Verge opruster med mere teknologi - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Verge opruster med mere teknologi

Verge har netop afsløret en opgradering af modellen TS Ultra, og måske samarbejdet med Tesla kan anes i denne?
Steffen F. Olesen
08/01-2024 kl. 09:50

Det er nu fem år siden du første gang her på MagaCin kunne læse om et opsigtsvækkende finsk projekt, som indledningsvis gik under navnet RMK og senere Verge Motorcycles, hvor motoren på den elektriske – og ret så potente – motorcykel er integreret i den bagerste fælg.

Dykker du ned i arkivet kan du finde en hel del artikler omkring Verge og deres vej fra idé til virkelighed, hvor de seneste historier har handlet om, at finnerne har indgået et samarbejde med Tesla i forhold til en fælles ladeløsning i America, og for ganske få uger siden en om integrationen af kunstig intelligens, opdateringer via “skyen” og Epic Games’ Unreal Engine.

Flere “Tesla-opdateringer”
Inden vi går videre, så lad os lige for en god ordens skyld fastslå, at et dybere samarbejde mellem Verge og Tesla udelukkende er en tanke som rumsterer inde i undertegnedes hoved, og altså på ingen måde er bekræftet.

“Verge Motorcycles er begejstrede for at annoncere Starmatter – vores banebrydende software- og intelligensplatform som vil forvandle måden, du kører motorcykel på.
Det er vores forpligtelse til innovation som strækker sig ud over motorcyklen selv, og kendetegner vores dedikation til kontinuerligt at forbedre køreoplevelsen.
Starmatter er broen mellem nutidens exceptionelle og morgendagens endnu mere bemærkelsesværdige køreoplevelse.”

Sådan beskriver producenten den elektriske motorcykels nye software Starmatter, som blandt andet giver forbrugeren mulighed for at modtage essentielle opdateringer over-the-air.
Og der er her undertegnede synes, at det begynder at lugte lidt af Tesla; for Tesla-chefen, Elon Musk, har det som bekendt med at navngive sine projekter efter noget der rimer på det uendelige univers, og tilbyder jo også opdateringer til bilerne på samme måde.

Og hvis vi springer hastigt videre til dagens annoncering fra finnerne, så bliver min egen, helt og aldeles personlige mistanke, forstærket:

I dagens præsentationsvideo, som du ser ovenfor, dykker Verge CTO, Marko Lehtimäki, ned flere emner, og lægger hårdt ud med byggestenene i Starmatter, som består af fire emner: Hardware, OTA-opdateringer, Human-Machine Interface og kunstig intelligens.
Men vi skal kun knap et par minutter ind i videoen før Marko kommer til sagen, og fortæller om de seneste tilføjelser på Verge TS Ultra, som endnu engang leder tankerne i retning af førnævnte bilproducent.

Verge TS Ultra er fremadrettet udstyret med seks kameraer, som giver et fuldt 360-graders overblik over øvrige trafikanter, og dermed giver føreren bedre forudsætninger for en sikker tur.
Dertil hører to højopløste radarer, som kigger i hver sin retning, kan genkende biler samt andre “forhindringer”, og har en rækkevidde på 250 meter.

Og det kan da godt være at det bare er mig; men når jeg kigger på ovenstående billede af den i øvrigt ret så opdaterede instrumentering, så minder grafikken mig om noget jeg har set før.

Kun begyndelsen
Hvis vi lige lægger Hr. Musk og Tesla til en side, så er den nye instrumentering faktisk ret cool. For udover at være meget mere brugervenlig under kørsel end før, og at kunne give advarsler om potentielle farer, så skifter den også til split-screen når blinkeren aktiveres, og tænder for det mest relevante kamera i forhold til din kørsel.
Ligeledes ser det i ovenstående video ud til, at et billede fra det bagerste kamera vises i skærmen, hvis en bagfrakommende bil nærmer sig med høj hastighed.

Alt i alt nogle ret fede opdateringer, og efter min mening et skridt i den rigtige retning, når vi snakker udvikling af elektriske motorcykler.

Jeg kan egentlig godt forstå, at Marko kalder opdateringerne for en game changer, og det lader til at Verge har mange flere idéer på tegnebrættet.
I hvert fald afslutter Marko med at sige, at nye sikkerhedsfeatures som gør brug af både kamera og radar vil blive tilføjer løbende, via de trådløse opdateringer.

Første danske prøvekørsel
Nogle kan se fidusen, andre kan ikke… Nogle synes de er spændende, andre hader dem som pesten…
Elektriske motorcykler er uden tvivl ikke for alle, men her på MagaCin kan alle motorcykler – gode og dårlige, billige og dyre, “rigtige” og “forkerte”, med og uden benzin – bringe et smil frem på læben.

Det var bestemt også tilfældet da vi i juli måned sidste år troppede op på en parkeringsplads nær Langelinie, for at tilegne os den første danske prøvekørsel af bæstet fra Finland.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start