Motorcykel smadrer bil i sammenstød - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Motorcykel smadrer bil i sammenstød

Ducati DesertX er ud over modellens mange andre kvaliteter åbenbart også en veritabel dåseåbner
CO
23/11-2022 kl. 11:09

Inden du læser videre kan vi berolige dig med, at der ikke er personskader involveret i denne artikel, men derimod betragtelig materiel skade af en ret usædvanlig karakter.

Når en bil og en motorcykel kolliderer, er det typisk motorcyklen som beskadiges værst.
Men der findes også eksempler på undtagelser der bekræfter reglen.
Det har den spanske motorcyklist Carlos Sinewan, som de seneste 10 år har rejst verden rundt på motorcykel for nylig dokumenteret både via opslag på sociale medier, og med videoen du kan se længere nede i artiklen.

Carlos der opererer under navnet Charly Sinewan, kan følges både via den 47-årige globetrotters website, via opslag på sociale medier som Instagram, Twitter og Facebook, hvor han på sidstnævnte har 1.6 mio. følgere, og via eventyrerens YouTube kanal, som har 1,38 mio. abonnenter.

Fulgte Google Maps
I Facebookopslaget beskriver Charly, hvordan han for nylig fokuserede på at følge anvisningerne fra Google Maps, på ulovlig vis krydsede en vej, og som resultat kolliderede med en bil, hvorefter motorcyklen måtte en tur i asfalten.
Det beskriver den rejselystne spanier som noget lort, men han holder retfærdigvis ikke Google Maps ansvarlig for sin egen uopmærksomhed, og påtager sig det fulde ansvar.
Kollisionen medførte betydelig materiel skade af en lidt uventet slags, hvor forsikringsselskabet dog klarer det økonomiske mellemværende.
Og Charley gav en faktisk en omgang junkfood til de involverede, imens papirarbejdet blev ordnet.

Smadret bil
Sådan et lille sammenstød der ikke forårsager personskade, er i globalt regi en lille dagligdags hændelse, som ikke burde vække den store opmærksomhed.
Hvis det ikke lige var for det overraskende faktum, at Charly Sinewan’s Ducati DesertX bortset fra lidt småskrammer slap uskadt fra sammenstødet, og bilens forende nærmest blev flået fra hinanden.
Se kollisionen og de betydelige skader på bilen i begyndelsen af videoen nedenunder.

Som det fremgår af videoen herover, blev alt vedrørende det lille færdselsuheld klaret i god ro og orden.
Men man kan næsten ikke nære sig for at trække på smilebåndet over de ret omfattende skader på bilen.
En situation man nærmest ikke i sin vildeste fantasi turde drømme om.
Se endelig også Test: 2022 Ducati DesertX – Vanvittigt stærkt kort i klassen, hvor beskrivelsen af at DesertX er et vanvittigt stærkt kort nu må siges at være bekræftet.

Tackler de værste forhindringer
Ducati DesertX blev officielt præsenteret under sloganet Dream Wilder i slutningen af 2021, og uagtet Ducati nok ikke havde denne specifikke situation i tankerne, så har den italienske knoldhopper i hvert fald i dette tilfælde indfriet de vildeste drømme vedrørende modellens hårdførhed.
I forbindelse med den officielle lancering lærte vi, at Ducati DesertX er udviklet til at tackle selv de værste forhindringer, og Ducati har efter Centro Stile Ducati Director Andrea Ferraresi’s udsagn skabt en motorcykel, der presser grænserne for hvad man kan med en Ducati.

En veritabel dåseåbner
Men der var nok ikke mange som havde forestillet sig, at Ducati DesertX ud over modellens mange andre kvaliteter også brillerer som en veritabel dåseåbner.

Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start