Honda med masser af spændende nyt på EICMA
Honda er altid leveringsdygtig i forrygende pressekonferencer ved EICMA – der igen i år satte ny rekord – og det japanske mærke adskilte sig som sædvanligt fra de andre mærker med et arrangement i auditoriet i Fiera Milano 4. november.
Der så vi endnu et festfyrværkeri af spændende nyheder, som eksempelvis V3R 900 E-Compressor Prototypen, der trods den alternative lakering umiddelbart så ud til at være klar til serieproduktion.
Ydermere så vi for første gang den nye elektriske WN7, som allerede går i produktion i denne måned, og deltagerne blev introduceret til modellerne CB750 Hornet og XL750 Transalp, der fremover kan fås med mærkets E-Clutch som tilvalg, og CB500 Hornet, CBR500R og NX500 der får den smarte kobling som standardudstyr.
MagaCin havde fornøjelsen af at teste E-clutch, da vi i sommer testede Honda CB650R E-Clutch.
Og derudover så vi sidst men ikke mindst den nye 2026 Honda CB1000GT, som du kan læse mere om længere nede i artiklen.
Honda beviste endnu engang, at de er på forkant med udviklingen, og vi kan ikke dy os for at dele mærkets nylige opslag på sociale medier.
Opslaget herover illustrerer på en ret nuttet facon, at Hondas udviklingsafdeling konstant arbejder på højtryk med innovative tiltag, som efterfølgende kommer vi forbrugere til gavn.
Det var med en pæn portion begejstring, MagaCin efter pressekonferencen defilerede forbi Hondas stand for en dansk introduktion til nyhederne på den italienske mc-messe, hvor Mads Hansen fra Honda som altid var behjælpelig med at guide os gennem nyhederne.
Det kan du se en video af her under.
MagaCin indfandt sig så hurtigt på Hondas stand, at flere af nyhederne endnu ikke var transporteret fra auditoriet til standen, da MagaCins udsendte indfandt sig.
Men en af årets store nyheder var heldigvis på plads.
2026 Honda CB1000GT er med et markant aerodynamisk design og drejningsmoment nok til både langtur og leg på de snoede veje, og alt hvad du ønsker af en moderne Sportstourer – hurtig, komfortabel og gennemført Honda.
Som det tydeligvis fremgår af Instagramopslaget nedenfor.
Hondas nye store Sportstourer er – ligesom Honda CB1000F Concept vi så i Tokyo og CB1000F SE – baseret på Honda CB1000 Hornet, som MagaCin testede for knap et par måneder siden, hvor Steffen dengang blandt andet beskrev modellen som yderst velkørende, let overskuelig og økonomisk overkommelig.
Uagtet den nye CB1000GT er baseret på Hondas største gedehams, CB1000 Hornet, så er japanerne i en noget anden boldgade med mærkets nye rejsekammerat, der nu stikker brodden i et helt andet segment.
Modellen der allerede er prissat til kr. 199.995,- hos danske forhandlere, ser unægteligt spændende ud, og Honda delte umiddelbart efter præsentationen på EICMA videoen, der kan ses nedenfor.
Det er formentlig hyggeligt nok, at se videoen herover, men den håbefulde havde måske forestillet sig uddybende information. Men så er det jo meget heldigt, at læseren allerede med Mads’ beskrivelse i videoen øverst har dannet sig et første ret godt overblik over modellen, og Honda beskriver fra officielt hold frit oversat nyheden således i den korte version:
“CB1000 GT udvider Hondas program af touringmodeller for dem der er på udkig efter en fuldt udstyret motorcykel, der er rig på elektronik, og kan køres på lange stræk i uovertruffen komfort. Men som også er klar til at levere spændende underholdning når motorvejen ender og de snoede veje begynder.”
Den lidt længere opsummerende beskrivelse af modellen lyder således:
Honda introducerer en ny type Sportstourer med en klasseførende ny model.
CB1000GT tager udgangspunkt i Hornet som base og forvandler den til en motorcykel, der både kan tilbagelægge lange stræk og angribe snoede landeveje, med fuld – men afbalanceret – effekt fra den firecylindrede 1000cc rækkemotor med Throttle-By-Wire (TBW).
Der er rigelig plads til både fører og passager, og standardudstyret omfatter Showa Electronically Equipped Ride Adjustment (Showa-EERA™) affjedring samt dobbelte 310 mm bremseskiver forrest med radialt monterede firestemplede bremsekalibre asissteret af Cornering ABS med input fra en 6-akset Inertial Measurement Unit (IMU).
Standardudstyret er omfattende: Femtrins justerbar vindskærm, sidetasker, fartpilot, varme i håndtagene, håndbeskyttere, centerstøtteben og quickshifter.
Hverdagens bekvemmelighed sikres af et 5″ TFT-display med Honda RoadSync smartphone-opkobling, Honda Smart Key og selvslukkende blinklys med Emergency Stop Signal (ESS).
Tre farvevarianter bliver tilgængelige: Grand Prix Red, Pearl Deep Mud Gray og Graphite Black.
Ovenstående beskrivelse følges ganske glimrende til dørs med videoen 2026 CB1000GT Model Features | Honda Motorcycles.
I videoen herover indføres seeren grundigt i 2026 Honda CB1000GT, så nedenstående er måske overflødigt, men måske alligevel kærkomment for de mest nørdede.
Styling & Udstyr
- Aggressive bodywork provides maximum aerodynamic protection
- Detachable rear panniers standard
- Five-position screen adjusts with one hand
- Cruise control, heated grips and knuckle guards standard fit
- Five-inch TFT display with Honda RoadSync smartphone connectivity
- Honda Smart Key convenience
- Auto-cancelling indicators with Emergency Stop Signal (ESS) function
CB1000GT er skabt i samarbejde mellem Hondas designteams i Italien og Japan og kombinerer skarpt design med funktionalitet. De markante linjer og dobbelte projektorforlygter understreger en aggressiv fremtoning, mens aerodynamikken – udviklet via Computational Fluid Dynamics (CFD) – sikrer effektiv vindbeskyttelse og neutral køredynamik.
Den femtrins justerbare vindskærm kan betjenes med én hånd og aftagelige sidetasker på 37 og 28 liter samt varmehåndtag er standard. I overensstemmelse med Hondas Triple Action to Zero miljømål er vindskærmen fremstillet af plantebaseret Durabio™, og sædebundene af genanvendt polypropylen.
Fartpilot, håndbeskyttere, centerstøtteben og Honda Smart Key er ligeledes standard, og der er fuld LED-lygteføring.
Instrumenteringen er udstyret med et 5″ TFT-display med Honda RoadSync smartphoneopkobling, der giver adgang til navigation, opkald og musik via Bluetooth. En USB-C-port ved instrumenteringen giver mulighed for opladning under kørsel.
Blinklysene er selvslukkende og udstyret med Emergency Stop Signal (ESS), der advarer trafikanter ved kraftig opbremsning.
Chassis
- Steel diamond-style twin-spar frame, with revised subframe increasing rider/pillion room
- Showa Electronically Equipped Ride Adjustment (Showa-EERA™) suspension standard fit
- Six-axis Inertial Measurement Unit (IMU)
- Four-piston, radial-mount front brake calipers, 310mm floating discs
- Cornering ABS improves braking security
- 120/70-ZR17 and 180/55-ZR17 front and rear tyres
CB1000GT er bygget over det kendte Hornet 1000 stel, men med et længere og stærkere bagstel med forstærkende tværrør, der giver øget styrke uden nævneværdig vægtforøgelse.
Den forlængede alu-bagsvinger – nu 635 mm mod tidligere 619 mm – øger stabiliteten ved høj hastighed og fuld oppakning, mens et nyt design af støddæmperophæng reducerer vibrationer.
Kronrørsvinklen er 25,0°, efterløbet 106,3 mm og akselafstanden 1.465 mm – 10 mm længere end Hornets – og frihøjden er øget til 133 mm.
Tallene for Hornet 1000 er 25°/ 98mm/ 1,455mm.
Vægtfordelingen 51/49 % (Hornet 1000 51.2%/48.8%) giver let styring, og den køreklare vægt er opgivet til 229 kg.
Sædehøjden er opgivet til 825 mm, og sædets polstring er øget med 15 mm for føreren samt 39,5 mm for passageren, og de støbte aluminiums-fodhvilere forbedrer passagerkomforten.
Affjedringen håndteres som tidligere nævnt som standard af Showa Electronically Equipped Ride Adjustment assisteret af den seks-aksede IMU fra Nippon Seiki, motorcyklens ECU, en Suspension Control Unit (SCU) og sensorer på affjedringen.
Systemet reducerer dyk i forenden under nedbremsning og justerer automatisk dæmpningen baseret på informationer fra motorcyklens ECU og IMU samt forgaflens opførsel med en reaktionstid på kun 15 millisekunder.
Dæmpningen kan ændres efter hastighed og kørselsforhold, så affjedringen bliver fastere ved høj fart, og bagdæmperens fjederforspænding kan finjusteres elektronisk i 24 trin under kørslen, imens der er manuel fjederforspænding på 41 mm USD-forgaflen.
Føreren kan vælge mellem fem affjedringsindstillinger:
- STANDARD – alsidig opsætning til hverdagsbrug.
- SPORT – fastere dæmpning til aktiv kørsel.
- RAIN – blødere respons for øget kontrol i vådt føre.
- TOUR – maksimal stabilitet og fast dæmpning til høj fart og fuld oppakning.
- USER – mulighed for personlig justering af dæmpning og forspænding.
Cornering ABS som henter data fra IMU’en, styrker sikkerheden ved nedlægning.
De 5-egrede aluminiumsfælge som henter inspiration fra CBR1000RR-R Fireblade, er monteret med 120/70×17 gummi for og 180/55×17 bagerst.
Motor
- CBR1000RR Fireblade engine retuned for super-smooth throttle response
- Strong mid-range torque with exhilarating top-end power
- Assist/slipper clutch control
Motoren der som bekendt hidrører fra CBR1000RR Fireblade i 2017-versionen, er tilpasset med særlige PGM-FI- og Throttle-By-Wire-indstillinger, der passer til Sportstourerens karakter.
Ændringerne for CB1000 GT er foretaget med fokus på jævn levering af motorens kræfter, hvilket ifølge Honda reducerer træthed for både fører og passager på lange stræk.
Motoren leverer 110,1 kW ved 11.000 o/min og et drejningsmoment på 102 Nm ved 8.750 snoninger, og Hondas ingeniører har ikke blot lagt stor vægt på lineær afvikling af effekten med et momentstærkt mellemområde, men også på et harmonisk træk gennem hele omdrejningsregisteret.
Den Euro 5+ godkendte motor har udvidet OBD, som nu kan registrere svovldioxid (SO₂) og overvåge eventuel nedbrydning af katalysatoren, så motoren altid yder optimalt.
Gearingen fra andet til femte gear er optimeret til kvik acceleration, mens sjette gear er befordrende for afslappet motorvejskørsel.
Koblingen er af assist/slipper-typen, som letter betjeningen, reducerer træthed og forhindrer baghjulshop ved hårde nedgearinger. Den standardmonterede quickshifter med automatisk mellemgas ved nedgearing muliggør glidende gearskift op og ned uden brug af kobling.
Brændstofforbruget er opgivet til 16,5 km/l, så den 21 liter store benzintank skulle være god for en rækkevidde på over 340 kilometer.
Elektronik
- Six-axis Inertial Measurement Unit (IMU) management of all ride systems
- Throttle By Wire (TBW) control; four default rider modes plus USER custom options
- Three levels of Engine Power and Engine Brake
- Three levels of Honda Selectable Torque Control (HSTC)
En forudsætning for balance mellem en adræt sportsmaskine og en komfortabel langdistance-tourer, er ifølge Honda tidssvarende elektronik.
I centrum af CB1000GT’s teknologi står kombinationen af avanceret Throttle-By-Wire (TBW) og en seks-akset Inertial Measurement Unit (IMU).
TBW giver føreren fuld kontrol over motorydelsen via fire forudindstillede køreprogrammer med faste kombinationer af Engine Power (EP), Engine Brake (EB) og Honda Selectable Torque Control (HSTC) – samt en USER-indstilling, hvor føreren frit kan sammensætte sin egen opsætning efter personlig præference.
Valg foretages nemt via en tommelfingerkontakt på venstre side af styret og vises på TFT-skærmen. Samtidig tilpasses affjedringen automatisk til det valgte program.
Både EP og EB har tre niveauer (1–3), hvor 3 repræsenterer den kraftigste effekt.
HSTC har ligeledes tre niveauer, hvor indgrebet justeres i realtid ud fra data om hældningsvinkler og bevægelse fra IMU’en – med niveau 3 som det mest indgribende.
Et ikon i displayet viser, når HSTC er aktivt, og systemet kan slås helt fra.
De fem køreprogrammer fungerer som følger:
- STANDARD: Middel indstilling for EP, EB og HSTC. Giver en naturlig, karburatorlignende gasrespons og afslappet karakter.
- SPORT: Maksimal effekt, lav EB og minimal HSTC for den mest direkte gasrespons og sportslig kørsel.
- RAIN: Laveste effektindstilling med blød gasrespons, medium EB og maksimal HSTC. Leverer dæmpet kraft i de tre første gear for øget sikkerhed på våd vej.
- TOUR: Samme motorkarakteristik som STANDARD, men med automatisk tilpasning af affjedringen afhængigt af hastighed – det eneste program med denne funktion.
- USER: Giver mulighed for at kombinere individuelle indstillinger for EP, EB og HSTC og gemme opsætningen til senere brug.
Det var en længere smøre, men sådan lyder den noget mere uddybende beskrivelse af 2026 Honda CB1000GT i tekst.
Alt på én gang – på Hondas måde
Det bliver interessant at se, om Honda har ramt plet med modellen, der kombinerer touring-komfort, den nyeste teknologi og sportsligt islæt i ét gennemført koncept.
Det afgør brugerne i sidste ende.
Med CB1000GT viser japanerne i hvert fald, hvordan klassisk firecylindret dynamik og moderne elektronik kan forenes i én maskine, der både kan æde kilometer og trække smil i svingene.
Prisen kender vi allerede, og det forventes at Honda CB1000GT lander hos danske forhandlere i begyndelsen af 2026.
Vi kan vist roligt fastslå, at den nye Sportstourer fra Honda bliver et af de mere interessante bekendtskaber i den kommende sæson.
Kører CB1000GT bare halvt så godt, som den så ud på standen i Milano, og som man får indtryk af i pressemeddelelsen, så er der noget at glæde sig til, når foråret rammer Danmark.
Den glæder vi os dælme til at teste..!
Læs eventuelt også mere om Hondas 2026 nyheder på denne side, hvor Honda CB1000GT omtales som den første.



