
Asfalten Kalder: Sikkerhed i MC-tøj
Det er ikke mange dage siden vi så holdet bag Asfalten Kalder være et smut forbi Bruun-Larsen Motorcykler, hvor medejer Kim Mikkelmann forsøgte at gøre værterne lidt klogere på det eneste lovpligtige stykke udstyr i Danmark; nemlig styrthjelmen.
Men selvom styrthjelmen er det eneste der i denne sammenhæng er lovpligtigt i Danmark, kan vi vel alle blive enige om, at det er ret smart også at beskytte resten af kroppen?
Det mener i hvert fald også den australske Transport Accident Commission, der for nogle år siden producerede og delte en lidt skræmmende video som illustrer, at der blot går 0,6 sekund før et par almindelige jeans er slidt igennem ved utilsigtet kontakt med asfalten, at der går 0,03 sekunder før sneakers flås itu, og tilsvarende kort tid før beklædningen på overkroppen også må give fortabt.
Som du kan høre i videoen nedenfor, så er Kim Mikkelmann også inde på, at helt almindeligt hverdagstøj på ingen måde er optimalt i tilfælde af et styrt, da det så godt som atomiserer på et splitsekund.
En ting, som Kim også nævner i videoen er, at man bør købe udstyr med farve på, da man på den måde er mere synlig i trafikken. Og netop sådan en kampagne har Rådet for Sikker Trafik igen søsat for kort tid siden, hvor de opfordrer til, at danske motorcyklister udskifter diskret udseende styrthjelme med hjelme i såkaldte pangfarver.
Et emne som deler vandene blandt motorcyklister; for er en gul/grøn styrthjelm mere synlig end en sort, hvis man eksempelvis kører langs en rapsmark?
Der er altså alt muligt man kan gøre for at beskytte sig selv i trafikken, og også alt mulig man bør gøre. Nogle mener en styrthjelm er nok, og andre mener at neonfarver fra top til tå er den bedste løsning.
Her på redaktionen skal vi ikke gøre os mere til dommer end at sige, at en fuldt udstyret motorcyklist er mere beskyttet end en, der kun bærer hjelm.
Og vi kan kun anbefale, at man får sig en snak med en af landets mange kompetente forhandlere om de forskellige muligheder; for der er efterhånden rigtig mange veje at gå, når det handler om udstyr.
Slutteligt vil vi igen advokere for, at en af de rigtig vigtige sikkerhedsforanstaltninger er, at man som motorcyklist uddanner sig selv i at køre motorcykel. Og det er der rig mulighed for i vores lille hjørne af verden, hvor flere aktører årligt afvikler køretekniske kurser af forskellig slags.