Verdens hurtigste ørkenfræser og Touring mc - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Verdens hurtigste ørkenfræser og Touring mc

Prototyperne for Buell Baja DR og Buell SuperTouring 1190 afsløres 5. Marts
Steffen Olesen
27/02-2022 kl. 07:00

For næsten præcis et år siden erfarede vi, at amerikanske Buell Motorcycles er tilbage igen.
Mod sommerens slutning samme år hørte vi, at mærkets mest sportslige model Buell Hammerhead var klar til at debutere officielt, og et par måneder senere kom meldingen om, at Buell åbnede for bestilling af motorcykler.

To nye Buell prototyper
Siden dengang har der været lidt stille omkring Buell Motorcycles, men nu afslører firmaet i opslag på sociale medier, at man er klar til at afsløre både prototypen for verdens hurtigste Dirt Bike, og prototypen for verdens hurtigste Touring bike om ganske kort tid.
Pressemeddelelser for begge modeller ses i billedgalleriet øverst, og er ganske vist dateret 28. Februar, men pyt.
Vi kan da også godt lide, at være lidt på forkant med begivenhederne.
Verdens hurtigste pressemeddelelser?

Hvilken specifik model den nye Buell Baja DR (Dune Racer) er baseret på, oplyser Buell Motorcycles ikke ret meget om.
Men man kan jo selv prøve at sammenstykke nogle brikker ved, at dykke lidt ned i Buell Motorcycles hjemmeside.

1190HCR
Når der klikkes på fanen Models foldes en menu ud, hvor der optræder fire modeller.
Ved klik på den nederste model med navnet 1190HCR ledes man til denne model, hvor der i beskrivelsen står at:- “the 1190 HCR platform is in development for offroad Baja Race and Baja Adventure bikes. The 1190Baja will be released in the near future for sale to performance dirt riders and racers.”

Buell 1190HCR med den tilhørende beskrivelse har optrådt på Buell Motorcycles hjemmeside gennem længere tid.
Se først den ældre video, hvor Buell 1190HCR deltager i Hill Climb.

Nu er Buell Motorcycles altså åbenbart kommet frem til, at tiden er inde til at præsentere, hvad Buell Motorcycles selv betegner som verdens hurtigste Dirt Bike.
Billedet over artiklen viser firmaets kører Logan Cipala’s racer, og man må formode, at prototypen for verdens hurtigste Dirt Bike er udstyret med en lidt kortere bagsvinger.
Men det skulle altså være 1190HCR, som den nye “offroad Baja Race” og yderligere en kommende Adventure model i følge Buells egen beskrivelse er baseret på.
Adventure modellen der henvises til, kunne eventuelt være baseret på 1190 Super Touring, som er den anden model Buell Motorcycles har tænkt sig at præsentere en prototype for om kort tid.

Baja DR
Ydelsen for den kommende Baja DR prototypes 72° V-twin på 175 hk ligger 10 hestekræfter under ydelsen, der er opgivet for de to modeller vist på Buell Motorcycles hjemmeside.
Det kunne eventuelt have noget med driftsstabilitet at gøre, men mon ikke 175 hestekræfter rækker i en Dirt Bike?

Super Touring 1190
Prototypen for Buell Super Touring 1190 får derimod 185 hk, som det hidtil har været opgivet på producentens hjemmeside.
Det skulle i følge pressemeddelelsen række til, at gøre modellen til verdens hurtigste touring bike.
Hmm…

Hvornår?
Som der står i opslaget på sociale medier, har Buell Motorcycles planlagt at afsløre nyhederne ved Daytona Bike Week, der afvikles i Florida – USA i perioden 4.-13. Marts 2022.
Nærmere bestemt 5. Marts på slaget tolv for ørkenfræserens vedkommende, og en halv time senere bliver det tid til afsløring af prototypen for verdens hurtigste Touring bike.

Det bliver interessant at se prototypen for verdens hurtigste Dirt Bike samt prototypen for Buell SuperTouring 1190 5. Marts.
Vi holder som sædvanlig vores læsere opdateret.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start