To nyheder fra Cardo - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

To nyheder fra Cardo

To nye muligheder for sniksnak på motorcyklen - en til Ducatisti og en til de fleksible.
Nicolaus Johansen
25/03-2023 kl. 05:58

For rundt regnet et år siden lancerede Cardo, som har lavet kommunikationsløsninger til vi motorcyklister siden 2004, Packtalk Edge, og proklamerede i samme omgang, at der var tale om verdens bedste kommunikationssystem til motorcykler.

Senere på sommeren kunne folk med stærke følelser for KTM og som samtidig besad et ønske om at eje et eller flere eksemplarer af Packtalk Edge glæde sig, idet det østrigske mærke og Cardo annoncerede samarbejde, og lancerede en særlig orange version af kommunikationsenheden.

Rød Cardo
Nu kan Ducati fans glæde sig, hvis de også kunne tænke sig en smart enhed til snak og musiklytning, som matcher den røde farve på motorcyklen.
For producenten fra Borgo Panigale har for nylig løftet sløret for Ducati Communication System V3 by Cardo, der er det komplette navn for enheden.

Kigger vi ind bag den knapt så mundrette benævnelse, kan vi konstatere, at der er tale om en Packtalk Neo med en flot rød bemaling.

En rødmalet Packtalk Neo

Neo er modellen under Edge i Cardo’s modelprogram, hvilket burde betyde en lidt billigere pris, som vi ikke har detaljerne om på nuværende tidspunkt. Men selvom Neo, eller Ducati Communication System V3 by Cardo, ikke hører til på øverste hylde, er det bestemt ikke en skrabet løsning der er tale om.

Det er muligt at forbinde op til 15 enheder på samme tid, og under ideelle forhold, over en afstand på mere end halvanden kilometer ved hjælp af mesh teknologi.
Du kan også forbinde via Bluetooth til andre enheder, men dog ikke over samme afstand.

Med Bluetooth kan du også forbinde enheden til en ekstern GPS eller din motorcykel, hvis du har sat det rette kryds på udstyrslisten.

Du kan selvfølgelig også lytte til musik med Ducati Communication System V3 by Cardo, hvor JBL har leveret højttalerne – og de skulle levere superb lyd fra 40 mm. enhederne ifølge producenten.
Der loves standbystrøm i ti dage, og med konstant snak kan enheden holde sig strømførende i 13 timer, hvorefter enheden skal en tur forbi laderen. Men dette er ikke en særligt tidskrævende affære, da enheden efter blot to timer er klar til brug igen.

Så der er skam også smæk for skillingen med Neo enheden – egentlig er den største forskel mellem Edge og Neo, uanset farven de måtte have, den måde hvorpå de fastgøres til din hjelm.

Neo sidder på hjelmen ved hjælp af et klik-system, hvor Edge fastgøres magnetisk. Endvidere har Edge mulighed for at lade under kørslen, og endeligt er der tre års garanti på Edge, mod to på Neo.

Fleksibel Cardo på abonnement
Stryger du ind på Cardo’s hjemmeside vil du opdage, at Packtalk Neo vil koste dig 370€ eller cirka 2.755 kroner, og skal du have en Edge, hedder prisen 410€ eller omtrent 3.050 kroner.
(Ducati Communication System V3 by Cardo fremgår endnu ikke på hjemmesiden)

Dog kan du komme lidt billigere til en kommunikationsenhed fra Cardo, som stadig har alle de fede features. Enheden som hedder Cardo Packtalk Custom koster nemlig mere spiselige 280€, eller blot 2.085 gode danske kroner.

Med Custom kommunikeres der stadig med mesh

Det er jo en pris der er lidt mere medgørlig end hvad producenten opkræver for Packtalk Edge og Neo, både med og uden mærkespecifikke farver. Og en af årsagerne til den lave pris er, at du ikke får JBL-højttalere med, men ellers har enheden de samme features som de større søskende.

Packtalk Custom forbindes altså også til andre enheder via mesh teknologi, kan afspille musik, er Bluetooth kompatibel, har stemmegenkendelse med mere – hvis du vil betale for det.

Der er tre forskellige abonnementer til Packtalk Custom

Med den nye enhed er det ikke nok bare at anskaffe sig enheden – det er også nødvendigt at tegne et abonnement.
Der er tre udgaver, og jo mere du ønsker din kommunikationsenhed skal kunne, jo mere skal du straffe muldvarpen.

Billigst er Silver til godt en 20’er om måneden, eller 200 kroner for et helt år, og dette abonnement inkluderer de mest basale features.

Vil du for eksempel have muligheden for at tilslutte din Packtalk Custom til en ekstern GPS eller din motorcykel, skal du som minimum betale for et Gold abonnement, hvilket koster 35 kroner om måneden i runde tal.
Skal din enhed også kunne forstå hvad du siger til den, og være i stand til at spare på strømmen, skal du slippe en flad halvtredser hver måned, eller godt 280 kroner for er år.

Packtalk Custom

Har du brug for alle funktioner hele tiden, giver det måske ikke mening at gå efter Packtalk Custom, da merprisen sammenlignet med Neo hurtigt er tjent hjem.
Særligt fordi de kan findes på tilbud – mens disse linjer skrives, har vi fundet netop Packtalk Neo helt ned til godt 2.400 kroner hos en dansk forhandler.

Kan du ikke finde et godt tilbud på Edge eller Neo, og heller ikke ønske de udvidede funktioner, kan Packtalk Custom måske give god mening.
Som sine søskende er den naturligvis vandtæt, opdateres trådløst via Cardo appen, har to års garanti og kan levere sammen mænge snakke- og standby tid.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start