Honda V3R 900 E-Compressor afsløret i officiel designregistrering

En officiel australsk designregistrering giver det hidtil klareste billede af den kommende Honda V3R 900 E-Compressor før serieproduktionen.
Anslået læsetid: 3 Minutter

Nu er der ifølge en australsk designregistrering nyt i sagen om Honda V3R 900, hvor de vedhæftede tegninger viser, hvad der kan være modellens endelige design.

Det er ikke længe siden MagaCin kunne fortælle, at Honda patenterer E-Compressor til flere motorkonstruktioner, da internationale patentansøgninger dokumenterer, at Honda udvikler flere tekniske løsninger til integration af mærkets elektriske kompressor i forskellige motorkonstruktioner.

I artiklen der er linket til herover indgik Honda V3R 900 E-Compressor og det japanske mærkes V3-motor med elektrisk kompressor som et naturligt element, da konceptet, som MagaCin så på nærmeste hold ved EICMA i 2024 og 2025, siden afsløringen af V3-motoren med kompressor har peget i retning af en spændende udvikling.

MagaCin skrev mod slutningen af 2025 om den næsten færdigudviklede Honda V3R 900 E-Compressor Prototype, som ifølge Honda skal levere præstationer på niveau med en traditionel 1200-kubikker. Prototypen blev dengang præsenteret i camouflagedragt med de nydesignede Honda-emblemer, som du også kan læse om i artiklen.

Dengang udtrykte vi et beskedent håb om, at en produktionsmoden udgave ville være klar før eller i det mindste ved EICMA 2026, der i år bliver rekordstor.

Det håb virker nu langt mere realistisk, efter at MagaCin har fundet frem til Hondas officielle australske designregistrering, som viser en motorcykel, der fremstår bemærkelsesværdigt tæt på en færdig produktionsmodel.

De nydesignede Honda-emblemer, som var monteret på prototypen ved EICMA i 2025, er derimod ikke synlige på designtegningerne.

Officiel designregistrering giver nye svar

Bortset fra artikelbilledet stammer billederne som kan ses i galleriet over artiklen fra registreringen med nummer 202612345.

Designregistreringen viser, at Honda indleverede ansøgningen allerede den 26. marts 2026 med prioritet fra en japansk designansøgning (2025-019994), der blev indleveret 2. oktober 2025.

Den officielle registrering afslører også, at navnene på de to designere bag modellen er Hongyup Song og Hiroshi Nitta, som begge er tilknyttet Honda, mens Honda Motor Co., Ltd. står som ejer af designregistreringen.

Designet var klar før EICMA 2025

Den japanske prioritetsansøgning er som nævnt længere oppe dateret 2. oktober 2025, altså allerede omkring en måned før Honda første gang viste den camouflerede V3R 900 E-Compressor Prototype på EICMA i 2025.

Sammenholdt med, at det overordnede design allerede var fastlagt, inden prototypen blev præsenteret for offentligheden i 2025, styrker offentliggørelsen af designregistreringen forventningerne om, at en produktionsklar udgave af Honda V3R 900 kan blive præsenteret allerede i år.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven