Husqvarna Vitpilen 1301 spottet i Europa

Noget tyder på, at Husqvarna har flere nye modeller i støbeskeen
Anslået læsetid: 3 Minutter

Rygter om en potent Vitpilen baseret på KTM 1290 Super Duke, har floreret i branchen siden 2016, hvor en vaks spion-fotograf skød et par billeder af en prototype som var ude at trille en tur på europæiske veje.
Nu er den voksne pil igen spottet i Europa, og når man tænker på, at der nu er faldet ro over hypen omkring den seneste version af ærkehertugen fra det orange søsterselskab, så er det måske et meget godt tidspunkt at sætte skub i denne prototype igen?

Tilbage i 2016 var der ingen tvivl om, at motorcyklen på de tidlige spionbilleder var i familie med Husqvarna’s neo-café modeller, men på de nyligt skudte billeder skal man være lidt skarpere for at se, at der er tale om en Husqvarna.
Nu bærer prototypen nemlig ikke længere de let genkendelige kåber fra pilen-serien, men derimod en stribe plastik og komposit komponenter fra KTM’s lagerhylder… Måske for at forvirre fjenden?

Men vi lader os ikke narre…! Kigger man lidt nærmere på billederne, så er det første man lægger mærke til den runde forlygte som vi kender fra de mindre pile og Norden 901.
Dykker vi endnu længere ned i billederne kan vi se, at modellen som testes kører på hjul med ni eger, og ikke fem som er at finde på Super Duke, har sidespejle i styrenderne med en form der på ingen måde ville finde vej til en moderne KTM, en belly pan som på de mindre søskende, og ikke mindst en udstødning der er hevet direkte ned fra Husqvarna’s hylder.

For år tilbage sneg ovenstående billede sig ud fra et investormøde, og her kan vi se, at der øverst i midten er et sløret billede af en nakedbike med efternavnet 1301, lige ved siden af en explorer af samme størrelse. Så vi satser stærkt på, at der inden længe også vil florere rygter og spionbilleder af en større Norden.

Rykker vi blikket en række ned kan vi se, at der ikke længere figurerer modeller med efternavnet 701, udover i enduro/supermotard sektionen, og flere pålidelige kilder peger også på, at Vitpilen/Svartpilen 701 vil blive opgraderet til 901 i nær fremtid.
Samme kilder har angiveligt hørt, at vi kan forvente en præsentation af Vitpilen 1301 næste år, så her på redaktionen krydser vi fingre for, at Husqvarna og KTM vi være at finde på EICMA i Milano til November.

Lidt længere nede på billedet vil du måske også bemærke, at efternavnet 401 også har fået vokseværk. Og når man tænker på, at der ikke er præsenteret 2022-modeller af de små pile, og for den sags skyld ej heller af større pile, så virker det oplagt, at producenten sparer op til en ordentlig omgang nyheder til 2023.

Lad os sammen vente i spænding og krydse fingre for, at der i samme pulje også kommer mere nyt om det elektriske E-Pilen koncept.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar