2023 Honda priser - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

2023 Honda priser

Under denne artikel finder du en foreløbig prisliste over Honda's 2023 program
Steffen F. Olesen
18/11-2022 kl. 11:51

EICMA, EICMA og EICMA… Ja, vi ved det godt. Der har de seneste dage været meget skriveri om den store mc-messe i Italien, men det var her vi blev præsenteret for en stribe super spændende modeller, som lander på det danske marked inden længe, og Honda havde også et par lækkerier med på programmet.

Allerede inden undertegnede satte sig til rette i auditoriet, hvor Honda afholdt deres præsentation, vidste jeg godt, at den genoplivede Hornet ville trille ind over scenen. Men det gjorde det bestemt ikke til en kedelig affære, for det var jo første gang vi så modellen med egne øjne.
Og selvom der er delte meninger om modellens udseende, og om den lever op til det efterhånden ikoniske navn, så er der ingen tvivl om, at der er tale om en rigtig fin motorcykel.

Modellen som efterhånden har fundet vej til en del artikler her på MagaCin, med alt lige fra rygter til patenttegninger og videoer, lander efter planen hos de danske forhandlere ret tidligt næste år, og bliver udstillet med et prisskilt omkring halsen hvorpå der står 95.995 danske kroner.

Priser på det meste
De fleste 2023-modeller fra Honda kan du finde prisen på under alt dette skribleri, men det er altså ‘kun’ på de fleste.
For som nævnt i de indledende linjer over brødteksten, så er nedenstående blot en foreløbig oversigt. Og som du måske allerede har bidt mærke i, så er der et par modeller på denne hvor priserne gemmer sig lidt.

En af de hemmelige priser er den for modellen XL750 Transalp; En model som vi kan fornemme, at en del danskere har set frem til, og det kan vi da sagtens forstå.
For endnu engang har patenter, spionfotos og lignende vækket en følelse hos mange, der bedst kan beskrives som dengang vi var små og ventede på, at den første halvdel af d. 24. december blev overstået, så vi kunne komme i gang med det allervigtigste.

Og jeg kan oplyse læseren om, at det ikke kun er danskerne der har ventet spændt på at se den genoplivede og reviderede bjergged fra Honda.
For som du kan se i videoen fra Hondas pressepræsentation på EICMA via linket her, så blev der klappet nok så flot, da den langbenede fætter trillede ind bag rampelyset.

En anden model hvor prisen endnu ikke er helt fastlagt er Honda CL500; En fræk urban Street Scrambler, som MagaCin’s udsendte på ingen måde havde i tankerne, da vi satte os til rette i de røde biografsæder i Italien, men alligevel den model som skribenten her blev mest nysgerrig på.
Måske fordi jeg i privaten ikke er den mest eventyrlige person, måske fordi jeg er en af redaktionens yngste medlemmer, eller måske bare fordi der ikke har været så meget opmærksomhed på denne som på de to andre det seneste års tid.

Under alle omstændigheder, så har Honda med deres præsentationsvideo skudt undertegnedes forventninger til en ordentlig omgang sjov og ballade helt i top.

Sidst men ikke mindst mangler Honda Danmark at bekræfte en endelig pris på CMX 1100 Touring, der – som navnet antyder – er en version af den af den største Rebel, hvor der er lagt vægt på øget komfort og praktikalitet med ting som styrkåbe og sidetasker.

Fælles for alle tre modeller er dog, at priserne efter alt at dømme bliver ret fornuftige. Men intet ligger fast endnu, og den danske Honda importør har lovet at vende tilbage med en opdateret prisliste så snart de kan.

Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start