Motorcyklister boykotter Tyrol - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Motorcyklister boykotter Tyrol

Motorcyklister boykotter solidarisk Tyrol efter lukning af MC ruter
Steffen Olesen
19/06-2020 kl. 14:13

Det er angiveligt de seneste støjbekæmpende tiltag i Østrig, hvor flere populære ruter i en periode er lukket for støjende motorcykler, der får en bølge af afbestillinger af hotelværelser samt reservationer på restauranter til at skylle ind over Tyrol.
Det fremgår af en artikel i mediet Speedweek.com.

Tyste motorcyklister aflyser også
Hotelejere og restauratører beretter om en bølge af aflysninger efter genåbningen, og fortæller at vrede motorcyklister annullerer deres bookinger. Og det er ikke kun dem der kører på larmende motorcykler, som afbestiller hotelværelset. Også motorcyklister som kører på standard motorcykler, der overholder de mest restriktive støjkrav, finder alternative rejsemål.

Hotelvært håber flere vil klage over forbuddet
Bølgen af afbestillinger er en bitter pille at sluge for de hoteller, som har brug for en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning, og har specialiseret sig i netop gæster på motorcykel.
Blandt dem findes Moho Hotels, hvor kæden har otte hoteller i delstaten Tyrol.
Kai Bürskens fra Hotel Schönauer Hof i Lechtal har som repræsentant for Moho-motorcykelhotellerne i et interview med en erhversportal udtrykt sin bekymring over udviklingen.
Hotelværten fortæller kun nødtvungent, at han så sig nødsaget til at sælge sin yndlingsmaskine – et rigtig samlerobjekt – med kort varsel, da det ikke længere var muligt at bruge den.
I Interviewet fortæller Bürskens også, at han modtog 48 aflysninger i ugen efter kørselsforbuddet blev annonceret, at mange motorcyklister er forvirrede over reglerne, og at mange aflyser bookingen i solidaritet, selvom deres egen motorcykel overholder reglerne.
Læs historien med Kai Bürskens bekymringer på erhvervsportalen Hogapage, hvor han ikke blot sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af politikernes støjbegrænsende tiltag, men også påpeger, at indtægter fra turisterne bliver ofret på støjreduktionens alter.
Kai Bürskens er selv vild med motorcykler, og håber på at flere hoteller, restauratører og private vil stå frem og tale motorcyklisternes sag.
For han står angiveligt ikke alene med sine synspunkter.

Begyndelsen på en større modreaktion?
Vi synes, at det er ret cool, at nogen står frem og tager bladet fra munden, når politikerne efter deres mening skyder gråspurve med kanoner – ladet med spredehagl – og der tilsyneladende ryger utilsigtede ofre med i købet.
Er det her den spæde indledning på en omsiggribende modreaktion på autoriteternes jagt på ‘larmende’ motorcykler?

Kai Bürskens får opbakning
Kai Bürskens accepterer ikke stiltiende restriktioner han er uenig i, og henter opbakning fra Josef Hackl der er formand for Tyrol handelskammer. Han forstår nemlig heller ikke forbuddet.
Tryk avler modtryk, og om myndighedernes målrettede fokus på ‘støjforureningen fra motorcykler’ får flere på barrikaderne bliver interessant at se.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start