cup-serien starter i Europa i foråret.
Læs yderlige detaljer om nyheden på KTM’s website, der er opdateret med denne sektion dedikeret til modellen.
Med 990 RC R får KTM med deres egne ord et markant Supersport-alternativ i modelprogrammet, som trækker direkte på erfaringer fra motorsporten.
En maskine med kræfter, teknik og elektronik i topklasse – men også med blik for brugere, som ønsker at nyde modellen på landevej uden at ofre al komfort.
Det bliver spændende at se, hvordan modellen vil stå i det danske marked, når prisen inklusive de sædvanlige danske afgifter offentliggøres.
Endnu en model vi ser frem til at stifte bekendtskab med på nærmeste hold, ved efterårets snarligt kommende mc-messe EICMA i Italien.
Flybilletterne er for længst bestilt.

