
Motorcyklist risikerer to et halvt års ubetinget fængsel for vanvidskørsel
En opsigtsvækkende sag om vanvidskørsel på motorcykel udspiller sig i disse dage ved Retten i Aarhus, hvor anklagede nu risikerer to et halvt års ubetinget fængsel.
I går beskrev vi her på MagaCin, hvad det kan resultere i, når vanvidskørsel bliver content, og ender som offentlig retssag. I dag er der nyt i sagen, som dækkes live af både TV2 Østjylland og Lokalavisen.dk.
Kort opridset er sagens omdrejningspunkt ifølge Anklager, Mia Buch, at tiltalte gentagne gange har sat andre trafikanters liv og førlighed i fare.
Ifølge anklageren har tiltalte blandt andet i mere end 24 tilfælde kørt på baghjul, og er tiltalt for særlig hensynsløs kørsel.
Deling af videoer skærpende omstændighed
Det fremgår også af TV2 Østjyllands live-dækning , at anklageren ikke har haft en lignende sag med så mange forhold, og har svært ved at finde en.
Derudover betragter Anklagemyndigheden det som en skærpende omstændighed, at tiltalte har delt videoer af sin vanvidskørsel, hvilket ses som en opfordring til, at andre går ud og leger med at køre på baghjul.
To et halvt års fængsel og frakendelse af kørekort i ti år
– 2 år og 6 måneders ubetinget fængsel. Sådan lyder påstanden fra anklageren, som også vil konfiskere motorcyklerne og GoPro-kameraet, samt have tiltalte frakendt førerretten i minimum ti år.
Forsvarer plæderer for under et års fængsel
Tiltaltes forsvarsadvokat Henrik Garlik mener, at det væsentligste spørgsmål i sagen er om straffelovens §252, der handler om, hvorvidt tiltalte har udsat andre trafikanters liv eller førlighed for forsætlig fare skal anvendes.
Derfor mener han, at strafudmålingen skal være under et år, hvis retten vurderer, at tiltalte ikke har udsat andre trafikanter for fare.
Forsvarsadvokaten mener, at Anklagemyndigheden skal løfte bevisbyrden for, at tiltalte vidste, at der var en nærliggende fare, hvilket han ifølge sin advokat ikke gjorde.
– Tiltalte har hele vejen igennem sagt i retten, at han har haft fuldstændig kontrol over motorcyklen, selv når han har kørt stærkt.
Derudover mener advokaten, at frakendelsestiden kun skal være syv år.
Dommen falder om en uge
Det sidste retsmøde i sagen blev afsluttet sidst på formiddagen. Men inden Retten blev hævet, blev tidspunktet for domsafsigelse bekendtgjort.
Dommen falder præcis om en uge fredag den 6. marts klokken 11.00
Deling af videoer
Ifølge loven om vanvidskørsel der blev indført med virkning fra den 31. Marts 2021, risikerer synderne som MagaCin beskrev forud for lovens vedtagelse i denne artikel som udgangspunkt ubetinget fængsel i 20 dage.
Men nu ser vi altså et eksempel på, at fængselsstraffen kan blive en helt anden og noget mere langvarig.
Især hvis man selv filmer den akrobatisk kørsel, og efterfølgende deler videoerne, så Anklagemyndigheden kan bruge optagelserne i bevisførelsen.

