Nu kan alle køre BMW M1000RR - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nu kan alle køre BMW M1000RR

Nyt RIDE5 frigivet 24. August.
Jesper Mikkelsen
03/09-2023 kl. 07:11

Den forestående lancering af den nye BMW R 1300 GS, som du kunne læse om her på MagaCin for nogle dage siden i 2024 nyheder som med sikkerhed præsenteres i September, er utvivlsomt en af årets helt store nyheder.
Men er man lidt mere sportsligt inklineret, og derfor mere interesseret i den skarpe BMW M1000RR, som MagaCin’s udsendte havde fornøjelsen af at prøvekøre ved årets BMW Motorrad Press Day på Ring Knutstorp, men ikke selv har mulighed for at købe et fysisk eksemplar af modellen, så er der såmænd også råd for det.
Modellen kan nemlig køres så meget man lyster til en langt billigere pris, men dog på en alternativ facon.

Læs mere om det længere nede i artiklen, men se først den lille onboard video under dette afsnit fra ovennævnte arrangement i Sverige, og tag endelig vores ord for, at BMW M1000RR er en vildt fed motorcykel.

Flertallet er nok enige i, at BMW Motorrad rent markedsføringsmæssigt sædvanligvis er ret aktive. Og det tyske mærke forsømte da heller ikke tidligere på året muligheden for, at gøre opmærksom på sin tilknytning til actionfilm Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One!, som ramte biograferne 13. Juli, hvor megastjernen Tom Cruise som den begavede agent Ethan Hunt igen håndterer en motorcykel under ret usædvanlige omstændigheder.

Stuntet som Tom Cruise faktisk gennemførte hele seks gange samme dag før optagelserne var i kassen, er angiveligt filmhistoriens største mc-stunt, og Dead Reckoning Part One har allerede nu indtjent omkring en halv mia. amerikanske dollars.
Derfor giver det nok også meget god mening, at BMW Motorrad påpeger mærkets tilknytning til filmen.

Modellen BMW Motorrad reklamerer for i forbindelse med ovennævnte film, er måske ikke verdens mest dedikeret sportslige motorcykel, Aber dann haben wir andere methoden.
Det bliver nemlig væsentligt mere sportsligt i videospillet RIDE 5, som blev frigivet 24. August, og som du kan se en præsentationsvideo for under dette afsnit.

Efter alt at dømme et seriøst hæsblæsende spil hvor deltagerne har mulighed for at køre alt fra den lidt mere omgængelige BMW S1000R til det tyske mærkes seneste, stærkeste og skrappeste aftapning af BMW M1000RR.

Den skarpe iagttager bemærker lynhurtigt, at det er BMW Motorrad, som har delt videoen herover på deres egen YouTube kanal.
Men se endelig også den officielle præsentationsvideo fra italienske Milestone Team, der blev grundlagt i 1996, og som er ophavsmand til spillet.

Der vises ganske vist flere motorcykelmærker i den officielle Launch Trailer for Ride5, men det ville vist være lidt af en tilsnigelse, hvis nogen dristede sig til at påstå, at BMW og i særdeleshed BMW M1000RR bliver forbigået.
Se eventuelt også videoen RIDE5 Walkthrough Trailer, hvor en del af spillets features og muligheder demonstreres.

Ride5 kan købes i forskellige udgaver via denne side, hvor brugeren altså har mulighed for at køre BMW M100RR og mere end 270 andre forskellige motorcykler fra 20 forskellige mærker virtuelt på 40 forskellige baner.
Læs mere om RIDE5 på ridevideogame.com.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start