KTM forlænger kontrakt med Neumeister - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM forlænger kontrakt med Neumeister

KTM signalerer fortsat uafhængighed under Bajaj, mens Neumeister skal forenkle og omstrukturere koncernen.
07/01-2026 kl. 05:44
Anslået læsetid: 4 Minutter

Det økonomiske uvejr som ramte KTM i 2024, og affødte et 90 dages pitstop, hvorefter KTM blev reddet på målstregen af indiske Bajaj, har under en stor del af forløbet været præget af sporadisk officielt nyt og manglen på samme kombineret med en masse rygter.

Forlydender om at KTM ville trække sig fra MOTOGP, at samtlige fremtidige KTM modeller ville blive produceret af Bajaj, at KTM ville miste sin selvstændighed og meget andet.

Nu ser vi imidlertid en befriende klokkeklar udmelding fra Pierer Mobility AG, hvor man fra officielt hold fastslår, hvem der står ved roret hos KTM de kommende tre år, og at KTM angiveligt bevarer sin uafhængighed.

Sidst i December 2025 kunne du læse her på MagaCin, at Bajaj overtager kontrollen med KTM’s moderselskab, som skifter navn til Bajaj Mobility AG. Og efterfølgende lød det fra officielt hold, at Gottfried Neumeister som overtog styringen fra Stefan Pierer i Januar 2025, også fremadrettet bliver den øverste boss hos KTM.

Informationen fra Pierer Mobility AG blev delt i en officiel pressemeddelelse, hvor det allerede i indledningen understreges, at forlængelsen af Gottfried Neumeisters rolle som CEO for det kommende Bajaj Mobility AG og KTM AG indtil udgangen af 2028, er et klart signal om uafhængighed under den nye ejerstruktur.

Lidt mere uddybende lyder det i pressemeddelelsen, at PIERER Mobility AG (snart Bajaj Mobility AG) og KTM AG før tid har forlænget CEO Gottfried Neumeisters kontrakt frem til 31. December 2028.

Efter gennemførelsen af ejerskiftet den 18. november 2025 er kontraktforlængelsen med Gottfried Neumeister ifølge pressemeddelelsen et klart signal om koncernens strategiske uafhængighed og en anerkendelse af hans indsats gennem de seneste måneder.
Og Neumeister vil tilsyneladende kaste sig både dedikeret og eksklusivt over opgaven.

I pressemeddelelsen er Gottfried Neumeister frit oversat citeret for følgende:
“Jeg sætter stor pris på den tillid, der er vist mig. Sammen med mine nye kolleger i direktionen vil jeg bringe KTM tilbage på en tydelig vækstkurs og styrke tilliden hos vores partnere, kunder, forhandlere og leverandører på lang sigt,” og tilføjer: “Opgaven er nu at gennemføre vores strategi med forenkling af processer og et skærpet fokus på motorcykelmarkedet. For at kunne hellige mig denne opgave fuldt ud samt omstruktureringen af KTM-koncernen har jeg sammen med den nye majoritetsejer aftalt, at jeg i den nærmeste fremtid træder tilbage fra alle øvrige funktioner uden for Bajaj-koncernen.”

Hvad en strategi med forenkling af processer og omstruktureringen af KTM-koncernen indebærer, udspecificeres desværre ikke i pressemeddelelsen. Men det hører vi forhåbentlig snart mere om.

Bestyrelsesformand i PIERER Mobility AG Srinivasan Ravikumar ser frem til det fortsatte samarbejde: “Gottfried Neumeister påtog sig ansvaret i en meget vanskelig fase, tog konsekvent fat på udfordringerne og opnåede ekstraordinære resultater. Dermed har han ydet et væsentligt bidrag til at stabilisere KTM og udstikke kursen for fremtiden.”

Med kontraktforlængelsen til 2028 er der altså nu sat navn og ansigt på personen, der skal føre KTM gennem den næste fase hos KTM, og dermed sat punktum for rygter og spekulationer i den retning.
Nu kan kun tiden vise, om uafhængigheden hos KTM reelt overlever i praksis, og hvilken skæbne fremtidige modeller fra KTM får.

Og nu vi alligevel er ved KTM, så husk at kontakte din forhandler for at høre, om lige præcis din KTM 390 er omfattet af det såkaldte safety-recall af fjederen på sidestøttebenet.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025