The King is back on the stage - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

The King is back on the stage

Se den nye Triumph Bonneville T120 Elvis Presley Limited Edition. The King of Rock’n’ Roll var i 1965 så begejstret efter en kort tur på en Bonneville, at han med kortest muligt varsel fik leveret en ordentlig stak Triumph motorcykler til gutterne i The Memphis Mafia.
CO
20/06-2024 kl. 05:03

Der er fuld fart over feltet hos engelske Triumph Motorcycles, både med lanceringer af nye modeller, og ikke mindst med præsentationer af specialudgaver, som ofte produceres i et begrænset oplag.
Vi nævner i flæng Triumph Trident Triple Tribute Special Edition, Triumph Thruxton Final Edition, Triumph Tiger 900 Rally Aragón Edition og Triumph Tiger 900 GT Aragón Edition, Triumph Bonneville T120 1959 Legends Custom Edition og ikke mindst Triumph Speed Triple 1200 RR Breitling Limited Edition, hvor der kan tilkøbes et matchende Breitling armbåndsur.

Triumph Speed Triple 1200 RR Breitling Limited Edition

Sidstnævnte model og det tilhørende armbåndsur blev faktisk lanceret i indeværende måned, men det var desværre logistisk umuligt, at få forfattet et lille skriv om modellen inden Triumph Motorcycles lancerer endnu en specialudgave.
Men lad os da lige for en god orden skyld dele præsentationsvideoen for både den nye Speed Triple 1200 og det eksklusive armbåndsur.

Og lad os så lynhurtigt vende tilbage til den seneste specialudgave Triumph Motorcycles har lanceret.
Nemlig den nye Triumph Bonneville T120 Elvis Presley Limited Edition, der produceres i et begrænset oplag på 925 specielt signerede og nummererede eksemplarer, og som hver især leveres med en guldplade (i et eksklusivt Elvis Presley og Triumph Motorcycles pladecover) med garanti for autenticiteten signeret af Triumph’s CEO Nick Bloor og Jamie Salter, som er grundlægger og formand samt CEO for ABG, Elvis Presley Enterprises.

Hvis man umiddelbart ser lidt bort fra teknik og modellens Elvis relaterede detaljer, så indeholder den officielle pressemeddelelse en morsom lille historie.
Nemlig fortællingen om at Elvis Presley’s introduktion til Triumph motorcykler fandt sted i 1965, imens superstjernen holdt en pause fra filmindspilninger og tilbragte tid sammen med sine nærmeste venner kendt som the Memphis Mafia i sit hjem i Bal Air.

Vennen Jerry Schilling havde købt en ny Triumph T120 Bonneville, og Elvis benyttede lejligheden til at køre en tur rundt i nabolaget på motorcyklen.
The King of Rock’n Roll var imponeret, og gav straks sin transportation manager Alan Fortis besked på, at bestille et eksemplar til hver af gutterne… men motorcyklerne skulle leveres samme aften.
Det lykkedes motorcykelforhandleren Bill Robertson & Sons først at levere syv stk. Triumph motorcykler samme aften, og de resterende to fulgte kort tid efter.
Elvis og vennerne skulle angiveligt have fræset rundt på motorcyklerne indtil sent på aftenen, og indstillede først kørslen da naboerne klagede til politiet.

Beretningen om at the Memphis Mafia altså var nogle uvorne knejter, er vel egentlig et meget hyggeligt lille oplæg til den ret korte præsentationsvideo for specialudgaven, som Triumph selvfølgelig også har delt.

I dette afsnit kunne man vælge at opremse en masse detaljer, som eksempelvis Elvis autograferne, Taking Care of Business logoet på forskærmen samt de håndmalede gyldne pinstripes, og naturligvis prisen på danske nummerplader der starter ved kr. 239.900,00
Men det er måske i virkeligheden lidt overflødigt, når der kan læses meget mere om modellen i denne sektion dedikeret til specialudgaven, på Triumph Motorcycles danske website.

Det sparer os for lidt tid, som måske endda kan bruges på at forberede os lidt bedre til præsentationen af den næste specialudgave fra Triumph.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start